En undersøgelse af retssikkerhedsfølelsen i Danmark viser, at vores mistillid til de danske myndigheder er vokset. Det er Advokatrådet, som står bag undersøgelsen, som i år blandt andet omfatter tilliden til myndighederne og brugen af varetægtsfængsling.
Tilliden falder til både de kommunale, regionale og statslige myndigheder. Som det fremgår af nedenstående fra Retssikkerhedsanalysen 2024, så falder gruppen af borgere, som føler en høj tillid til myndigheder, og omvendt stiger gruppen af borgere, som oplever en lav tillid. Den procentuelle udvikling løber over bare et år.
Af årsager nævnes som de fem mest udbredte:
- For ineffektiv sagsbehandling: 56 procent
- Utilstrækkelig kontrol og tilsyn med offentlige myndigheder: 49 procent
- Mediedækning af skandaler i offentlige myndigheder: 48 procent
- Manglende gennemsigtighed i beslutningsprocesser: 47 procent
- Negative personlige erfaringer med offentlige myndigheder: 32 procent
For de personer, som selv har været i tæt kontakt med myndighederne med en decideret sag, er det hele 36 procent, som ikke har tillid til, at myndighederne har fulgt loven. Og de har noget at have kritikken i.
Sønderlemmende kritik fra advokaterne
Advokatrådet har også spurgt i egne rækker, og det er ikke artige resultater, der dukker op. 50 procent af de adspurgte advokater har haft konkrete oplevelser fra deres virke, hvor de mener, at myndighederne ikke har overholdt gældende lovgivning. For skatteadvokaterne er det 84 procent.
Som de fem største årsager til at myndigheder ikke har overholdt gældende lovgivning, angiver advokaterne:
- Utilstrækkelig uddannelse af medarbejdere: 64 procent
- Misforståelser eller fejlfortolkninger af lovgivningen: 62 procent
- Manglende ressourcer: 59 procent
- Mangelfulde procedurer eller arbejdsgange: 45 procent
- Politisk pres eller indflydelse: 43 procent
Varetægtsfængsling
“Nelson Mandela sagde noget i retning af, at man ikke kender en nation rigtigt, før man har set indersiden af dens fængsler. Det er rammende. For måden, vi behandler vores indsatte, er, som jeg ser det, den fineste vægt, vi kan veje vores nations ordentlighed på. Og der ligger Danmark desværre meget lavt, som det er nu.” Sådan lyder et citat af forsvarsadvokat Anders Schønnemann.
FN’s Torturkomite har så sent som i november sidste år kritiseret Danmarks overdrevne brug af varetægtsfængsling. Danmark er blandt de lande i EU, som varetægtsfængsler mest og i lang tid.
I den årlige retssikkerhedsanalyse fra Advokatsamfundet bliver varetægtsfængslingen udsat for en voldsom kritik. Hele 38 procent af de indsatte sidder i varetægt i Danmark. “En bekymrende høj andel”, lyder reaktionen fra Advokatsamfundet.
Følgende taler for sig selv:
Hver anden advokat har oplevet sager, hvor de mener, myndighederne ikke har overholdt lovgivningen. 73 procent af de adspurgte strafferetsadvokater mener, at omfanget af varetægtsfængslinger i Danmark er væsentligt større end nødvendigt; 79 procent mener, at tiltalte i Danmark ofte sidder varetægtsfængslet for længe, og endelig har 64 procent af de adspurgte strafferetsadvokater inden for de seneste to år oplevet tilfælde, hvor de mener, deres klienter er blevet varetægtsfængslet på et for tyndt grundlag.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.