Egmont Fondens undersøgelse “Børn i fattigdom” dokumenterer det afsavn, som økonomiske trængte børnefamilier på overførselsindkomster lider under: I 17 procent af de fattige familier har børnene inden for de seneste tre måneder måttet undvære måltider, fordi der ikke er råd. I 21 procent har børnene måttet undvære lægeordineret medicin, og 60 procent af forældrene har ikke haft råd til at give deres børn nødvendigt tøj eller fodtøj.
I den seneste “levevilkårsundersøgelse” fra Danmarks Statistik er 10 procent af befolkningen “økonomisk sårbar” svarende til cirka 570.000 personer.
De fattige børnefamilier
At velfærden er knækket for en stor gruppe af udsatte børnefamilier, bliver tydelig dokumenteret i den omtalte Egmonts undersøgelse, hvor formålet med undersøgelsen er at følge op på en lignende afsavnsundersøgelse, der blev gennemført i efteråret 2022 blandt økonomisk trængte børnefamilier for at få et indblik i, om der er sket en forandring i familiernes situation og de afsavn, som familierne og børnene oplever.
De deltagende børnefamilier er alle registreret i Dansk Folkehjælps database, fordi de har søgt om støtte fra Dansk Folkehjælp inden for de sidste tre år. Familierne er i undersøgelsen blevet spurgt ind til en række mulige afsavn for familierne og for børnene.
Denne gruppe defineres af Danmarks Statistik som relative fattige, defineret med en indkomst på under halvdelen af medianindkomsten, omsat til en enlig mor drejer det sig om 139.000 om året. I antal taler vi om over 200.000 personer, for gruppen af børn drejer det sig om cirka 47.000.
En gruppe som heldigvis er faldet de seneste 10 år, men til gengæld er gruppen af økonomisk sårbare familier og børn steget. I 2023 var der ifølge Danmarks Statistik 105.000 børn i denne gruppe.
Afsavn som ikke er et velfærdssamfund værdigt
I undersøgelsen fra Egmont beskrives afsavn, som disse børn og familier må leve under, afsavn som vil få livslange konsekvenser, både når et drejer sig om uddannelse og sundhed.
De følgende citater viser, hvordan Dansk velfærd har det anno 2024:
– Jeg har næsten hver måned været nødt til at skubbe regninger, da jeg har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Det er uholdbart, da regningerne så skal betales den næste første. Så er det bare nogle nye regninger, der bliver skubbet.
– Har manglet til mad og tøj til vores mindste datter på 17 måneder.
– Jeg har desværre været nødt til at stjæle sæbe, toiletpapir, køkkenrulle med mere. En nødvendighed for at kunne få råd til andre varer.
– Alt er blevet dyrere, der er mindre varer i emballagen, og prisen er steget. Min indtægt er faldet, og alt andet er steget. Der gør fysisk ondt i kroppen, og bekymringerne omkring at få enderne til at gå op og få mad på bordet koster mange søvnløse nætter.
– Alt er blevet dyrt. Jeg må undvære medicin for at kunne købe mad til mine børn.
Følelsen af panik og usikkerhed
– Selv om jeg sparer og sparer på alt, synes jeg, det er svært at få økonomien til at hænge sammen. Vi bor billigt, køber kun på tilbud. Vi har ikke holdt ferie i mere end 10 år, jeg har ikke været ved tandlæge i snart 15 år nu. Vil ellers gerne, men der er simpelthen ikke råd. Alt er bare steget, men ikke pensionen. Forsøger at spare lidt sammen når det er muligt, men de bliver hurtigt ædt op af regninger eller ekstra omkostninger.
– Følelser af panik og usikkerhed. Jeg frygter for mine børns liv og helbred. Jeg er bekymret for, at mit mentale og fysiske helbred koster så mange penge, som kunne bruges på børn, og derfor forsøger jeg at nægte mig selv noget medicin, tøj, sko og mad.
– Det værste er, at de føler, det at være fattig er det samme som er være mindre værd. Begge mine drenge er så intelligente, og jeg er vildt, vildt stolt af dem, men de tror det bare ikke selv.
Citaterne taler sit eget alt for tydelige sprog fra en gruppe, som yderst sjældent kommer til orde.
Det drejer sig om mennesker, som alle lever af en eller anden form for overførselsindkomst, som et stort politisk flertal år efter år med stor iver har forringet.
At de selv samme politikere kan få ordet velfærdssamfund på deres læber kan kun fylde en med afsky.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.