I København, Aarhus, Aalborg, Odense og Esbjerg gik folk på gaden for fred og nedrustning.
I København mødtes cirka 500 demonstranter foran Den Russiske Ambassade bevæbnet med fredsflag, faner, sæbebobler, store bannere og løbesedler med budskaber om fred.
Demonstrationen var arrangeret af: Demos, Netværk for velfærd og demokrati, Internationale Socialister, Kommunistisk Parti, Aldrig mere Krig, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Sikkerhed, Socialistisk UngdomsFront, Foreningen Socialisten, Fredsministerium, Enhedslistens Internationale Udvalg, Enhedslisten Albertslund, Internationalt Forum, Frie Grønne, Forbyd Atomvåben, DKU, DKP og anbefalet af fagforeningerne 3F BJMF og 3F København.
– Vi står her, fordi vi er imod krig. Vi kræver, at Rusland trækker sig ud af Ukraine, og at der bliver skabt et Europa, hvor alle folk kan leve i fred og sikkerhed, lød det fra Jan Mathisen fra Kommunistisk Parti.
Han gav ordet til Kvindernes Internationale Liga For Fred og Frihed.
– Lige nu er det krigsforbryderen Putin og hans grusomme angrebskrig mod Ukraine og mod folkeretten, det vi skal samles om. Det er dét, der er det væsentlige. Og vores fælles stemme for fred skal tordne, så politikerne kan høre det, lød det fra Ida Harsløf fra Kvindernes Internationale Liga For Fred og Frihed.
Hun fortsatte:
– Både Ukraine og verden har brug for fred, og fred er ikke bare fravær af krig. NATO påstår at den skaber sikkerhed mod krig. Hvilken sikkerhed? Reel sikkerhed kan kun opnås, hvis vi skifter til en anden økonomisk politik. Vi skal flytte pengene fra al krigsmaskineriet til et fredens og ligestillingens grundlag og investere i miljøbeskyttelse og sociale rettigheder. Vi kan ikke ruste til fred – kun til krig… Krig er aldrig løsningen.
Enhedslistens Internationale Udvalg brugte deres tale til at advare mod at tro at mere NATO er vejen frem:
– Russere og Ukrainere har meget til fælles – meget kultur og meget historie, på godt og ondt. De taler eksempelvis hinandens sprog. Vi kan se hvordan flere russere er på gaden for at sige fra overfor Putins invasion. Det kræver mod at gå på gaden, og sige fra overfor Putin – og det er dén type mod vi har brug for, for at kunne standse dette vanvid, siger Sinem Demir fra Enhedslistens Internationale Udvalg.
Hun fortsatte:
– Vi har også herhjemme set hvordan ukrainere og russere har stået skulder ved skulder. De ønsker ikke denne invasion – de ønsker ikke denne krig. Lige nu taler mange politikere meget om vores medlemskab af NATO – om hvor godt det er. Men hvor godt er det? Hvem er det vi med fuld tiltro betror vores liv?
Budskabet om fred var ikke kun forbeholdt Ruslands Ambassade.
Efter en times tid gik demonstranterne med deres fredsbannere videre til USA’s ambassade.
Her var rapperen Sanganee en af de første til at hoppe op på lydvognen og gribe mikrofonen.
Grundlaget for demonstrationen var blandt andet: “gensidig nedrustning og politiske forhandlinger for en fredelig løsning på konflikten i Ukraine” og “nej til konfliktoptrapning fra både Ruslands og NATO’s side. Stop for invasionen af Ukraine. Fredsforhandlinger nu. Støtte til fredselskende kræfter i Rusland og Ukraine. Nej til dansk krigsdeltagelse. Ja til humanitær bistand”.
Både Ukraine og verden har brug for fred, og fred er ikke bare fravær af krig. NATO påstår at den skaber sikkerhed mod krig. Hvilken sikkerhed? Reel sikkerhed kan kun opnås, hvis vi skifter til en anden økonomisk politik.
Ida Harsløf, Kvindernes Internationale Liga For Fred og Frihed
En af dem, der var mødt op til demonstrationen, var 32-årige “Lisa” fra Sankt Petersborg i Rusland, der gerne vil være anonym.
Hun havde malet røde hjerter på kinderne og lavet et “Russians for peace”-skilt hjemmefra, som har taget med til demonstrationen.
– Jeg er her for at vise, at mange almindelige russere er imod krigen. Vi er brødre og søstre med den ukrainske befolkning. Russerne vil fred. Vi støtter ikke Putins krig. Jeg er har for at opfordre politikerne til ikke at bruge krig som løsning, sagde Lisa til Arbejderen.
Til tonerne af Give Peace A Chance og Kringsatt av fiender begav demonstrationen og deres bannere, barnevogne og cykler sig videre til Christiansborg.
Igennem hele dagen skinnede solen på demonstranterne og deres bannere med budskaber som “Kæmp for fred” og Nej til krig. Nej til dansk krigsdeltagelse”.
Også fredsdemonstrationer i Aarhus, Aalborg, Odense og Esbjerg
Det var ikke kun i København, at danskere gik på gaden med fredsflag og slagord mod krig og oprustning.
I Aarhus demonstrerede 150 mennesker for fred og nedrustning på Klostertorvet.
Her var der taler fra blandt andre Carsten Andersen fra Århus mod Krig og Terror:
– Krig er frygtelig. Vi fordømmer Ruslands angreb på Ukraine. Når der nu er åben krig med død, lemlæstelse og ødelæggelse, så er det første krav, at krigshandlingerne stopper og der indføres øjeblikkelig våbenhvile. Derfor er der brug for dialog, forhandlinger og aftaler. En varig fred må respektere alle parters rettigheder og sikre, at Rusland trækker tropperne hjem og Ukraine lever op til Minsk aftalerne, lød det fra Carsten Andersen.
Læs også
Eksperter i konfliktløsning: Mægling og diplomati er eneste vej til fred
Han fortsatte:
– Vi har ikke brug for yderligere konfliktoptrapning, oprustning og militære løsninger, men for dialog, forhandlinger og aftaler. Vi får ikke fred, hvis vi ikke vil tale med dem, vi er i konflikt med.
I Aalborg mødtes 200 demonstranter på Toldbod Plads.
Her blev der sunget fællessang, og holdt taler og solgt fredsbadges i regnbuens farver.
Bag demonstrationen stod FN-Forbundet i Nordjylland sammen med en række organisationer, partier og ungdomsorganisationer.
– Vi er samlet her i dag for at vise at vi ikke vil acceptere flere overgreb på befolkningers ret til selvstyre og selvbestemmelse, at vi ikke vil acceptere flere meningsløse magtdyster mellem imperialistiske magter, at vi har fået nok af meningsløs død og ødelæggelse. Vi vil sige nej til krig, nej til konfliktoptrapning, og nej til oprustning, lød det fra Amanda Graven fra Socialistisk UngdomsFront (SUF).
Også Allan Vokstrup fra FN-forbundet holdt tale.
– Vi får ikke fred med skældsord, besværgelser og hadefuld retorik mod Putin. Det kan kun bidrage til eskalering af konflikten. Vi må derimod gå til konfliktens kerne. Kernen er, at Rusland, USA og NATO er uenige i, hvad man har aftalt med hinanden i kølvandet på Sovjetunionens opløsning. Begge sider hævder at modparten lyver eller handler mod bedre vidende. Begge sider sidder fast i de dybe hjulspor, der fører mod mere oprustning og konflikt, advarede Allan Vokstrup.
Derfor er der brug for dialog, forhandlinger og aftaler. En varig fred må respektere alle parters rettigheder og sikre, at Rusland trækker tropperne hjem og Ukraine lever op til Minsk aftalerne.
Carsten Andersen, Århus mod Krig og Terror
Han fortsatte:
– Ukraine blev offer for oprustning og anvendelse af militær som konfliktløser. Resultatet er krig. Vi må for alt i verden gennem diplomatisk aktivitet undgå at konflikten spreder sig videre til nabolande.
Også den socialdemokratiske rådmand for Job og Velfærd, Nuuradiin Hussein, talte til fredsdemonstrationen.
Han fortalte om det arbejde Aalborg Kommune har sat i værk for hurtigt at kunne byde de ukrainske flygtninge velkommen.
– Jeg vil gerne sige en stor tak til alle jer, der engagerer jer i denne vigtige sag. Uanset hvor mennesker flygter fra og hvorfor, så vil vi møde dem med respekt, omsorg og hjælpsomhed. Det gælder både i den aktuelle situation med Ukraine, men også med flygtninge, der kommer fra andre af verdens brændpunkter. Det er en stor opgave og et vigtigt ansvar, som vi alle må stå sammen om at løfte.
Et andet medlem af Aalborg Byråd, Daniel Nybo Andersen, fra Radikale Venstre gav et par ord med på vejen til den særlov, som et flertal i Folketinget fik forhandlet på plads i går.
Loven skal sikre ukrainske flygtninge midlertidig opholdstilladelse i Danmark og adgang til arbejde, uddannelse sundhedsydelser og sociale ydelser.
– Midt i iveren for at hjælpe de ukrainske flygtninge, så giver det altså en dårlig smag i munden, at der både tidligere i år og stadigvæk den dag i dag, er rigtig mange, der ikke vil hjælpe andre flygtninge.
I Odense deltog 60 i den lokale fredsdemonstration og lyttede til talere fra Aldrig Mere Krig og Enhedslistens lokale byrådsmedlem, Reza Javid og sang fællessange.
I Esbjerg deltog 50 borgere i Esbjerg Fredsbevægelses demonstration for en fredelig løsning på krigen i Ukraine.
– Vi må ikke opgive håbet om, at kunne genskabe et fredeligt Europa – “Krig er foragt for liv- fred er at skabe”. Vi opfordrer Folketinget til at trække i retning af konfliktløsning. Kamphandlingerne skal stoppes og der skal overholdes en våbenhvile, medens man forhandler om en løsning, der naturligvis skal indebære, at Rusland trækker sine topper hjem til Rusland, og der skal skabes en fælles sikkerhed. En sikkerhed der bygger på, at ingen skal føle sig truet, lød det fra formand for Esbjerg fredsbevægelse, Poul Eck Sørensen.
Medlem af fredsbevægelsen i Esbjerg og Radikale Venstre, Oluf Dragsbo, brugte sin tale til at tage afstand fra regeringens planer om amerikanske soldater på dansk grund.
– For små tyve år siden ville vi kun acceptere amerikanske tropper og fly på dansk jord, hvis disse flystyrker kun deltog i krigshandlinger uden for Danmark med dansk tilsagn. Desuden var det et ultimativt dansk krav, at en eventuel aftale skulle kunne opsiges af begge parter. Fra amerikansk side stillede man sig afvisende over for disse krav. Vil det sige, at Danmark vil frafalde disse krav i dag?
– Husk vi er krigsførende, hvis krigsfly herfra flyver til krigszoner. Så også absolut nej til amerikanske baser i Danmark.
Krig ødelægger miljøet
Efter demonstrationen i Aarhus inviterede Århus mod Krig og Terror til fredskonference i Huset Trøjborg.
Her var der oplæg om krigens konsekvenser for miljø og klima og om NATO’s udvidelse.
– En krig er klimaødelæggende på mange måder. Når kanonerne tier og støvet har lagt sig i ruinerne i Ukraine, så er det cementkanoerne, der skal køres i stilling til at genskabe byer, hospitaler, børnehaver, boliger, fabrikker, banegårde, biblioteker, lufthavne, veje, havne og broer, der er blevet bombet. Og cementproduktion, ved vi, står for et stort CO2-udslip, fortalte Irving Knus fra Doughnutgruppen, der holdt oplæg om krigens klimaaftryk.
Han fortsatte:
– Jeg tør ikke gisne om, hvor meget cement, der skal bruges til at genopbygge Ukraine. Og hvor stor CO2 udslippet herfra bliver, bare at det bliver ufatteligt stort.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.