Læserbrev
For mange i min generation var afstemningen den 2. oktober 1972 om dansk medlemskab af EF – nu EU – en definerende politisk handling.
For at deltage i afstemningen skulle man dengang være 20 år, så nej, jeg deltog ikke selv. Men jeg husker, at vi i min gymnasieklasse diskuterede det ophidset og med store følelser. Ligesom det også blev diskuteret ivrigt i min familie.
Det er i år 50 år siden, og i den anledning har Plakatmuseet i Aarhus åbnet en udstilling med plakater fra 50 års debat og skiftende afstemninger om EF/EU.
Da udstillingen blev planlagt, havde man næppe forudset, at den skulle blive så aktuel, som den nu er blevet med en ny afstemning lige om hjørnet.
Museet har fundet i alt 139 danske plakater frem fra gemmerne. De kan resten af året ses både som udstilling og i gadelamperne i Den Gamle Bys 1974-bykvarter, hvor Dansk Plakatmuseum ligger.
Plakaterne er både fra 1972 samt efterfølgende afstemninger om EU-forbehold og tiltrædelse af traktater. Og uden at have gennemført en optælling mellem ja og nej-plakater i udstillingen vil jeg alligevel tillade mig at konkludere, at nej-sigerne har haft langt den rigeste og flotteste plakatproduktion i de 50 år.
Eller også har nej-sigerne været de flittigste til at aflevere deres plakater til museet…
Og set med mine øjne er ja-sigernes plakater jævnt kedelige…
Ja-sidens propaganda i tekst
“Danmark i Europa. EF- og EU-plakater i 50 år”, hedder udstillingen. Og som inkarneret nej-siger får det straks mit nakkehår til at stritte. Europa er som bekendt større end EU, så udstillingens titel er efter min opfattelse ikke helt retvisende.
Og jeg føler mig nu heller ikke dækket ind, når man på udstillingens forklarende planche kan læse: “Det europæiske samarbejde blev i sin tid etableret efter Anden Verdenskrig og havde til formål at forhindre et nyt krigsudbrud i Europa.” Den tekst må siges at være taget lige ud af propagandaen for at stemme ja til EF i 1972…
Og ligesom skiftende danske regeringer gennem de 50 år har haft og har problemer med at fastlægge afstemningstemaerne, så har også udstillingen problemer. “Hvis der var valg i dag, ville du så stemme ja eller nej?” hedder det således på en planche ved indgange, hvor man kan smide en stemmeseddel i enten ja eller nej-boksen. Men hvor man har klistret det neutrale klistermærke “nej” på den ene side, hedder det “ja til Europa” på en anden side. Ak ja!
Nej-siden dominerer plakaterne
Men hvor ja-sidens argumenter dominerer på tekstplakaterne, så dominerer nej-siden plakaterne. De er meget forskellige, og fortæller også noget om den bredde, der altid har været i EU-modstanden i Danmark.
Og så er mange af dem faktisk rigtig flotte. Opfindsomheden er stor, og det politiske og kunstneriske niveau er højt.
Plakaterne fortæller også en historie om, hvor forudseende nej-sigerne var allerede i 1972. Tankevækkende er det at se på den plakat, som taler om EF-soldater allerede i 1972. Og som nej-siger kan jeg godt huske, at tilhængerne mente, at det aldrig blev en realitet og var stærkt overdrevet. I dag ved vi som bekendt, at det ikke var overdrevet.
Grønland har forladt EF
Udstillingen minder os også om, at to lande har forladt EF/EU, nemlig Grønland og Storbritannien. Hvor mange mon husker det med Grønland?
På en planche kan man læse ganske korrekt: “Grønland blev medlem af EF i 1973 som følge af rigsfællesskabet med Danmark. Efter Grønland fik hjemmestyre i 1979, blev der i 1982 afholdt en vejledende folkeafstemning om medlemskabet af EF. Her stemte 53 procent af befolkningen nej til EF. Som følge af afstemningen trådte Grønland ud af EF 1. februar 1985.”
Som der står på denne flotte plakat fra folkeafstemningen på Grønland:
Alle mine frænder, hør:
ældgammelt er vort land
hun forlanger
at hendes børn skal styre sig selv.
Lad os alle føje hende
lad os alle respektere hendes krav!
Men se selv udstillingen og bedøm, hvem der har de flotteste plakater. Den er et besøg værd!
Udstilling: Danmark i Europa. EF- og EU-plakater i 50 år. Dansk Plakatmuseum, Den Gamle By, Aarhus. Kan ses frem til den 1. januar 2023.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
