Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
Liv Duvås roman ‘Ned fra himlen’ er en samtidsroman med fokus på klasser og kvinder og kunne med fuld ret også kaldes en betonroman. Udgangspunktet er de højhuse, der blev opført i Brøndby Strand i slutningen af 1960’erne, for at de københavnske arbejdere kunne få nogle gode boliger med frisk luft og havudsigt.
Uheldigvis viste det sig, at der i fugemassen var brugt giftstoffet PCB, som kan optages i menneskers organisme og gøre alvorlig skade. Men der skulle gå cirka 60 år, før man tog konsekvensen og besluttede at rive de giftige bygninger ned.
Det er på det tidspunkt romanen begynder, men et andet sted i byen. Nemlig i Valby hvor Maria og Johan og deres næsten nyfødte datter Sonja bor i en toværelses lejlighed, der er købt af Johans velstillede forældre. Johan læser litteratur på universitetet, og Maria er gartnerelev, men lige nu på barselsorlov. Det er ikke nogen nem opgave for en 19-årig at få ansvaret for en baby, og slet ikke når faren er temmelig fraværende i foretagenet.
Kvinderne viser sig at være sejere, end vi og de selv troede, når det virkelig brænder på.
Helt galt går det derfor, da Johan tager nogle studiekammerater med hjem efter en fugtig aften ude i byen for at fortsætte festen der. Maria får nok og pakker Sonja ned i barnevognen og går sin vej. Men hvorhen? Det ender med at blive hjem til Brøndby Strand. Ikke til sin alkoholiserede mor, Vibeke, som hun har brudt med, men til sin moster Janne, der bestyrer en kommunal rideskole for socialt udsatte børn.
Her bliver de to ”flygtninge” indlogeret i ”privaten” hos Janne og hendes kæreste Pia, der er stressramt socialrådgiver. Men man kan ikke bare gå hjemmefra med et fælles barn, som Pia har forudset, og der går langsomt en sag i gang om, hvor barnet skal være, hvem der bedst kan sørge for det og derfor bør have forældreretten. Maria har dårlige kort på hånden med sit manglende økonomiske grundlag, intet job og ingen bolig, og dertil et hidsigt og uberegneligt gemyt.
Det antydes, men står hen i det uvisse, om giften i fugemassen hjemme i højhuset hos Vibeke har skadet Marias nervesystem, men det står i hvert fald fast, at opvæksten hos den drikfældige mor ikke har været sund. Forholdet mellem søstrene Janne og Vibeke er af samme grund heller ikke det bedste, og det svære familieskab er en del af fortællingen.
Men uden om er der samfundet, som man skal kunne begå sig i og de mange former for forurening, der allerede har krævet ofre og bliver mere og mere truende: gift i byggemateriale og udledning af spildevand, der får Købe Bugt til at stinke og ødelægger både flora og fauna. Også den åndelige forurening bliver vendt i form af en skildring af X-Faktor, hvor Janne som amatør inden for countrymusik får lejlighed til at komme bag ved kulisserne.
Ved romanens slutning bliver læseren ikke belønnet med en lykkelig udgang eller en slutning overhovedet, men det er dog som om, der kan anes lidt lys forude, for kvinderne viser sig at være sejere, end vi og de selv troede, når det virkelig brænder på.
Det er ikke altid, at jo mere er det samme som jo bedre, og romanen kunne med fordel have været strammet lidt op. Undervejs i læsningen blev jeg også lidt irriteret over dårligt sprog, men det tager jeg i mig igen efter at have læst i et interview, at det er helt bevidst, at forfatteren skriver, sådan som folk taler, og i et sprog som alle kan forstå.
Liv Duvå: Ned fra himlen
Gads Forlag. 400 sider. 300 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
