Danske musikere, lydteknikere, bookingagenter og mange andre med tilknytning til musikbranchen er gået sammen i en fælles solidaritetserklæring for våbenhvile i Gaza, hvor Israels krig fortsat skaber død og ødelæggelse for civilbefolkningen.
Initiativet hedder Musikbranchen for våbenhvile, der i sin solidaritetserklæring beskriver konflikten som “En etnisk udrensning og besættelse af Palæstina som startede for 75 år siden.”
Artiklen fortsætter under henvisningen…
Læs også
Alene i de seneste tre måneder har Israel dræbt over 22.000 palæstinensere, hvoraf næsten halvdelen er børn. Imens er 1,9 millioner palæstinensere blevet fordrevet.
For at disse enorme tab ikke blot vil blive opfattet som tal, sætter Musikbranchen for våbenhvile fokus på nogle få af de mange mennesker, der har mistet livet i Palæstina.
“Det er vores kollegaer, familier med børn, det er virkelige mennesker som du og jeg. For eksempel den unge violinist Lubna Alayaan på kun 14 år, og poeten Refaat Alareer, som er blandt de mange tusinde dræbte. Nogle af verdens smukkeste stemmer er blevet gjort tavse. Det er disse toner, der spiller fred, som nu bliver knust under bomber eller skudt ned af snigskytter”, skriver initiativet og tilføjer, at Danmark har et medansvar for forfærdelighederne:
“Dette folkedrab bliver støttet af vores regering med os som ufrivillige bidragsydere. Vi kan ikke se til uden at bruge vores stemmer!”
Krav
Musikbranchen for våbenhvile kræver, at den danske regering gør alt, hvad der står i dens magt for at:
– Kræve øjeblikkelig og varig våbenhvile.
– Stoppe den humanitære katastrofe og sørge for, at al nødhjælp kommer uhindret igennem til de civile i Gaza.
– FN‐resolutionerne og menneskerettighederne overholdes.
– Arbejde for en varig fred og frihed for alle, uanset etnicitet og religion.
– Israel stopper de ulovlige bosættelser.
Musikbranchen for våbenhvile fordømmer desuden enhver form for terrorisme, tilbageholdelse af fanger og drab på civile.
Har du tilknytning til den danske musikbranche, kan du tilslutte dig solidaritetserklæringen ved at skrive under her.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.