Analyse
Berlin Internationale Filmfestspiele – Berlinalen – er godt i gang.
Med et bredt udvalg af cirka 200 film fra hele verden, der vises i forskellige afdelinger, er Berlinalen verdens største filmfestival, der også inviterer publikum indenfor til at se film. I år har sparekniven dog været ekstra skarp, og hele 87 film er sparet væk i forhold til sidste år.
I hovedkonkurrencen er der for første gang i otte år udtaget en dansk film: ‘VOGTER’ af Gustav Møller. Fængselsdramaet, der får dansk biografpremiere ved Nordisk Film Distribution til efteråret, har verdenspremiere på Berlinalen onsdag 22. februar, hvor den er med til at kæmpe om den gyldne bjørn og flere andre sølvbjørne. Men det specielle ved festivalen er også de mange andre klasser; blandt andet den mere eller mindre selvstændige del “Forum”, der viser særlige og specielle film, og som er meget populær hos publikum, samt en hel afdeling for ungdommen, “Generation”, og endelig klassen “Panorama”.
Politisk eller ej
Juryen, der skal udvælge bjørnevinderne, består af hele syv personer. Den unge jurypræsident Lupita Nyong’o, deltager på Berlin-festivalen for første gang, fortæller til pressemødet, at hun er nysgerrig på Berlinalen, der jo er kendt for at være en meget politisk festival.
Det afstedkommer adskillige kommentarer fra de andre jurymedlemmer omkring politik og film.
Fælles for alle er, at de er optaget af, hvor spændende deres indbyrdes diskussioner og standpunkter er. Det tyske jurymedlem og kendt filmmager Christian Petzold påpeger, at film både er politiske og komplekse:
– Hvis de diskussioner og meningsudvekslinger, som vi har her i juryen, er politik, så er Berlinalen en politisk festival, siger han.
At handle eller ikke handle
Jeg begiver mig ud i junglen af film sammen med de mange andre journalister og filmentusiaster fra hele verden, klar til den årlige verdensrejse i film.
De første to film, jeg ser, er lavet af mandlige instruktører, men har begge respekt for kvinder i fokus.
Åbningsfilmen til konkurrencen hedder ‘SMALL THINGS LIKE THESE’ og er af irske Tim Mielants. Filmen om kulhandleren i Irland, der kæmper med sin samvittighed om, hvorvidt han skal hjælpe den “faldne” unge kvinde, der mishandles og lukkes inde i kulkælderen på det lokale nonnekloster, eller om han skal beskytte sin status og position i det lille samfund, er et opgør med den katolske kirke og griber fat i et vigtigt tema: Skal vi stiltiende se til, mens der bliver begået uret lige for øjnene af os?
En stille, måske lidt patetisk film, der alligevel virker indtrængende, og som chokerer mig, når man tænker på, at unge kvinder blev anbragt på klostre, hvis de var blevet uønsket gravide, og blev tvunget til at bortadoptere deres babyer. Tænk at dette er sket helt frem til 1997 – og måske stadig sker…
Det er 80’ernes Irland, vi snakker om, men det virker som om, handlingen foregår i trediverne …. plottet hvorvidt man tager ansvar og handler, eller om man bare skal se til, når der sker uret, er et spørgsmål, vi nok alle kan stille os selv på et eller flere tidspunkter i livet.
Når kvinder ikke vil makke ret
En anden og helt anderledes både grotesk og morsom film, som også maner til handling og til at tage ansvar, er den indiske film ‘KOTTUKKAALI’ af PS Vinothraj. Den vises i klassen Forum. På sydtamilsk bruges ordet Kottukkaali til at beskrive en kvinde, der gør eller siger, hvad hun vil. Filmen bruger sort humor til at behandle et gravalvorligt tema.
En absurd roadmovie, hvor en ung pige, der skal giftes imod sin vilje bliver bragt til heksedoktor af sin familie og den kommende svigerfamilie. Målet er at “uddrive den onde magt”, der gør, at hun er forelsket i en anden af lavere kaste og ikke vil giftes, som familierne har planlagt.
Rejsen gennem det landlige Sydindien foregår med en rickshaw og to knallerter/motorcykler. Med på rejsen og vigtig skuespiller er en hane, der skal ofres, for at uddrivelsen skal lykkes. Fine billeder og fine plots om de barske realiteter for kvinder i Indien.
Instruktøren fortæller, at han allerede som barn oplevede, at unge piger blev bragt til heksedoktor og kom tilbage traumatiserede, men da det gik op for ham, at hans niece også var blevet “behandlet”, følte han sig som filmmager forpligtet til at fortælle verden om dette martyrium.
Festivalen er godt i gang, og der er mange flere film, så jeg fortsætter min verdensrejse i film.
Følg med på Arbejderen.dk, der løbende bringer anmeldelser fra Berlinalen – oplevet og skrevet af Karen Thastum.
-
Karen Thastum er født i 1963 i Aabenraa. Siden 1990 har hun ofte arbejdet i Berlin.
- Multimediekunstner og komponist (klarinet og vokal). Hun har lavet scenografi og komponeret musik for danseforestillinger og film.
- Initiativtager til kunstgruppen TURA-YA-MOYA.
- Hendes arbejde koncentrerer sig i et tværkunstnerisk udtryk med brug af lysprojektioner (dias og film) i nært samarbejde med klang og musik.
- Ofte spiller brugen af en utraditionel lokation (uden for “kunstghettoerne”) hovedrolle og inspirationspartner. Således har hun skabt adskillige klang- og lysinstallationer, været idékvinde og leder af multimedieprojekter og skabt kunstvideoer på adskillige utraditionelle seværdigheder.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
