Den amerikanske forfatter, borgerrettighedsforkæmper og kommunist James Baldwin ville den 2. august være fyldt 100 år. Det er hans udtalelse, der ligger til grund for den bombastiske overskrift i denne artikel.
I anledning af 100-året bliver der afholdt et arrangement torsdag den 5. september klokken 18:30. Det er gratis at deltage. Arrangementet foregår i Arbejderens lokaler, Frederiksborgvej 11, 1. sal, København NV.
Arrangementet starter med en introduktion af James Baldwins liv og forfatterskab, hvorefter filmen I Am Not Your Negro bliver vist. Når filmen slutter, vil vi åbne op for en debat.
Kritik passer på mange samfund
I Am Not Your Negro er en film, der sætter sig sine spor, når man har set den. Den er ikke sådan lige at ryste af sig. Instruktøren til filmen, Raoul Peck, kender vi fra to andre kvalitetsfilm: Lumumba og Marx.
Filmen er fra 2016, blev nomineret til flere priser og vandt BAFTA-prisen for bedste dokumentar.
Filmen bygger på det sidste og ufærdige manuskript (Remember this House), som James Baldwin efterlod sig, da han i 1987 døde i sit hjem i Sydfrankrig. Filmen bygges op omkring en lang række interviews med James Baldwin, som instruktøren Raoul Peck kløgtigt bruger til at beskrive Baldwins liv og erindringer om mordene på vennerne Medgar Evers, Malcolm X og Martin Luther King. Gennem erindringerne får vi også indsigt i Baldwins politiske synspunkter samt hans kritik af det amerikanske samfund. Men det er en kritik, der passer på masser af samfund i den vestlige verden, hvilket Baldwin også gør opmærksom på.
Der forskes i Baldwin
Baldwin siger på et tidspunkt i et interview: “At være imod kommunister må sidestilles med racisme. For det udløser de samme mekanismer i et samfund”.
Denne og andre betragtninger er begyndt at blive udsat for analyser af socialister og kommunister i USA. For hvad var det, James Baldwin sagde til samtiden, hvad var svaret fra samfundet dengang, og kan vi bruge hans udtalelser til noget i dag?
Begrænset antal siddepladser
Det er gratis at deltage, men da der er begrænset med antal siddepladser, er tilmelding nødvendig. Under arrangementet er det muligt at købe øl, vand, snacks og kage til støttepriser.
Tilmelding:
kontakt@vores-kultur.dk
eller sms 51 900 960
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.