Læserbrev
Vi har siddet hele vejen gennem pandemien og ventet på Denis Villeneuves forsinkede storfilm, Dune. Forventningerne til denne første halvdel af filmatiseringen af den klassiske og elskede roman af Frank Herbert har været helt i top blandt både film-fans og science fiction entusiaster.
Instruktøren bag mesterlige og kritikerroste genrefilm som Arrival (2016) og Blade Runner 2049 (2017) har nu bundet an med intet mindre end et helt galaktisk imperium.
Det er store og episke ideer, der behandles i filmen, og den holder sig særdeles tæt på det boglige forlæg.
Vi befinder os hinsides år 10.000, og dette er den dystre historie om unge Paul Atreides, der spindes ufrivilligt ind i et net af intriger, som spænder over tre forskellige kulturer: galaktisk storpolitik, et hemmeligt avlsprogram og frihedskamp for de undertrykte indfødte på planeten Arrakis.
Ørkenplanetens sand
Arrakis er en ørkenplanet, som også kaldes Dune (Klit, i den danske oversættelse), og i planetens sand findes et unikt mineral kendt som “krydderiet”, som er det kostbareste i universet, fordi det blandt andet kan bruges til at rejse rundt i rummet. Hele galaksens magtpolitik er således koncentreret omkring krydderiet og de ældgamle familier, som kontrollerer planeten.
Hovedplottet i filmen drejer sig om, at selve kejseren har bestemt at Harkonnen-familien, som har siddet på Arrakis de sidste 80 år, nu skal overlade minedriften af krydderiet til Atreides-familien. Det er Harkonnen-familien selvfølgelig ikke begejstrede for.
Paul er søn og arving til Atreides-familiens overhoved og ikke helt glad for udsigten til at skulle overtage ledelsen af klanen. Han hjemsøges desuden af mystiske drømme om de indfødte på Arrakis, længe før han selv ankommer til planeten. Pauls mor, Lady Jessica, er medlem af den magtfulde Bene Gesserit-orden, som også manipulerer imperiet i det skjulte.
Mangler elementær spænding
Det er store og episke ideer, der behandles i filmen, og den holder sig særdeles tæt på det boglige forlæg. Både navne og kulturer i bogen er meget arabisk-inspirerede, hvilket er forfriskende – men i denne filmatisering desværre ikke så interessant, som det burde være. Det er et imponerende filmet værk, men historien mangler både elementær spænding, dynamisk handling og et fokus på de bedste ideer fra bogen.
Skuespillerne er velvalgte til rollerne, men de og deres dialog får ikke rigtig lov til at brænde igennem, og de skildrede kulturer er simpelthen ikke fremstillet på en tilstrækkelig fremmedartet måde til, at de hæver sig ret meget op over det kedelige, orangegule ørkensand.
Krydderiets politiske betydning i resten af galaksen ville have været spændende at se mere til, men dét er der endnu mindre af i Villeneuves film, end der var i David Lynchs mestendels mislykkede, men kulørte, filmudgave fra 1984.
For science fiction fans er det stadig en værdig filmatisering, selvom den måske ikke lever op til de højeste forventninger, men om denne film vil interesse det store kommercielle publikum, må der nok herske en vis tvivl om. Villeneuves stil kan godt vise sig at være lidt for minimalistisk og langsom til at opnå bred appel.
Dune (USA). Instruktør.: Denis Villeneuve. Medvirkende: Timothée Chalamet, Rebecca Ferguson, Oscar Isaac, Jason Momoa, m.fl.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
