Københavns Kommune har i mange år sparet på handicapområdet. Det er blevet sværere at blive visiteret til et botilbud, der er stor mangel på højt specialiserede botilbud med den nødvendige faglighed, og hverdagen i botilbuddene bliver stadig mere skrabet.
Det oplever fem københavnske kvinder, der allesammen har eller har haft pårørende med handicap. De er med i bevægelsen Handicapaktivisterne, der forsøger at styrke kampen for bedre forhold for mennesker med handicap.
Arbejderen har mødt de fem til en snak om forholdene for mennesker med handicap i København.
De starter med at slå fast, at Københavns Kommune på handicapområdet halter langt bagefter landets øvrige store byer. I det såkaldte seks-by-samarbejde mellem København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers ligger København i bund, når det gælder udgifter til botilbud for voksne med handicap.
Når man er forældre til et barn med udviklingshandicap, har man i årevis bare oplevet tilbagegang, tilbagegang, tilbagegang.
Birte Lynghøj, handicapaktivist
– København mangler 500 millioner kroner om året bare for at komme op på gennemsnittet for de seks byer. Det er meget alvorligt, og siger noget om det niveau, der er for botilbuddene i København, siger Hanne Sørensen, der har en bror med handicap.
– Økonomien er altafgørende i forhold til de voldsomme problemer, vi oplever med et tårnhøjt sygefravær, store vanskeligheder med at rekruttere uddannede ansatte og et meget udfordret arbejdsmiljø, tilføjer hun.
Det betyder, at der er mange ufaglærte og mange vikarer på bostederne.
– På min datters bosted kommer der vikarer, som aldrig har været der før, og som derfor ikke kender beboerne og deres behov. Det er virkelig dårligt. Der er mange ufaglærte. Jeg vil sige, at fagligheden er blevet halveret både på det pædagogiske og sundhedsfaglige område i den tid, hun har været der. Når man er forældre til et barn med udviklingshandicap, har man i årevis bare oplevet tilbagegang, tilbagegang, tilbagegang, erklærer Birte Lynghøj.
Sparepolitikken betyder også, at det er svært at blive godkendt til at flytte ind i et botilbud.
– Visitationsreglerne er blevet skærpet mindst to gange de seneste år. Det bliver sværere og sværere at få en plads, forklarer Hanne Sørensen.
– Samtidig oplever vi, at Københavns Kommune stort set altid giver det billigste tilbud først i stedet for at vurdere, hvad den enkelte borger har brug for af støtte til netop sit handicap, tilføjer Mitzie Pitzner.
Mangel på specialiserede botilbud
De fem fortæller, at der i Københavns Kommune er stor mangel på højt specialiserede botilbud.
– København har generalisttilbud, hvor de sætter borgere med mange forskellige slags handicaps sammen. Min bror har for eksempel komplekse udfordringer. For ti år siden, hvor han var i begyndelsen af 50’ere, kom han på et botilbud i København. Inden han kom der, havde han været i trivsel, men han fik det tiltagende dårligere og kom i mistrivsel, fortæller Hanne Sørensen.
– På et tidspunkt tabte han 13 kilo. Hans læge og jeg talte om, at han måske havde kræft, men så fik jeg en fornemmelse af, at der var tale om en depression. Det viste sig at være rigtigt, men på det tidspunkt var han faldet helt sammen. I afmægtighed raserede han sit værelse. Det så forfærdeligt ud med mad i sofaen og totalt kaos. Personalet kunne ikke tackle det og turde ikke gå ind til ham, de stillede maden udenfor døren, tilføjer hun.
Vi oplever, at Københavns Kommune stort set altid giver det billigste tilbud først i stedet for at vurdere, hvad den enkelte borger har brug for af støtte til netop sit handicap.
Mitzie Pitzner, handicapaktivist
Botilbuddet er som de fleste botilbud i Københavns Kommune etableret via almenboligloven. Det betyder, at beboerne har en lejekontrakt med et alment boligselskab. Det er en billigere løsning for kommunen end at etablere botilbud efter serviceloven, hvor de selv skal betale for byggeriet af botilbuddet.
– Omkring 80-90 procent af botilbudspladserne i København er efter almenboligloven. For min bror endte det med, at boligselskabet smed ham ud af hans bolig. Efter den misrøgt, som min bror har været udsat for, er han i dag så dårlig, at han har brug for et såkaldt 1-1 tilbud, hvor der hele tiden skal være en ansat sammen med ham. Tilbuddet er privat, ligger langt fra København og koster det hvide ud øjnene for Københavns Kommune, konstaterer Hanne Sørensen.
Hendes pointe er, at hvis broren fra begyndelsen af var blevet placeret i et velfungerende botilbud beregnet til mennesker med komplekse udfordringer, havde det været ikke bare en meget bedre, men også en langt billigere løsning.
– Københavns Kommune har ikke højt specialiserede tilbud til borgere, der har helt særlige behov og diagnoser. Det almindelige er, at den enkelte borger bliver visiteret til det tilbud, hvor der lige nu er en plads.
De borgere, der er eller bliver så dårlige, at de ikke kan rummes i de kommunale botilbud, ender typisk med efter lang tids tovtrækkeri med kommunen at blive visiteret til et mere specialiseret privat botilbud. De private tilbud kritiseres af politikerne for at have langt højere priser end de kommunale tilbud.
– Kommunerne har i årevis forsømt at udvikle og etablere højt specialiserede pladser til borgere med komplekse udfordringer, hvilket er den borgergruppe, som de private aktører særligt har specialiseret sig i. Det gør i sig selv pladserne dyrere, og dertil kommer at mange borgere også bliver dyrere, fordi de er blevet dårligere ved ikke at få den rette behandling og omsorg i de kommunale tilbud, siger Hanne Sørensen.
Samtidig pointerer hun, at ikke alle private bosteder har en høj faglig kvalitet. Nogle har meget ufaglært personale, og der er sket en række ulykker på private bosteder. Ligeledes er der eksempler på ejere af private bosteder, som trækker store overskud ud af institutionen.
De fem kvinder gør i øvrigt opmærksom på, at Socialtilsynet i årevis har kritiseret botilbuddene i Københavns Kommune for at have meget brede målgrupper og derfor ikke møde den enkelte borger med den nødvendige faglighed.
Lederen er langt væk
En af de metoder, Københavns Kommune har brugt i sine sparebestræbelser, er, at samle flere botilbud under en fælles ledelse. Det betyder, at en botilbudsleder kan have ansvaret for to eller helt op til fire-fem botilbud.
– Det svækker ledelsen af de enkelte botilbud, der er for lidt synlig ledelse. Det er en af årsagerne til, at der er botilbud, som brænder sammen, oplyser Mitzie Pitzner.
– Når botilbudslederen sidder alene med det administrative arbejde, kan vedkommende ikke tage sig af ledelsen og støtten til medarbejderne i det enkelte botilbud. Det fører til personaleflugt på alle planer, indskyder Birte Lynghøj.
Københavns Kommune har ikke højt specialiserede tilbud til borgere, der har helt særlige behov og diagnoser. Det almindelige er, at den enkelte borger bliver visiteret til der, hvor der lige nu er en plads.
Hanne Sørensen, handicapaktivist
Der sker ofte også det, at når et botilbud bryder sammen eller måske kommer i mediernes søgelys, så bliver lederen fra et velfungerende botilbud flyttet til stedet i et forsøg på brandslukning. Det har Annette-Marie Frimann Jensen oplevet på nærmeste hold.
– Min datters bosted med 50 beboere var i perioden 2020-2023 igennem en deroute med dårligere og dårligere ledelse, hvor der ikke var styr på noget. Det var hårdt, men så kom der en bostedsleder, som kun havde dette bosted og som kunne klare opgaven. Stedet blev ret hurtigt genoprettet, mange ting kom til at gå bedre, fortæller hun og tilføjer:
– Men så kom TV2’s dokumentar optaget med skjult kamera på bostedet Lynghuset. Der var stor panik i 14 dage, og så overflyttede kommunen vores gode leder til Lynghuset. Han kom aldrig tilbage igen. Vi fik en konstitueret leder og sidste år begyndte tingene at skride igen. Nu har vi igen fået en ny leder, der har gennemført strukturændringer og flyttet rundt på personalet. Vi frygter de konsekvenser, det vil få.
Færre og færre aktiviteter
De pårørende oplever, at der gennem årene er blevet færre og færre aktiviteter ud af huset for beboerne på de københavnske bosteder. De såkaldte ledsagemidler er sparet væk i stort set alle botilbud, og det er meget begrænset, hvad borgerne kan deltage i af udadvendte aktiviteter.
– Før tog bostedet på ferie og på ture, men det er sparet væk nu. Vi har søgt støtte efter en anden paragraf og fået otte timers ledsagelse om måneden, til når vores datter skal noget ud af huset. Men vi oplever tit, at der ikke er personale til at ledsage hende. Så ringer de fra bostedet og spørger om vi ikke kan tage med vores datter til tandlæge eller speciallæge, siger Birte Lynghøj.
Samme oplevelse har Annette-Marie Frimann Jensen.
– Vi spurgte efter ledsagelse til en specifik musikcafé. Men vi fik svar tilbage fra bostedet, at vores datter har fire dages ferie om året, og så kan hun ikke få mere individuel ledsagelse. Den besked gik jeg videre med til sagsbehandleren i kommunen. Min klage betød, at vores datter fik ledsagelse til musikcafé to gange om året og til to årlige besøg hjemme hos os. Vi er blevet så gamle, at vi ikke tør tage hende hjem alene mere. Det førte til en besked fra den tidligere bostedleder om, at jeg skulle vide, at når de stærkeste pårørende som mig står på deres ret, går det fra de andre beboere, erklærer Annette-Marie Frimann Jensen.
Rundt om bordet er der enighed om, at den slags anklager er helt urimelige, men bestemt ikke ualmindelige.
Problemer med sundhedstilstanden
De pårørende oplever også, at der er problemer med sundhedstilstanden på mange bosteder.
Annette-Marie Frimann Jensen henviser blandt andet til den forringelse, det har været, at der nu kun kommer fysioterapeuter to gange om ugen i datterens bosted. Da bostedet blev oprettet, var der fysioterapeuter på bostedet hver dag. Fysioterapeuterne kunne dengang i langt højere grad vejlede borgere og personale.
– Det betyder, at vores datter har mistet mange færdigheder. Når vi siger det, får vi bare at vide, at med hendes sygdom bliver man dårligere hen ad vejen. Den sang hører vi hele tiden. Der er i mellemtiden blevet tilknyttet bostedet en psykomotorisk terapeut nogle timer om ugen, og det nyder vores datter nu godt af én gang om ugen. Det er tydeligt, at hun burde stimuleres mere, og vi har derfor hyret en privat psykomotorisk terapeut, som vi selv betaler. Vi kan se, hvad det betyder med den ekstra stimulation.
Min klage betød, at vores datter fik ledsagelse til musikcafé to gange om året og til to årlige besøg hjemme hos os. Det førte til en besked fra den tidligere bostedleder om, at jeg skulle vide, at når de stærkeste pårørende som mig står på deres ret, går det fra de andre beboere.
Annette-Marie Frimann Jensen, handicapaktivst
Birte Lynghøj oplever helt generelle problemer med det sundhedsmæssige i datterens botilbud.
– Det er svært at skaffe SOSU-assistenter, så den faglighed ryger også. Vi besøger vores datter omkring hver tredje uge og stort set hver gang, er der sket noget dårligt. Senest havde hun fået svamp. Hun har også fået paradentose, og der har været problemer med et forkert behandlet kateter. Der er problemer med basale sundhedsmæssige områder som at børste tænder i tilstrækkeligt omfang, smøre huden ind i creme og så videre. Mange banale ting, som ikke bliver gjort, som de burde, forklarer hun.
– Det betyder, at borgerne bliver dårligere og dårligere. De mister færdigheder, og får brug for endnu mere hjælp. Det er en nedadgående spiral, indskyder Danielle Prøschold, der tidligere havde sin nu afdøde søn i botilbud.
Savner en pårørendepolitik
Udover at de fem kvinder ønsker sig bedre økonomi på handicapområdet i København, selvstændige ledelser på hvert enkelt botilbud, mere uddannet personale og højt specialiserede botilbud, mener de også, at Københavns Kommune burde sikre en egentlig pårørendepolitik med pårørenderåd i alle botilbud.
– Københavns Kommune har haft en pårørendepolitik, men den forsvandt i 2016. Den blev bare fjernet fra hjemmesiden, og nu siger kommunen direkte, at den ikke vil have en samlet pårørendepolitik, siger Birte Lynghøj.
Det betyder, at borgerne bliver dårligere og dårligere. De mister færdigheder, og får brug for endnu mere hjælp. Det er en nedadgående spiral.
Danielle Prøschold, handicapaktivist
Det er helt uacceptabelt, mener Annette-Marie Frimann Jensen.
– Som pårørende føler vi jo, at vi har ansvaret hele vores liv og vi bruger mange timer på vores børn eller andre familiemedlemmer. Men det er ikke altid vores viden og erfaringer bliver hørt og brugt. Vi burde ikke alene blive inddraget men være med til at træffe beslutningerne. Vi er jo en stemme også for dem, der ingen stemme har eller har svært ved at bruge den, erklærer hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
