Scenen er dyb, sort og rå. I midten af rummet midt i luften hænger en gylden skive, der som månen spejler sig hen af gulvet.
Som en planet hænger gongongen klar til at igangsætte spillet og historien. Brechts historie om kærlighed og ejendomsret.
Dramatikeren Bertolt Brecht havde som Shakespeare et godt øje for at opfange folkesagn, gode vandre-historier og fabler. Han stjal som englænderen med arme og ben og skruede sine egne historier sammen af de stumper, han havde skrabet sammen. Hans fokus var på mennesket, og hvordan det håndterer livet underlagt de givne magtforhold og omstændigheder.
Stor respekt til instruktør og dramaturg for at gå så seriøst og kompromisløst til opgaven: Hvordan opfører man Brecht 2022?
Nick Gottenborg Bruun, anmelder
Men Brecht bestræbte sig på at fortælle historien, så det satte publikum i gang med at tænke og undres over karakterernes handlinger. For at fremkalde den proces hos publikum udtænkte Brecht begrebet verfremdung, som kan oversættes med fremmedgørelse – at gøre det kendte ukendt. Og nu kommer vi tilbage til forestillingen på Republique denne januardag.
Der er rørt rigtig godt og grundigt rundt i teater-suppen med dramatiske virkemidler og stilarter i opsætningen af Den Kaukasiske Kridtcirkel. Hvis det ikke får publikum til at stå af, så har det nok ramt Brechts hensigt – at gøre kendt ukendt.
Meningen skridt for skridt
Forvirringen er stor i starten – hvad fanden sker der lige her? Græsk kor og hysterisk tale. Udsagn i øst og vest på højtids-volapyk. Afhuggede hoveder og dyster cello-toner. Samtidig opstilling i sirlige og krukkede formationer med sær adfærd. Det er underligt og fremmed. En flirt udspilles i over-anstændig faldbaladeret tale af de unge, der skal vise sig at drive historien fremad. Og langsomt lander historien, og meningen indfinder sig skridt for skridt. En diktator-fyrste, en krig, en flygtende overklasse tænkende på sig selv, forladte undersåtter og … et barn.
Tjenestepigen Grusche er spillet nøgternt, med stort dramatisk og præcist overblik tro mod stykket, af Fanny Bernth. Grusche tager barnet, som guvernør-fruen har efterladt under flugten fra krigen, til sig. En lang slidsom vandring tager sin begyndelse.
Ortodokse Brecht-folk er muligvis stået af her, men jeg ser også Brecht i forestillingens brug af scenografi og rekvisitter: her er valgt det, der skal til for at fortælle historien. Sne kommer ned fra loftet, tilpas meget så der kan laves spor. Kostumerne er slidte kjortler, der kan danne og illudere det, der er brug for i den enkelte situation. En stor markant og bastant ring sænkes ned fra loftet i tre stærke kæder. Grusche vandrer på den, og så er den blevet en hængebro, der faretruende er ved at give efter under hendes flugt. Der er en gennemgående brutal råhed over forestillingen. Det kommer til udtryk i rekvisitter og scenografi – barnet er en død trædukke med sære proportioner. Der er koldt og bart på scenen. Grusche møder apati, afstumpethed og afvisning på scenevandringen. Det placerer en længsel efter varme og menneskelighed på tilskuerpladserne.
Tvivl og håbløshed
Hendes flugt op i bjergene, hvor hun møder den ugæstfrie bror og trøstesløsheden, er en af de stærkeste medrivende scener. Hendes tvivl og håbløshed gøres genkendelig og skruer publikum fast i samme situation – hvad skal hun gøre?
Og det bliver værre endnu, men her brydes det medrivende af det groteske og vi rives ud af det medrevne. Som Commedia Dell’arte figurer træder landsbybeboerne frem i ækel primitivitet og groteske masker. Den dramatiske tone i spillet bliver tragi-komisk på en uhyggelig klangbund af udnyttelse. Grusche prøver at redde barnets fremtid, og lures ind i en grum fælde af et ægteskab. Igen skifter stykket karakter, vi er tilbage i den Brechtske fortælling, hvor skuespillerne fortæller, hvad der nu sker i historien. Nøgtern og koncist.
Brecht insisterer på, at vi skal træffe et valg og skal sige tingene ligeud… Han siger klart, at der er nogle værdier, vi skal holde fast i – og at vi skal være modige til at sige, hvad der er ret, og hvad der er uret.
Instruktør Anja Behrens i stykkets teaterprogram
Og nu folder historien i historien sig ud om sjoveren, der bliver dommer. En rigtig Brechts antihelte helt tegnes forbilledligt op foran os af skuespilleren Tina Gylling Mortensen. En pragtpræstation uden lige. Den menneskelige overlevelse, snuhed, ryggesløshed og amoral i al sin begrænsning vækker en modvillig sympati. Charmerende i al sin lurendrejerhed. Dommeren Azdak ved godt at han er (meget) fejlbarlig, og den underliggende ydmyghed giver ham et skarpt blik for hykleri, løgn og gøren-sig-til. Karakteren optræder i mange variationer i Brechts forskellige skuespil, men her er den ramt helt rent.
Klimaks – hvem hører barnet til
Vi rammer stykkets klimaks – hvem hører barnet til? Her rykker stykket over i realistisk tale ud af Brechts forlæg. Instruktør og iscenesættelsen lader teksten stå rent. Om uretfærdigheden, der rammer den fattige og den rige, der undertrykker. Stykkets morale tegnes op med skarpe streger. I sig selv et fremmedgørende teater-greb, med nutidens kompleksitet, for-og-imod-tænkning, ironiske distance og tvivl, i baghovedet. Og det gør opsætningen endnu stærkere og tro mod Brecht.
Stykket er på en gang en voldsom og svær lektie om menneskeligheden og manglen på samme. Stor respekt til instruktør og dramaturg for at gå så seriøst og kompromisløst til opgaven: Hvordan opfører man Brecht 2022? Der har været mange benspænd for forestillingen, der havde sin planlagte premiere for snart et par år siden, men nu først rigtig har fået spilletid på grund af covid19. Den havde fortjent et langt større publikum landet rundt. Denne klassiske fortælling fuld af tankevækkende spørgsmål og billeder. Teatret har selv sat sætningen “Hvem tilhører verden? Den tilhører dem, der passer godt på den!” som læresætning fra Brecht og stykket til vor tid. Jeg er enig.
Den Kaukasiske Kridtcirkel af Bertolt Brecht. Instruktion: Anja Beheren. Dramaturg: Karen-Maria Bille. Scenografi og kostumer: Karin Betz. Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Tina Gylling Mortensen, Benjamin Kitter, Anton Hjejle, Camilla Lau, Casper Højslet Lunøe, Adrian Bundgaard. Spiller på Teater Republique i København frem til den 28. januar.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
