Efter meldinger om nye voldsomme nedskæringer på landets sygehuse, bebudede regeringen i sidste uge, at den vil afsætte en milliard kroner ekstra til velfærd. 350 millioner kroner skal gå til regionerne, mens kommunerne får 650 millioner kroner ekstra.
Både regioner og kommuner understreger, at beløbet ikke er stort nok til at undgå nedskæringer i den kommende tid. Alene regionerne mangler aktuelt 2,5 milliarder kroner.
En milliard er også kun en lille del af de 22,5 milliarder kroner, som den offentlige velfærd er blevet underfinansieret med i løbet af de sidste otte år ifølge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Analysen ser dels på, hvor meget mere der år for år skulle være brugt på velfærd på grund af et stigende antal børn og ældre.
Derudover konstaterer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at hvis befolkningen skal opleve, at velfærden holder sig på samme niveau, skal bevillingerne følge den generelle velstandsudvikling i samfundet. Når samfundet bliver rigere, forventer folk også bedre velfærd.
Men den vej er det ikke gået. Fra 2015 til 2023 er velfærden blevet underfinansieret med 22,5 milliarder kroner sammenlignet med et scenarie, hvor udgifterne havde fulgt både det stigende antal børn og ældre samt den generelle velstandsudvikling.
– Det er ikke overraskende, hvis befolkningen føler, at serviceniveauet i det offentlige er faldet i de seneste år. Den plejekrævende del af befolkningen er vokset, og vi er generelt blevet rigere. Det betyder, at vi er flere til at deles om den fælles velfærd, samtidig med at vi stiller højere krav til serviceniveauet, siger Gustav Elias Dahl, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Hvis vi ønsker at løfte for eksempel sundhedsvæsenet og ældreplejen, er der ikke råd til skattelempelser.
Gustav Elias Dahl, analytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Når det er vigtigt, at det offentlige forbrug følger den generelle velstand i samfundet, skyldes det blandt andet, at lønningerne i det offentlige stiger, i takt med at vi bliver rigere – derfor skal vi også afsætte flere penge til løn, hvis vi vil have det samme antal ansatte, påpeger han.
– Derudover kræver det flere midler, når der for eksempel kommer nye behandlingsmetoder og ny medicin, hvis vi vil blive ved med at kunne tilbyde moderne behandlinger i sundhedsvæsenet, siger Gustav Elias Dahl.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd baserer sin analyse på tal fra Finansministeriet.
Både den nuværende og tidligere regering har ved de seneste års økonomiaftaler fremhævet, at der kommer flere penge til kommuner og regioner i takt med, at der bliver flere børn og ældre. Det kaldes også regulering i forhold til demografien.
Men Finansministeriet arbejder også med begrebet “det fulde demografiske træk”. Det dækker over, at hvis den enkelte borger skal opleve, at kvaliteten af den offentlige velfærd følger med den generelle udvikling i samfundet, så skal der både tilføres ekstra penge, der dækker udgifterne til flere børn og ældre, samt ekstra penge til at sikre en velstandsregulering.
“For at opretholde en konstant oplevet kvalitet i den offentlige velfærd, skal det offentlige forbrug følge det velstandsregulerede demografiske træk. Ved at dække demografi- og velstandstrækket er der penge til at fastholde det samme antal medarbejdere pr. kernebruger og samtidig sikre et tidssvarende varekøb i det offentlige”, står der i analysens konklusioner.
Hvis vi i dag skal have en velfærd, der af befolkningen opleves lige så god som i 2015, vil det altså kræve en investering i velfærden på 22,5 milliarder kroner.
Analysens resultater kommer ikke bag på fagforbundet FOA. Her har medlemmerne, der arbejder på centrale velfærdsområder som for eksempel ældrepleje, sygehuse og daginstitutioner, længe advaret om drastiske forringelser af velfærden.
– Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekræfter på tragisk vis vores medlemmers oplevelse af, at de konstant skal løbe stærkere og stærkere. Kommuner og regioner er hamrende pressede. Der bliver gennemført nedskæring, på nedskæring, på nedskæring år efter år. De sidste år er kommuner og regioner heller ikke blevet kompenseret for den store inflation, og kommunerne får ikke flere penge på trods af stigende udgifter til det specialiserede socialområde, siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA.
Der ér penge til bedre velfærd. Danmark er et rigt land. Det siger statsministeren jo selv. Overvismanden bekræfter også, at der er råd til investeringer i velfærden. Det her handler alene om politiske prioriteringer.
Thomas Enghausen, næstformand FOA
Det specialiserede socialområde er blandt andet presset på grund af et stigende antal børn og voksne med psykiske problemer.
Thomas Enghausen peger på, at den negative udvikling med nedskæringer i velfærden startede tidligere end 2015. Han vurderer, at nedskæringerne tog fart med de meget stramme budgetregler med indbyggede store økonomiske sanktioner, der blev indført af Løkke-regeringen fra 2009 og siden blev strammet med vedtagelse af budgetloven i 2012. Budgetloven er en konsekvens af Danmarks tilslutning til EU’s finanspagt, der stiller skrappe krav til at spare på den offentlige sektor.
Budgetloven betyder, at Folketinget fire år frem skal fastlægge et loft over serviceudgifterne i stat, kommuner og regioner. Bliver den årlige økonomiske ramme ikke overholdt, bliver kommuner og regioner udsat for økonomiske sanktioner gennem beskæring af bloktilskuddet.
Frygten for sanktioner har i årevis fået kommunerne til at bruge færre penge, end de har mulighed for i henhold til økonomiaftalerne. Fagbevægelsens Hovedorganisation har beregnet, at kommunernes underforbrug i perioden 2011 til og med 2020 var på 27,7 milliarder kroner. Penge som den kommunale velfærd er gået glip af.
Konsekvensen er, at kommuner og regioner ikke må bruge de penge, der er nødvendige for at sikre en ordentlig velfærd, selvom der er penge i kommunekasserne og i statskassen, konstaterer Thomas Enghausen.
– Der ér penge til bedre velfærd. Danmark er et rigt land. Det siger statsministeren jo selv. Overvismanden bekræfter også, at der er råd til investeringer i velfærden. Det her handler alene om politiske prioriteringer. Vi står i en kamp mellem dem, der vil investere i velfærden, og dem, der ikke vil, siger FOA’s næstformand.
Han er dybt bekymret over, at Venstre nu taler om yderligere skattelettelser.
– Det vil være den helt forkerte vej at gå, mener Thomas Enghausen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konstaterer i analysen, at en stor del af de penge, skiftende regeringer har sparet ved at lade det offentlige forbrug halte efter demografi- og velstandstrækket, er blevet brugt til at sænke skatten. Skatterne er blevet sænket med 17 milliarder kroner siden 2015, inklusive de skattelettelser SVM-regeringen har bebudet i sit regeringsgrundlag.
– Hvis vi er tilfredse med det serviceniveau, vi har i dag, så er der penge i det økonomiske råderum til, at vi kan opretholde det nuværende serviceniveau i de kommende år, men det kræver, at der ikke bliver givet yderligere skattelempelser end dem, regeringen allerede har planlagt i regeringsgrundlaget, siger Gustav Elias Dahl.
– Hvis vi til gengæld ønsker at løfte for eksempel sundhedsvæsenet og ældreplejen, er der ikke råd til skattelempelser. Faktisk er det sådan, at hvis vi vil tilbage til det serviceniveau, vi havde i 2015, så kræver det, at nogle af de skattelempelser, der er givet de seneste år, bliver tilbagerullet, tilføjer han.
Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd baserer sig blandt andet på tal fra Danmarks konvergensprogram fra maj 2023. Her gør regeringen status over Danmarks økonomi på kort og langt sigt og opgør det økonomiske råderum frem mod 2030 til 64 milliarder kroner. Af det beløb er der allerede afsat blandt andet 13,5 milliarder kroner til øgede forsvarsudgifter og 2,5 milliarder kroner til et grønt råderum.
Fraregnet penge til allerede aftalte udgifter er der 49 milliarder kroner tilbage. Det er ikke tilstrækkeligt til både at genoprette velfærden med de 22,5 milliarder kroner, den er blevet underfinansieret med siden 2015, samt sikre regulering fra 2023-2030 i forhold til både et stigende antal børn og ældre samt velstandsudviklingen. Samlet set vil det kræve 63,3 milliarder kroner, fastslår AE.
Det vil sige, at der mangler 14,3 milliarder kroner, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på, kan hentes ved at tilbagerulle nogle skattelettelser.
Jon Kvist er professor i europæisk offentlig politik og velfærd på Roskilde Universitet. Han understreger, at han ikke er økonom og derfor ikke kan tage stilling til regnemodellerne bag analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Men han genkender billedet af, at velfærden er blevet forringet gennem de sidste otte år.
– Vi ser blandt andet, at der i dag er færre hjemmehjælpstimer end tidligere i en situation, hvor der er kommet flere ældre. Det er et konkret tegn på, at ældreomsorgen er forandret og ikke til det bedre, siger Jon Kvist.
Fra 2010 til 2022 er der kommet 28 procent flere ældre på 80 år og derover, skriver VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd – i en undersøgelse fra juni i år.
I samme periode er andelen af ældre i denne aldersgruppe, som modtager hjemmehjælp, faldet betydeligt – fra 41 procent til 28 procent. Og de 80+-årige, der har hjemmehjælp, får hjælp i færre timer. Det gennemsnitlige antal ugentlige hjemmehjælpstimer for denne gruppe er faldet fra 3,8 til 3,2 timer fra 2010-2022.
Hvis ikke vi regulerer udviklingen, så vi kollektivt sikrer de velfærdsmål, vi ønsker, risikerer vi at ende der, hvor de privilegerede enkeltvis sikrer løsninger for sig selv, mens resten står tilbage på perronen.
Jon Kvist, professor på Roskilde Universitet
Det er en udvikling som denne, Jon Kvist ser som et udtryk for, at velfærden er blevet forringet.
Han peger i øvrigt på, at der gennem de senere år er sket en markant ændring af vores velfærdssystem, hvor private ordninger i dag spiller en større rolle end tidligere.
– Der er en udvikling i retning af mere privat velfærd som et alternativ eller supplement til den offentlige velfærd. Som eksempel på alternativet er der den kraftige stigning i antallet af børn, der går i privatskole. Som eksempel på supplementet er væksten i private sundhedsforsikringer. Når en velstandsudvikling giver mange folk flere penge mellem hænderne, efterspørger de også mere trivsel, tryghed, og sikkerhed for at få behandling og hjælp, når de får behov. Hvis for eksempel deres børn får psykiske problemer, og de ikke oplever at få hjælp rettidigt og i det omfang og kvalitet, de ønsker, søger de andre muligheder, forklarer Jon Kvist.
– Hvis ikke vi regulerer udviklingen, så vi kollektivt sikrer de velfærdsmål, vi ønsker, risikerer vi at ende der, hvor de privilegerede enkeltvis sikrer løsninger for sig selv, mens resten står tilbage på perronen, tilføjer han.
Jon Kvist understreger, at en sådan regulering skal planlægges og forberedes i god tid, hvis den skal lykkes.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Her ser vi resultatet af vores EU-medlemskab, det handler om Rom-Unionen der prioriterer finanskapitalens interesser frem for folkets. Alle de nedskæringer vi oplever i det offentlige; i sundhedsvæsenet og andre steder er udtryk for en bevidst politik, som kun bliver værre med årene med flere og flere forringelser.
Hvis vi vil ændre på forholdene må vi ud af EU!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
