Udtalelse
Der er ingen farver i Det Kongelige Teaters opsætning af Peer Gynt. Der er heller ikke rigtig nogen af karaktererne, man får sympati for eller holder af. I bund og grund er det ikke en opløftende historie, vi er vidne til.
Forestillingen er en rammefortælling, som starter og slutter med Peer Gynts dødsleje. Måske er vi vidne til dødsdelirium, mareridt eller virkelige minder – eller en blanding af det hele. I hvert fald udfolder fortællingen sig med start i barndomshjemmet. Mor (Karen-Lise Mynster) råber: “Peer, du lyver”. Peer omringes af bygdens børn, der peger, håner og flår tøjet af Peer i et mobbeangreb. Peer er bange, alene og tager tøjet på. Tilbage i familiens hytte oser mor af tyk martyrium. Men Peer får vendt stemningen ved bordet og får modet til at underholde og overvinde mor med sin fantastiske historie om en drabelig kamp med en buk. Kontrasten – mellem Peers forfærdelige barndom på den ene side og hans fantasifulde flugt på den anden side – er en rød tråd gennem stykket. Men når Peer fortæller eller gennemlever sine fantasifulde historie, er det i opsætningen ikke vist som farverigt, positivt eller sjovt. I stedet er det ligesom næsten alt andet i stykket med gråsort scenografi og en følelse af ubehag. Meget sigende ender Peers historie om bukken i et incestiøst kys mellem mor og søn.
Peer Gynt er renset for glæde, varme og eufori udi drømmenes universer. Det er et valg forestillingen har taget.
Forestillingen er skabt i samarbejde med Dansk Danseteater, og dans og dansere er vævet ind i forestillingen. Bukken (Amancio Gonzalez) er uendelig dygtig og graciøs på tåspidser, og følger Peer Gynt gennem forestillingen, hver gang han søger ud og væk fra det, han er i.
Tågen trænger ind og ligeledes gør dansere klædt parvis i plastik-havestole. En fascinerende akrobatisk øvelse udspiller sig.
Et nyt tableau tager over, hvor Peer Gynt igen mobbes af flokken og hånes i kædedansen i bygden.
Pigen Solveig(Fanny Louise Bernth) dukker op og betages af Peer, men han betages mest af sig selv og hvirvler videre, danse-djævle dukker op og trækker ham af sted. Han tumler ind i den legendariske Dovregubbens hal og møder den mægtige troldkonge/Dovregubbe og hans væsner. De er iscenesat i stykket som vulgære, perverterede og afskyvækkende i deres opførsel. Det ulækre overskygger mening, replikker og handling. Det koreografisk imponerende optrin savner sammenhæng med handlingen og retning dramaturgisk og fremstår mest som et moderne danseindslag i egen ret, hvilket måske også er meningen. Det betyder dog, at stykket ofte bliver mere dansekunst end fortælling.
Peer Gynt spilles af Patrick Baurichter med usympatisk manisk opstemthed, forceret insisterende energi og selvoptaget fjogethed. En gennemført præstation. Men instruktionen giver ikke plads til sprækker af forståelse, endsige empati. Peer Gynt er irriterende og enerverende at se og høre på. Og det bliver ved gennem stykket.
Scenografi, lys og lyd understreger den dystre tematik, stykket er svøbt ind i. En visuel fremstilling af en mørk underbevidsthed. Meget mørk, meget dyster, meget negativt, meget trist, meget brutalt, meget uvenligt. Al respekt for intentionen om at skildre Peer Gynts egoisme og konstante flugt som trist og mørk. Men der sker en devaluering, når kontrasterne fjernes, når farverne er væk, når modpolerne ikke er til stede. Når det hele har gråsort nuance og en hæslighedens æstetik. Det er en pris forestillingen betaler.
Peer Gynt er renset for glæde, varme og eufori udi drømmenes universer.
Det er et valg forestillingen har taget.
Den mest vellykkede scene er den, hvor det bliver tydeligt, hvorfor Peer bliver ved med at flygte fra alting. Peer flytter sammen med Solveig, og de starter i varm omfavnelse og hengivenhed. Trin for trin trænger distancen ind mellem det unge par. I takt med kulden mellem de to, befolkes scenen af Peers indre dæmoner i skikkelse af Bukken og hans djævle-dansere. Peer mister interessen for Solveig og flygter igen. Det er (også) en ubehagelig scene, men her virker ubehaget til fordel for fortællingen. I mange andre scener er det selvsamme konstante ubehag i vejen for vores forståelse af, hvorfor Peer gør, som han gør.
Man kunne savne, at karakteren Solveig i langt højere grad fik plads i forestillingen som modpol, der skabte kontrast til Peer.
Ubehaget er smurt i et gavmildt lag ud over hele stykket som et tyndt stykke rugbrød med alt for meget grå leverpostej. Det er ensformigt og ikke specielt rart. Alene som eneste krydderi er dansernes mange flotte koreografier, som desværre ikke fremmer fortællingen. Hvis det er det indtryk, Det Kongelige Teater er gået efter, er det lykkedes.
Peer Gynt Frit efter Henrik Ibsen oversat og ny tekst: Søren R. Fauth, spiller på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset til og med den 28. februar 2025.
Iscenesættelse og bearbejdelse: Anja Behrens
Scenografi og kostumer: Karin Gille
Koreografi: Iscenesætter og dansere.
Medvirkende: Patrick Baurichter, Karen-Lise Mynster, Amancio Gonzalez, Elliot Grosset Hove, Lukas Hartvig-Møller, Karin Heinemeier, Hilde Ingeborg Sandvold, Fanny Louise Bernth, Jessica Lyall
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
