Læserbrev
Det kendetegner stærke og vigtige oplevelser, at man tydeligt kan huske hvor og med hvem, man befandt sig, da begivenheden indtraf.
En aften for 50 år siden ringer telefonen hjemme i vores lille stue. Lampen over sofabordet er tændt. Det er vintermørkt udenfor. Min kone tager røret og rækker det til mig. En klangfuld varm mandestemme præsenterer sig: “Davs, det er Jesper Jensen. Jeg har skrevet et teaterstykke sammen med Per Schultz. Det hedder: Husker du vor skoletid. Det skal opføres på Fiolteatret til foråret og have premiere 1. maj. Vil du skrive musikken sammen med Benny Holst?”
Sådan begyndte et nyt spændende kapitel i mit liv.
Halvtredsernes sorte skole
Husker du vor skoletid? Om jeg gjorde. Dengang som i dag: Lærerne, nervesvækkede habitklædte gamlinge, lidende af en slags granatchok efter tyskerkrigen. Militær opstilling to og to i gården, alt for mange børn på altfor lidt plads på gange og i klasseværelser. Jo tak, jeg husker de kedelige halvtredsers sorte skole.
Året var 1971. Stemmen spurgte: Vil du være med til at lave verden om?
Der lå den. Stor og snavsetgul oppe på bakken i de mørke vintermorgener. Gid den var brændt ned, tænkte vi, halsende afsted, altid for sent, altid overset af triste og grå hr og fru voksne. Underbetalte triste personager, svigtet af livet. Og vi: altid skyldige og aldrig gode nok. Jo tak, jeg husker min skoletid. Skal det aldrig høre op? Arv og minder fra den triste tid efter krigen?
Det skulle det. Arbejdet på Fiolteatret blev en jubeltid. Mit og mange andres begyndende oprør. Vi rankede ryggen, erobrede verden. Vi var ikke alene længere. Vi var en bevægelse. Sagde nej til andres orden og ja til hinandens drøm. Det nye samfund afgik en tidlig morgen fra Hovedbanegården med destination Thy sommeren 1970 og året efter, den 1. maj, lå revolutionen lige om hjørnet med premiere på Husker du var skoletid.
Mødet med Benny Holst
For mig blev arbejdet med skolestykke et møde med nye dejlige mennesker, teaterfolk og ikke mindst Benny Holst. Vi kendte intet til hinanden. Og det var godt. Men det bedste ved det hele var måske, at vi kom fra to vidt forskellige verdner: Arbejderklasse og borgerskab. Vores møde blev musikken. Her er der evigt frikvarter. Forståelse, respekt og empati er mulig på et splitsekund. Og ikke mindst dengang, hvor Beatles, Stones og Dylan satte dagsorden for en hel generation verden over.
En dag sad Benny og jeg oppe på første sal i Fiolteatret på Halmtorvet. I dag Husets Teater. Samtalen gik som altid let, og jeg lod tankerne flyve: “Vi lytter til musik fra England og USA, men hvor er egentligt vores egne rødder?”
“Rødder”, smilte Benny, og hans sølvbelagte fortand blinkede i den skrå forårssol: “Kom med hjem til min mormor Julie Petersen og hør hende synge, mens hun tramper sin gamle symaskine og syr hvide badekåber. Hun er familiens jukeboks. Smid en mønt i automaten og hør mormor synge, som man har sunget i hundrede år. Sange som er gået fra generation til generation. Det er vores rødder.”
En sangsmed af klasse
Musikken til Husker du vor skoletid voldte os ingen problemer. Vi delte Jespers tekster mellem os og kom med et bud, som straks blev antaget. Jesper Jensen var en sangsmed af klasse. Kunne bare det der med talesprog, rytme og rim. Samtidig var han klar og hurtig i hovedet, politisk og fræk. 1970’ernes PH.
Så let som at klø sig i nakken fik han småborgerne og de sorte præster op og flyve, for eksempel med sangen Øjet, sunget af søde Trille med pandehår og spansk guitar.
“Ham gud er eddermane svær at få smidt ud”, sang hun, og så var fanden løs med bølgeskvulp i radioråd og kirkerum. “Ham gud fik aldrig selv sat ild på sin cigar, han ordned’ jo Maria pr. vikar”, skrev Jesper med rette, og kort tid efter udsendte han med et par venner Den lille røde bog for skoleelever, hvor han kaldte alle voksne papirtigre og gav råd om, hvordan man som elev slipper af med en uduelig lærer.
Du lærer for livet
Med der var også andre end Benny Holst og Jesper Jensen.
Der var Per Schultz, ærkekommunistisk skolelærer fra Unge Pædagoger, der stemplede den sorte skole som klam rettergang til fordel for kapitalismens grove udbytning af børn og unge: “Du lærer for livet, men ikke dit eget / du lærer i skolen for lidt og for meget / for lidt om det liv du tror er dit / for meget om det som giver dem profit”. Det var ordene med en dengang rystende sandhedsværdi.
Og der var instruktør Jakob Oschlag, som kom lige fra Sverige, hvor man som sædvanligt var langt foran lille Danmark med gruppeteater og politisk slag i bolledejen.
Dengang var det vildt smart med debatteater. Sådan med lidt synspunkter fra den ene side og så lidt synspunkter fra den anden side, ligesom Deadline i DR2 i dag.
Det gad Jesper Jensen og Per Schultz ikke. Som i IKKE: Først valser de til venstre og så halser de til højre, og så er vi lige vidt. Nej, ikke noget med debat her! Vores teaterstykke viser jo skolens tåbeligheder, og afslører, at børnene lærer ingenting om verden, ingenting om, hvordan den har det, og hvad der har gjort, at den er blevet til det den er.
Proletariatets Friskole
Under arbejdet med forestilling blev vi klar over, at det vi lærer, det forpligter. Sidste side i programmet til vores teaterstykke blev således en direkte opfordring til at skabe en helt ny og anderledes skole: Er du enig i forestillingens konklusion, så mød op til stiftende generalforsamling for en ny skole. Fri os for ligegyldig debat om for og imod.
Og således blev det. Efter over 81 forestillingen og udsendelse af sangene på en smuk LP, så en ny skole dagens morgenrøde under ledelse af Finn Ejner Madsen. Manden, der skrev danmarkshistorie ved at skubbe rektor Mogens Fogh væk fra talerstolen til universitets årlige immatrikulationsfest. Vores skole fik det smukke navn: Proletariatets Friskole nr 1. Sådan.
På premieraften på Husker du vor skoletid gav Jesper og Per alle os medvirkende en lille smuk udgave af Mars og Engels manifest. Dette lille tynde røde hæfte med den historiske begyndelse: “Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse” fik siden en stor betydning for mig. For her faldt alt på plads. Historiens hjul drejer, og vejen går – om du vil eller ej – mod frihed, lighed og broderskab. Om det kommer til at gå hurtigt eller langsomt afhænger helt af os selv.
Året var 1971
For Benny og mig blev Husker du vor skoletid til 32 års samarbejde. Begyndende på ladvogne og gader og stræder. Tiden med store forstærkere og rock og rul var slut. Blev der lagt lidt på bajerne og cigaretterne, så stod den danske arbejderklasse skulder ved skulder. Aldrig har der været demonstreret så meget i Danmark, som i de første år af halvfjerdserne. Det var bare fast arbejde for et par folkemusikere med to akustiske Gibson guitarer. Slut med kunstnerfims, managere og koncertsale. Nu hed scenen: Folkets kamp.
Min skole hjalp ikke en lille rødhåret og ordblind, elendig til gymnastik. Tværtimod. Hvad man ikke vidste, men kun anede dengang, var, at læringen alene fremmes gennem glæde, motivation og feedback og ikke ved hjælp af karakter, test og konkurrence.
I 1968 stak jeg stikket i forstærkeren og talte for til ungdomsoprøret, et vildt kaos opstod, og alt kom i spil: Vi skulle ud, hvor vi ikke kunne bunde. Dette kaos varede lige nøjagtigt tre år. Så hørte jeg Jespers smukke blide stemme en vinteraften for 50 år siden i min telefon. Året var 1971. Stemmen spurgte: Vil du være med til at lave verden om?
Om jeg ville.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
