Et år senere
Da vi møder musikerne i Røde Horn, er der 10 dage til koncerten, der skal markere, at det i år er 40 år siden, hornorkesteret blev dannet. De sidste toner bliver pudset af til en koncert i en boligforening i København samt til den store jubilæumskoncert.
Når vi spiller til en strejke eller demonstration, stiger gejsten. Ofte overdøver tilhørerne os.
Stig Mørck, medlem af Røde Horn
I hele 40 år har orkesteret – med skiftende besætning – gået forrest til 1. maj-demonstrationer og peppet stemningen op til hundredvis af strejker og blokader, fester og møder, der er kommet forbi deres vej. De har spillet op til fest og alvor – ja, de har spillet lige fra svendeprøver og bryllupsdage, til begravelser og solidaritetsfester.
De 10 musikere øver sig i fagforeningen BJMF’s lokaler i Valby denne tirsdag aften så fingrene bliver blå, og kinderne udspiler sig som balloner. Der er klarinetter, trompeter, en basun og marchtromme. Røde Horn er Byggefagenes hornorkester. Byggefagene repræsenterer talrige fagforeninger i København.
Folk synger med
I dag er der kun to af medlemmerne af Røde Horn, der har været med hele vejen gennem de 40 år. Den ene spiller stortromme, og den anden bastrompet – et instrument, der ligner en basun. Sidstnævnte musiker, Stig Mørck, er dog til lejligheden hoppet ind på basunistens plads, da denne har orlov.
Stig Mørck bakser med det store instrument, inden han i en pause i “øveren” fortæller om musikkens betydning for især faglige kampe.
Foto: Niels Gether
– Når vi er ude til en strejke eller demonstration, stiger gejsten, når vi spiller. Det kan vi se og høre. Publikum synger med og følger med i teksterne. Ofte overdøver de os, når vi er til demonstrationer, for eksempel på 1. maj, siger han til Arbejderen.
Stig Mørck tilføjer, at Røde Horn er blevet kendt i især mange fagforeninger, men også “bredt” i København.
Han har været murer hele sit liv, men da der ikke var arbejde at få i 2012, gik han på en form for pension.
“Vi udvikler os”
Inde fra øvelokalet på Mølle Allé lyder små trut fra en trompet og flere klarinetters trillen. Det er tilsyneladende svært at lægge instrumentet væk, selv om der er pause.
Hvordan fortsætter Røde Horn med at holde gejsten oppe efter 40 år?
Stig Mørck smiler.
– Vi kan ikke lade være. Vi udvikler os hele tiden og har i den forbindelse en dygtig dirigent og får hele tiden nye numre på repertoiret.
Men hvordan fornyer I jer? Det musikalske udtryk er vel et andet i dag end for 40 år siden.
– Jo da. Vi spiller andet end arbejdersange. For eksempel spiller vi klezmer- og balkanmusik. Hvis de er for svære, ryger de i skuffen. Lige nu øver vi nogle italienske “ting” til jubilæumskoncerten lørdag den 3. september.
– Men vi begynder altså ikke at spille rockmusik, hvis det er dét, du hentyder til. Vi er et hornorkester. Vi dygtiggør os hele tiden. Og i vores vedtægter står der faktisk, at vi også skal spille de traditionelle gamle arbejdersange, da det er vigtigt at have rødderne med.
Stig Mørck ser beslutsom ud. Det er tydeligt, at fortiden – for ham – hænger sammen med nutiden. Den tidligere murer er kommunist og har været det hele sit voksne liv. Det vil han fortsætte med. Men der er alt fra automekanikere, buschauffører, geologer, skolelærere og skiltemalere med i Røde Horn i dag. Og politisk spænder folk fra at være kommunister til at være socialister.
Fra Godfather til Pariserkommunen
Inde fra øvelokalet lyder skramlen af horn og stoleben. Dirigenten forsøger at samle noderne til en række italienske melodier fra Godfather-filmene. Den ene af sangene Festa-march San Rocco, som nogle filmelskere nok kender fra lydsiden af optoget i Little Italy i New York i Godfather 1-filmen.
Så er musikerne endelig på plads på stolene. Dirigenten får alles opmærksomhed.
Til lyden af flere Godfather-melodier fra både film nummer 1 og 2 – herunder melodien “Vivere inseme a te” – danner der sig sprængfarlige billeder på nethinden af “Don” Vito Corleone og sønnen Michael, der upåagtet myrder konkurrenter én efter én.
Sangen “Kirsebærtiden” af den franske komponist Antoine Renard bliver øvet. Sangens tekst er fra 1868, men stærkt forbundet med Pariserkommunen i 1871. Renard blev selv kommunard, og sangen er dedikeret til arbejdersken Louise, der var ambulancefører og uselvisk hjalp sårede kommunarder. Hun døde under arbejdet.
Koncentrationen lyser ud af musikerne. Noderne bliver fulgt tæt, og dirigenten fægter, blødt svajende, med armene.
Kommunisterne samlede hornorkester
Ifølge Stig Mørck startede ideen til Røde Horn ikke i 1982, men året før.
– Ja, det var jo kommunisterne, der samlede os. Vi var seks stykker. Alle kommunister, der spillede et eller andet instrument. Vi marcherede i spidsen til en 1. maj-demonstration. I 1982 blev Den Røde Brandmand, Kurt Wilken, sat til at samle et hornorkester til at gå forrest til Fælles Faglig 1. maj i København.
– De første år øvede vi i DKP’s hovedkvarter i Dronningens Tværgade i kantinen, erindrer han.
Ifølge Stig Mørck var et af Røde Horns største oplevelser, da de i 1996 gik i spidsen for titusindvis af demonstranter mod militarisme i den tyske hovedstad Berlin. Det var fem år efter den såkaldte “genforening”. Østtyskland var blevet opslugt af Vesttyskland.
– Vi var tager derned i en lejet bus, og en musiker fra HT-hornorkesteret var med. Dette orkester bestod mest af buschauffører. I Berlin spillede vi selvfølgelig danske arbejdersange, men da vi fremførte Internationale, kom masser af folk ud på altanerne i Østberlin og klappede smilende til os, erindrer Stig Mørck.
På et tidspunkt gjorde en gruppe punkrockere nar ad Røde Horn og gik strækmarch ved siden af dem et sted i Berlin.
Foto: Røde Horn
– Men en ældre dame blev så rasende på punkrockerne, at hun slog dem med sin håndtaske, så de skyndsomt forsvandt, griner Stig Mørck.
Stærke projektører i Athen
Røde Horn var også inviteret til Grækenland et år for at spille til det kommunistiske ungdomsforbund KNE’s bladfest i Athen.
– Vi var opvarmning på den store scene, og vi kunne ikke se tilskuerne på grund af de skarpe projektører mod os. Vi troede ikke, at der var nogen publikummer. Det var først, da vi kom ned af scenen, vi opdagende de tusinder af mennesker, der var samlet. Men de var der nok mest på grund af, at sangerinden Nana Mouskouri skulle optræde efter os, funderer en smilende Stig Mørck.
Et sidste “højdepunkt” for Røde Horn var, ifølge den tidligere murer, da påskestrejkerne ramt landet i 1985.
– Vi spillede hele tiden. Jeg selv var på farten konstant, da min arbejdsplads i lighed med andre lå fuldstændig død, erindrer han.
“Så øver vi igen”, råber dirigenten myndigt fra lokalet på Mølle Allé.
Musikerne pudser tonerne af til en af melodien fra Godfather II, Napule Ve Salute. Øjnene er stift rettet mod nodestativernes papirer. Det skal være korrekt, det her, står der mejslet i alles ansigtsudtryk.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
