Opråb til politikerne
Mathilde Faber Bendtsen og Dijana Arsovski er to aktive og udadvendte unge kvinder. For dem er et godt liv ensbetydende med at være en del af samfundet, have et arbejde, venner, socialt fællesskab og fritidsaktiviteter.
Men for de to er det ikke så enkelt som for mange andre at få et sådant liv. De er begge født med flere handicaps, der betyder, at de er afhængige af hjælp og støtte for at få hverdagen til at fungere. De har brug for et beskyttet arbejde og for særlige tilbud i forhold til sociale fællesskaber og udadvendte aktiviteter.
35-årige Mathilde Faber Bendtsen har et udviklingshandicap og en autismediagnose. Dijana Arsovski på 30 år har også et udviklingshandicap samt den arvelige multiorgansygdom NF1.
Trods de udfordringer, deres handicaps giver dem, er de to kvinder indstillet på at få det bedste ud af deres liv og deltage aktivt i samfundslivet. Begge arbejder på særlige arbejdspladser for mennesker med handicap. De er også engageret i frivilligt arbejde i Hverdagsaktivisterne, der er med til at samle ind til for eksempel Kræftens Bekæmpelse eller Børns Vilkår og sikrer frivillige til større arrangementer som Copenhagen Pride, Copenhell og Copenhagen Marathon.
Derudover er Mathilde også næstformand i Udviklingshæmmedes Landsforbund Ungdom og frivillig i Sammenslutningen af Unge Med Handicap.
Føler sig ekskluderet af samfundet
Men trods deres bestræbelser føler de sig begge to i stigende grad ekskluderet af det samfund, som de ønsker at være en del af. Det skyldes den retorik, som politikerne på både Christiansborg og i kommunerne bruger i et forsøg på at argumentere for nødvendigheden af at skære ned på mennesker med handicap i en situation, hvor stadig flere får brug for hjælp og udgifterne er stigende.
– Det er rigtig hårdt med den måde, som politikerne og medierne taler om os på. De taler om, hvor mange penge vi koster samfundet. Det er, som om de mener, at vi nasser på samfundet. Det bliver bare værre og værre. Det er, som om det aldrig stopper, det er som en lang ond drøm, hvor man ikke kan se lyset for enden af tunnelen, siger Mathilde Faber Bendtsen.
– Vi får at vide, at det er vores skyld, der skal spares. Det føles, som om de mener, at vi ikke fortjener at være her. Men vi kan da ikke gøre for, at vi har et handicap og har brug for støtte. Jeg har fået at vide af en af de ansatte på mit bosted, at jeg er en dyr borger, og at det koster mange penge at have mig boende på bostedet, tilføjer Dijana Arsovski.
Det er rigtig hårdt med den måde, som politikerne og medierne taler om os på. De taler om, hvor mange penge vi koster samfundet. Det er, som om de mener, at vi nasser på samfundet. Det bliver bare værre og værre.
Mathilde Faber Bendtsen
Mathilde Faber Bendtsen så for nylig i fjernsynet, at de tidligere Sprogø-piger, hvoraf mange havde et udviklingshandicap, har fået et mindesmærke. Det skal sikre, at fortællingen om de mange kvinder, der blev gemt væk og tvangsanbragt på en ø, ikke bliver glemt.
– Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg så det. Jeg føler, at vi er på vej tilbage til den tid med en åndssvageforsorg, hvor mennesker med udviklingshandicap blev gemt væk.
Vandt kamp mod kommunen
Mathilde Faber Bendtsen og Dijana Arsovski har tidligere været i Arbejderen sammen med nogle af deres veninder. Det var i 2019, hvor en gruppe unge med handicap tog kampen op mod Københavns Kommunes plan om voldsomme nedskæringer på handicapområdet. Det endte med en sejr, da Københavns Kommune trak sin plan om de såkaldte kvalitetsstandarder.
Var kvalitetsstandarderne blevet gennemført, skulle hundredvis af beboere på bosteder flytte ud i enten egen lejlighed med ingen eller lidt støtte eller hjem til deres forældre.
Kvalitetsstandarderne betød, at der skulle være et omfattende støttebehov for at kunne komme i botilbud i stedet for, at det som hidtil var tilstrækkeligt med et moderat støttebehov.
Kvalitetsstandarderne betød også, at beboere på bosteder ville miste retten til som hidtil at komme i aktivitetstilbud eller beskyttet beskæftigelse fem dage om ugen. Det skulle beskæres til kun tre dage om ugen.
De nye kvalitetsstandarder skulle sikre en besparelse på 16 millioner kroner i 2021, hvor de efter planen skulle have været fuldt indfaset. Men den plan blev altså forpurret af en aktiv og vedholdende protestbevægelse.
Forringelse på forringelse
De to unge kvinder tænker med stolthed tilbage på, at det dengang lykkedes dem sammen med andre at forhindre omfattende forringelser. Men samtidig kan de konstatere, at der i de forløbne seks år er sket yderligere forringelser på handicapområdet.
– Det er meget op ad bakke på den dårlige måde. I mit bosted er der mange pædagoger, som er syge, blandt andet med stress. De er væk i lang tid, og vi ved ikke, om de kommer tilbage. Så kommer der pædagoger fra andre bosteder og mange vikarer og ufaglærte. Du må hele tiden forklare på ny, hvad behov for støtte du har, og fortælle din livshistorie. Det påvirker mig meget, og det bliver værre og værre, erklærer Mathilde Faber Bendtsen.
– De ansatte skal ligesom sygeplejerskerne løbe stærkere og stærkere. De skal samtidig bruge tid på at dokumentere alt muligt. Når de har haft hjemmedag sammen med mig, hvor jeg får hjælp til praktiske ting, skal de dokumentere alt det, vi har lavet; nu har Mathilde lært at lægge sengetøj på, lært at vaske gulv og så videre. Tit sidder de ansatte i flere timer og dokumenterer, og så er det svært at få kontakt til dem, tilføjer hun.
Jeg bliver ked af det, når de taler om at lukke vores steder. Vi vil blive ensomme og indelukkede, hvis det sker.
Dijana Arsovski
I Dijana Arsovskis botilbud er de ansatte blevet sparet væk om lørdagen. Det betyder, at der slet ikke er noget personale på stedet, hvis beboerne får brug for hjælp. Der er heller ikke nogen ansatte på hverdagsaftener. Hvis beboerne får brug for hjælp om lørdagen eller om aftenen, er de henvist til at ringe til en anden afdeling af botilbuddet, der er placeret et andet sted i byen.
– Det er ikke særlig rart, hvis jeg får det skidt. Jeg kæmper med selvmordstanker, men jeg kan ikke li’ at ringe til et andet sted, hvis jeg får det dårligt. Jeg kender dem jo ikke, sådan som jeg kender personalet her. Det er dumt, at kommunen sparer på den måde, mener Dijana Arsovski.
– Der er meget sygdom blandt de ansatte i botilbuddet og mange vikarer. Jeg kan ikke li’ at holde hjemmedag med en vikar. Jeg bliver utryg, når jeg ikke kender folk, specielt når jeg ikke er forberedt på det, men får det at vide samme dag, tilføjer hun.
Rystede over Nannas død
De to kvinder er stærkt påvirkede af de skandalesager, der har været på flere af de bosteder, som Københavns Kommune bruger. Det gælder især sagen om Nanna Kirstine Dahl, der boede på bostedet HabitusHuset, og som i april sidste år blev fundet på sit værelse med alvorlige ætsningsskader. Skaderne var så voldsomme, at Nanna døde i juni.
I december oplyste politiet, at sagen var henlagt, uden, at nogen blev draget til ansvar for Nannas død. Men efter at Nannas forældre har klaget til Statsadvokaten, er politiet nu blevet pålagt at genoptage efterforskningen.
– Det er så forfærdeligt. Ingen aner, hvad der er sket med Nanna. Jeg forstår ikke, hvorfor politiet lukkede sagen så hurtigt. Jeg har mistet tilliden til politiet, siger Dijana Arsovski.
De to kvinder tænker meget på mennesker med handicap, der ikke har noget sprog og derfor ikke kan tale deres egen sag, sådan som for eksempel Nanna. De føler, at de må være med til at kæmpe for også disse menneskers rettigheder.
Selvom det lykkedes at forhindre de nye kvalitetsstandarder tilbage i 2019, blev der samtidig gennemført en anden nedskæring på de såkaldte ledsagemidler. Det vil sige de penge, der skal sikre beboerne i bosteder mulighed for at få en ledsager med på ferier og andre oplevelser ud af huset som for eksempel cafébesøg og koncerter.
Det oplever de to kvinder som en markant forringelse, der betyder færre oplevelser ud af huset og et mere trist liv.
– Politikerne siger, at vi jo bare kan bruge vores pårørende som ledsagere, men hvad skal dem, der ikke har nogen pårørende, så gøre, spørger Mathilde Faber Bendtsen.
Den situation er Dijana Arsovski i, fordi hun stort set ingen forbindelse har med sin mor, der ikke er i stand til at støtte sin datter.
– Men mange forældre er jo også ældre, det er ikke det samme som personalet, siger hun.
Et generelt problem
Formanden for Lev København, Steen Stavngaard, understreger over for Arbejderen, at de to kvinders beskrivelse af situationen på deres bosteder svarer til, hvad der er gældende generelt for de københavnske bosteder for mennesker med udviklingshandicap.
– Det er kun gået ned ad bakke på dette område i de sidste mange år. Situationen med bostedet Lynghuset (omtalt i TV2-dokumentaren “Nødråb i natten” – red) er desværre ikke enestående. Flere andre bosteder har været i søgelyset fra Socialtilsynets side. Det skyldes i høj grad besparelser på området, som har ført til personalereduktion og på nogle bosteder personaleflugt, udtaler han og tilføjer:
– Desuden er de økonomiske midler på de enkelte bosteder beskåret. Ferier eller bare weekendture ud af huset er stort set umulige, og oplevelser i det daglige er også mange steder sat til et minimum. Der bliver heldigvis kæmpet bravt på mange bosteder for at få det til at gå; men der er kun udsigt til flere besparelser.
Mathilde Faber Bendtsen og Dijana Arsovski glæder sig over, at de har hver deres arbejde, og at der stadig er forskellige muligheder for fritidsaktiviteter i Københavns Kommune.
Mathilde har været på Juno i 11 år. Her arbejder de unge blandt andet med at lave film. De har opgaver for både kommunen, forskellige institutioner og privatpersoner. Eleverne laver også podcast og tager fotos, laver udstillinger og sælger billederne. Skolen har undervisning i for eksempel kamera, redigering, lyssætning, billedredigering og interviewteknik.
– Jeg er meget glad for at være på Juno. Her er ikke sket de store nedskæringer de sidste seks år. Men vi kan ikke tage på studieture til udlandet, som da jeg startede, hvor vi var på Island og lave en produktion. Nu tager vi tre til fire dage på Klinten ved Høve Strand, et gammelt badehotel som Københavns Kommune ejer. Det er et skønt sted, men det er jo ikke det samme som at komme ud og opleve noget andet, forklarer hun.
Dijana Arsovski har tidligere været på Juno og også været meget glad for det, men for nylig skiftede hun sin arbejdsplads ud med Lavuk Entertainment.
– Jeg fik lyst til at prøve noget nyt efter ni år hos Juno. Hos Lavuk Entertainment er vi med til at arrangere festivaler, er DJ’s og laver arrangementer, hvor folk kan komme og høre musik, forklarer hun.
Ud over deres arbejdspladser, som betyder meget, er de to også meget glade for et tilbud som Lavuk Voksenklubben, der er med til at sikre dem et socialt fællesskab og med til stadig at give mulighed for at komme på ferie.
Appel til politikerne
De er derfor dybt bekymrede over, at de forskellige tilbud til mennesker med handicap i Københavns Kommune den ene gang efter den anden er truet af lukning eller nedskæringer. Senest var det tilfældet sidste år, hvor Lavuk og mange andre tilbud var med i et omfattende sparekatalog. Efter omfattende protester endte det med, at nedskæringerne blev trukket tilbage.
Det er hårdt, at der konstant er en trussel om nye nedskæringer på handicapområdet, forklarer de to kvinder.
– Jeg bliver ked af det, når de taler om at lukke vores steder. Vi vil blive ensomme og indelukkede, hvis det sker, siger Dijana Arsovski.
De to unge kvinder ser med bekymring på, hvad fremtiden vil bringe af yderligere forringelser. De har en klar appel til politikerne:
– De skal tage sig sammen og ikke tale ned til os, men tale til os som til almindelige mennesker, og så skal de give nogle flere penge til handicapområdet. Vi vil ikke gemmes væk. Vi har ret til at være her og vil godt bidrage til samfundet. Vi er trætte af at blive betragtet som andenrangsborgere, erklærer Mathilde Faber Bendtsen.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
