Café 1000Fryd i Aalborg har i over 40 år hevet undergrundsmusikere op på scenen, fået udenlandske kunstnere til byen og har været et samlingssted med fællesskab, bar, minibiograf, vegansk folkekøkken og meget andet.
Men nu har 1000Fryd fået påbud fra Aalborg Kommune om, at caféen ikke længere må spille højt til koncerter. I praksis vil 1000Fryd ikke længere kunne spille livemusik, hvilket er grundlaget for spillestedets driftsstøtte og eksistens.
Nabobygningen er opført med utilstrækkelig lydisolering, og under byggeriet advarede 1000Fryd om, at det kunne føre til problemer. Men der blev ikke lyttet, og nu er 1000Fryd truet på eksistensen som følge af klager fra naboerne.
1000Fryd tiltrækker berømte kunstnere fra hele verden og danner springbræt for det spirende musikalske og kulturaktivistiske vækstlag i Nordjylland og resten af Danmark.
Mister Aalborg 1000Fryd, så mister Aalborg musikalsk og social mangfoldighed og et kæmpe kulturelt aktiv.
“Kan det være rigtigt, at gammelt byggesjusk skal ødelægge én af Aalborgs vigtigste kulturinstitutioner”, spørger 1000Fryd, der samler underskrifter ind, “så Aalborg Kommune kan se, hvor uundværlig 1000Fryd er”.
Du kan støtte kampen for at bevare 1000Fryd ved at skrive under her.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.