Reportage
Berlinalen startede i sidste uge og er i fuld gang med over 200 film og events.
22 film er med i ”Wetbeverb”, festivalens store konkurrence om (trofæerne, red.) guld – og sølvbjørnen. Men der er også debutfilm samt mere eksperimenterende og politiske film i klasserne Forum og Panorama, mens programmet Generation, der er for børn og unge, tiltrækker publikum i alle aldre med film om og med unge fra hele verden.
Der er ingen danske film i festivalen i år, blot et par film hvor danskere er med som medproducenter. Det gør mig ingenting, da jeg er med for at komme omkring og opleve nye blikvinkler. Da jeg føler mig nordisk, glæder jeg mig til premieren på den første film på det samiske sprog på Berlinalen nogensinde, Árru.
Matapanki er egentlig en afgangsfilm fra filmskolen i Santiago, men den er så skøn, at den har fundet vej helt til Berlin.
Formanden for den internationale Berlinale-jury, Wim Wenders sørger for opsigt ved at prøve at definere forskel på partipolitik, kunst og menneskelighed og formulerer sig lidt klodset ud fra hans synsvinkel (da journalister spørger ind til situationen i Gaza og Tysklands støtte til Israel).
– Vi skal holde os ude af politik, for hvis vi laver film, der er dedikeret til politik, bevæger vi os ind på politikkens område. Men vi er modvægten til politik, vi er det modsatte af politik. Vi skal gøre folks arbejde, ikke politikernes arbejde, siger Wenders.
Det medfører en interessant polemik der udmønter sig i diverse opråb og statements fra filmmagere og til diskussion og udveksling mellem de mange publikum, filmfolk og presse fra hele verden, for Berlinalen er jo brandet som politisk filmfestival… Men hvad er politik?
Det er koldt og glat i Berlin, lige vejr til at gå i biografen og ind i det store Berlinale-palads på Potsdamer Platz. Stedet er efterhånden lidt slidt, men stemningen mellem de mange ipublikum og presse fejler ikke noget.
Gule breve
I Tyrkiet bliver man fyret på gult papir. Filmen Gelbe Briefe (Gule Breve) af tysk-tyrkiske İlker Çatak handler om et egentlig veletableret kunstnerægtepar i Tyrkiet, der stikker næsen for langt frem i forhold til det repressive Erdogan-styre. Begge mister deres ellers gode stillinger henholdsvis på universitet og ved statsteateret, står pludselig uden penge til dagen og vejen og må flytte til Istanbul og bo hos familie.
Filmen følger hovedpersonernes komplicerede valg mellem overlevelse og ideologi; den berømte skulepiller skal slette opslag på sociale medier for at få job i en tv-serie, universitetsprofessoren og forfatteren starter job som taxichauffør. Samtidig prøver parret at opdrage deres unge datter, der langsomt er ved at glide fra dem.
Gelbe Briefe er ikke kun en film om, hvordan livet kan være i et repressivt styre som det i Tyrkiet, det er en historie om de valg, vi alle stilles overfor mellem at handle efter vores overbevisning og have en realistisk levestandart i en ufri verden af i dag.
Filmen bæres af de to hovedroller og især professoren – der spilles af Tansu Biçer, som for første gang optræder i en tysk film – er en af de store skuespiller-præstationer i konkurrencen. Og så er der det specielle ved denne film, der foregår i Tyrkiet: Den er nemlig optaget i Tyskland i henholdsvis Berlin og Hamborg! Det giver filmen et almengyldigt tvist, der tvinger tilskueren til selvrefleksion.
Matapanki
Anderledes går det til i Chile, hvor en gruppe unge punks (socialskeptiske og oprørske personer, red.), med hjælp fra en superdrik, Matapanki, opfinder en superhelt, der slår hovedet af den USA-sindede præsident i Chile. Matapanki er en hæsblæsende film i sort-hvid og med en masse animation, der vises i programmet Generation14.
Matapanki er egentlig en afgangsfilm fra filmskolen i Santiago, men den er så skøn, at den har fundet vej helt til Berlin. Filmen berøre med humor og alvor Chiles historie og langsomme bevægelse imod demokrati og kampen imod den evige dominans fra USA.
Den unge filmager Diego “Mapache” Fuentes fortæller i et interview:
– Vi var midt i covid-pandemien og arbejdede på et universitetsprojekt. Jeg lavede sjov med min medforfatter, Joaquín Fernández, efter at have set [den japanske film] Electric Dragon 80.000 V. Jeg sagde: “Hvad hvis vi laver en film om en punk med alkoholbaserede kræfter, der bekæmper politik?” Til vores overraskelse lod universitetet os gøre det. Det var i det øjeblik, vi indså, at vores humor faktisk var en måde at sætte rammer om alvorlige politiske problemer.
Filmen er et vidunderligt lyspunkt mellem mange alvorlige temaer på festivalen i år. Mellem sne, slud og enkelte solstråler fortsætter Berlinalen frem til Søndag den 22 februar, og der er masser at se endnu.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
