Nyhedskommentar
Med ”De forbandede år – Fredens pris” har Anders Refn nu afsluttet sin trilogi om Danmark under besættelsen. Første del foregik fra 1940 til 1943, anden del derfra til 1945, og den sidste går, som det fremgår af titlen, et par år længere frem med skildringen af retsopgøret, og de spor krigen har efterladt sig.
Filmene, der tilsammen varer godt syv timer, skildrer et stykke danmarkshistorie set gennem en familie. Overhovedet er Karl Skov, der er en selfmade (selvlært, red.) elektronikfabrikant af den gamle, patriarkalske type, der vil det bedste for sin familie og sine ansatte.
Det er også primitivt, at lade kommunisterne som gruppe fremstå som en flok aggressive bøller.
Da fabrikken som følge af krigen mister sit engelske kundeunderlag, må han modvilligt acceptere at levere varer til tyskerne i stedet for, og på et tidspunkt også acceptere, at disse overtager styringen af fabrikken. Han ser ingen anden udvej, og det er jo også den officielle linje, at vi skal samarbejde med tyskerne. Hans kone, Eva, er dybt uenig med ham, og det kommer til at slide kraftigt på deres forhold.
Inden for familiens rammer samles forskellige holdninger for at give et billede af en tid, hvor der efterhånden opstod stadig større splittelse i samfundet i forhold til tyskerne. En søn bliver nazist, en anden bliver modstandsmand og kommunist, og en datter forelsker sig i en tysk soldat.
Karl Skov forsøger efter bedste evne at få firmaet og familien til at hænge sammen, men nu er vi altså nået til 1945 med befrielsen, og hvad dermed følger. Han er godt klar over, at hans sti ikke ser ren ud og prøver at gå i flyverskjul i Sverige, men den går ikke, og han bliver udleveret til retsforfølgelse i Danmark.
I første instans bliver han idømt en fængselsdom, næste gang bliver den gjort betinget og i sidste instans bliver han frikendt, mens andre får strenge straffe, og nogle bliver henrettet. Det følger det kendte mønster, at man hænger de små og lader de store gå.
Sønnen, Aksel, der er blevet kommunist og en tid har til opgave at hente moskvaguld i Sverige – for at man skal vide, hvad det er, består det i små guldbarrer med indridset hammer og segl! – kommer i konflikt med partiet og bliver ekskluderet. Hermed kommer vi ind på et troværdighedsproblem i filmen, der gør den lidt latterlig. Så kan man indvende, at den jo er historisk fiktion, men når Karl Skovs anklager tydeligvis er Carl Madsen og den politiske leder af BOPA er Børge Houmann, så må man kunne forlange, at filmen i et vist omfang forholder sig til virkeligheden. For eksempel ikke lader en lille håndfuld partifolk ekskludere Aksel i et lokale på Land og Folks redaktion, og at der på et BOPA-møde ikke hænger kommunistiske valgplakater fra 1930’erne. Bortset fra tidsfejlen, så var de fleste BOPA-medlemmer som bekendt ikke kommunister. Det er også primitivt, at lade kommunisterne som gruppe fremstå som en flok aggressive bøller, der kun kan udtrykke sig i højtråbende fraser og ikke har andet i hovedet end at få magten i landet.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
