En politisk afvejning
Jeg husker tydeligt, da jeg som 17-årig, i det herrens år 2001, så Baz Luhrmanns Moulin Rouge første gang. Hvordan jeg forelskede mig håbløst i den 30-årige Ewan McGregor i rollen som den ligeså håbløst forelskede digter Christian.
Jeg kendte – og beundrede – allerede Luhrmann fra såvel den ni år ældre Strictly Ballroom som 1996-klassikeren Romeo + Julie, hvor filmskaberen modigt lod samtlige ordvekslinger foregå i Shakespeares oprindelige, snørklede, gammelengelske formuleringer.
Det var derfor med farligt store forventninger, at jeg torsdag aften gik ind for at opleve præmieren på den første danske nonreplika-opsætning af Moulin Rouge! The musical.
De mange imponerende dansere, musikerne og et hold stærke solister med massiv koropbakning får nakkehårene til at stritte på enhver, der har blod i årerne.
Men selv om Ewan McGregor ikke er Ewan McGregor, og Nicole Kidman ikke Nicole Kidman, men erstattet med Silas Holst og Sara Viktoria Bjerregaard, så er One and Only Musicals opsætning en storslået oplevelse.
Historien udspiller sig på tærsklen til det 20. århundrede i det franske klassesamfunds gruekedel, i det proletariske Montmartre, hvor den fiktiv/faktive Toulouse-Lautrec (spillet af en overbevisende Laus Høybye) lever for kunsten, omgivet af “ekstrem, strålende fattigdom”, som han selv udtrykker det.
Her vil skæbnen, at den unge digter Christian (spillet af Silas Holst) skal forelske sig i kurtisanen Satin (spillet af Sara Viktoria Bjerregaard), som er stjerne på forlystelsesetablissementet Moulin Rouge. Kærligheden bliver gengældt og vokser sig dyb blandt de to.
Men den stenrige Duke of Monroth (Pelle Emil Hebsgaard) udnytter fattigdommen til at købe sig til magten over såvel bohemernes kunst som Satins krop.
Alt dette udspiller sig til et forrygende potpourri af popsange – af en støbning, som de fleste vil kunne synge (eller i hvert fald nynne) med på – og ved hjælp af ordene fra nyere tids største musikalske ikoner fortælles historien om “revolutionens børn” og deres kunstneriske stræben for frihed, sandhed og kærlighed.
De mange genkendelige popsange (som ofte også blandes sammen og former sig til bastardpopdialoger) kræver et dygtigt hold af musikere – og det har opsætningen til overmål!
Sammen med de mange imponerende dansere får musikerne og et hold stærke solister med massiv koropbakning nakkehårene til at stritte på enhver, der har blod i årerne.
Hvis jeg skal komme med en kritik af opsætningen, vil det være den, at den skulle være større – på en større scene og gerne med endnu flere vidunderlige dansere. Men ak, vi må jo nøjes med Falkoner Salen, hvor opsætningen kan opleves frem til 21. oktober.
Herefter kan musicalen opleves i Vejle Musikteater (25. oktober-5. november) og Musikteatret Holstebro (10.-19. november).
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
