– Nøøøj… Se, et kæmpefirben! udbryder en lille knægt med et fiskenet i den ene hånd og sin far i den anden.
De to er taget til Bjerget på Amager Fælled i København for at mødes med de mange dyr, der står til at miste deres levesteder, hvis politikerne gør alvor af deres planer om at bebygge det store grønne område med boliger og erhvervsbygninger.
Så længe byggeriet ikke er gået i gang, kan vi stadig nå at stoppe det.
Maria Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening
Ved foden af Bjerget fanger Arbejderen en “vandsalamander” og en “hare”.
– Jeg er her for at protestere over planerne om at bygge på Amager Fælled. Som hare synes jeg, at det er forfærdeligt, at politikerne vil bygge på mit habitat. Vi harer kan bedst lide store, åbne områder, hvor vi kan finde føde og skjule os. Jeg er glad for, at her er så mange mennesker, der kan se, at naturen vil få det svært, hvis man bygger på vores grønne område, fortæller ”haren” til Arbejderen.
Ved siden af står en “vandsalamander”.
– Jeg er vandsalamanderen – Fælledens drage. Jeg er fredet på niveau med pandaen. Jeg er her for at beskytte mit habitat, forklarer “vandsalamanderen”.

Børn kæmper med tegninger for dyreliv
Der er også mennesker i optoget. Damer med hatte med fuglereder og masser af aktivister med bannere og skilte.
Men optoget er også for børn. Et af dem er 11-årige Ella Welin Meesengberg.
Hun har selv lavet et gevir, som hun kan tage på til demonstrationen.
– De skræmmer dyrene væk for at bygge nogle grå, kedelige huse. Vi går tit herind efter skole og leger og går tur, fortæller Ella Welin Meesengberg til Arbejderen.

Ved siden af står hendes veninde, der har taget et kæmpe fuglenæb om hovedet.
– Nu tager vi herover for at tegne og hænge tegninger op på hegnet, fortæller 10-årige Asta Amail Galuzi Nielsen.
For store dele af det grønne område er allerede blevet hegnet ind af en kæmpe mur bestående af cirka tre meter høje træplader.
Hjemløse dyr i gaderne
På vej til Rådhuspladsen kan man pludselig høre frisk balkanmusik. Et gadeorkester spiller for en vandsalamander, der ligger og raller midt på Artillerivej.

Ikke langt derfra farer en and og en hjort med et “Hvor skal vi bo”-skilt forvirrede rundt ved Netto.

Op mod 3000 demonstranter gav dyrene en stemme
De truede dyr fra Amager Fælled ender deres optog på Rådhuspladsen, hvor de bliver mødt af en masse mennesker, der var klar til at give dyrene en stemme.
I alt dukker der mellem 2000 og 3000 mennesker op til demonstrationen på Amager Fælled og på Rådhuspladsen.
På Rådhuspladsen taler en række organisationer dyrenes sag.
– Lærkesletten er spærret af. Lærkerne skræmmes væk af hunde. Mange har spurgt mig, om løbet ikke er kørt? Nej! I dag slår vi fast, at så længe byggeriet ikke er gået i gang, kan vi stadig nå at stoppe det. Vi kan stadig nå at redde Amager Fælled, fastslog præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

Hun fortsætter:
– Alle, der bor i byerne, har også brug for natur. Under corona har vi set, hvor meget det betyder for os som mennesker at have et sted, hvor vi kan få et pusterum, og hvor vi kan blive mindet om, at vi er uløseligt forbundet med alle andre levende væsener på kloden. Kampen for Amager Fælled og Lærkesletten er en del af en større bevægelse. Vi samles ikke kun for Amager Fælled og Lærkesletten, men for retten til natur alle steder.
Også forfatteren Tor Nørretranders slår et slag for den grønne, vilde natur.

– Vi har fået et wakeupcall. Coronakrisen har lært os det, som forskerne har advaret om i årtier: Hvis vi smadrer den levende natur, så smadrer den os med pandemier. Vi er på vej ind i pandemiernes tidsalder, fordi vi har ensrettet og tæmmet alt det levende omkring os. Gjort vilde dyr til husdyr og vilde planter til afgrøder. Prisen er pandemier og infektionssygdomme. Virus springer fra en stadig mere presset natur til mennesker, hvor de skaber sygdomme. Der er for meget tamhed og for lidt vild natur, lød det fra forfatteren Tor Nørretranders.
Han fortsætter:
– Biodiversitet er nødvendig, og vi skal slås for den. Ikke bare for at bevare sjældne sommerfugle, men fordi det går ud over vores sundhed og vores samfund, når naturens mangfoldighed går tabt. Vi bliver syge. Corona er blot det seneste eksempel.
Også fra Fiskerhavnens Venner er der kras kritik af politikerne på Københavns Rådhus:
– Politikerne har startet en kamp mod naturen på Amager Fælled og Stejlepladsen. De går ikke i dialog med os. De råber ad os og kalder os “lossepladsromantikere! Det er os, der bestemmer. Det er os, der er demokratiet”. Men de tager fejl. De er et enevælde. Demokrati er ikke at regere hen over hovedet på byens befolkning, lød det fra Jan Mathisen fra Fiskerhavnens Venner, der kæmper for at bevare Stejlepladsen.
Ind imellem talerne er der musik – blandt andet med folkesangeren Finn Sørensens hit: “Sæt Lærkesletten fri”, der har ligget nummer ét på Dansktoppen i foreløbig 12 uger.
Kø for at skrive under for Amager Fælled
På Rådhuspladsen danner der sig hurtigt en kø af demonstranter, der vil købe en T-shirt, en mulepose, et badge eller skrive under på underskriftsindsamlingen for at bevare Amager Fælled.
En af dem, der står i kø for at skrive under, er 22-årige Astrid Andersen, der er studerende og bor på Amager.
– Vi bor tæt på Amager Fælled. Det er det eneste vilde natur, der findes i området. Jeg kommer fra landet, så det er skønt, at der er noget vild natur med får og andre dyr, som man kan tage ud til. Når man bor i en lille lejlighed, er det rart at komme ud. Og så er det vigtigt, at vi bevarer biodiversiteten, der er stærkt nedadgående, fortæller Astrid Andersen til Arbejderen.
Kampen for de grønne områder slutter ikke med søndagens demonstration.
Søndag den 30. maj slår demonstranterne ring om den del af den planlagte byggeplads på Amager Fælled, der endnu ikke er hegnet ind.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.