Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
Det danske fragtskib Marianne Danica, der i denne måned afleverede 27 ton “eksplosivt materiale” til Israel, udgør blot det seneste kapitel i en årtier lang historie om dansk skibsfarts transport af våben til undertrykkende regimer i krig – enten mod deres nabolande eller mod deres egne befolkninger.
Marianne Danica – der er ejet af rederiet H. Folmer & Co i København – forsøgte i sidste måned at lægge til kaj i den spanske havneby Cartagena.
Hvorfor stiller danske rederier skibe til rådighed for et krigsførende regime som Israel, der dræber civile i tusindvis?
Henrik Berlau, tidligere formand for Sømændenes Forbund
Svaret fra de spanske myndigheder kom prompte: Det danske våbenskib er ikke velkommen i spansk farvand eller i spanske havne.
Skibet havde nemlig 27 ton “eksplosivt materiale” med ombord, der skulle sejles til Israel.
Budskabet fra Spaniens udenrigsminister José Manuel Albares til det danske rederi – og alle andre rederier, der forsøger at sejle våben til Israel via Spanien – er ikke til at tage fejl af.
– Dette vil være en konsekvent politik over for ethvert skib med våben til Israel, som ønsker at anløbe spanske havne. Udenrigsministeriet vil systematisk afvise sådanne mellemlandinger af en indlysende grund. Mellemøsten har ikke brug for flere våben, men for mere fred, fastslog udenrigsministeren.
Mærsk er med
Fragtskibet Marianne Danica er ikke det eneste danske skib, der sikrer Israel forsyninger.
Den danske rederigigant Mærsk sejler i fast rutefart til Israel og har indført et såkaldt “krigsgebyr” på at sejle gods til Israel. Priserne for 20- og 40-fods containere stiger med henholdsvis 50 og 100 dollars.
De danske skibe med kurs mod Israel er i forvejen tvunget ud på en større omvej uden om Afrika, fordi de risikerer at blive angrebet af Ansar Allah (der i Vesten bliver omtalt som “Houthi-bevægelsen”). I solidaritet med den palæstinensiske civilbefolkning, som Israel tæppebomber, angriber de såkaldte houthier skibe, der sejler i Det Røde Hav med forsyninger til Israel.
Hvorfor støtte en stat anklaget for folkemord?
I Birkerød vækker de danske våbensejladser til Israel minder hos Henrik Berlau, tidligere formand for Sømændenes Forbund.
I årtier har danske skibe fragtet våben til verdens krigs- og konfliktzoner, hvor de risikerer at blive brugt til at krænke krigens love og menneskerettighederne.
– Danmark er verdensmester i våbensejlads. Der findes danske rederier, der er villige til at sejle våben til enhver, der vil betale for det. Derfor er der god grund til at sætte fokus på danske rederiers involvering i Israels krig mod Gaza. H. Folmer & Co er formodentlig langtfra det eneste danske rederi, der sejler forsyninger til Israel, siger Henrik Berlau til Arbejderen.
Han undrer sig over, hvad der får et dansk rederi til at sejle våben til Israel, der i disse dage bomber civile palæstinensere og civile bygninger som boligblokke og hospitaler.
Mindst 37.200 palæstinensere – de fleste af dem kvinder, børn og ældre – er blevet dræbt af Israel siden den 7. oktober.
– Hvorfor stiller danske rederier skibe til rådighed for et krigsførende regime som Israel, der dræber civile i tusindvis? Hvorfor tager de danske rederier og dansk våbenindustri parti i konflikten til fordel for et regime, der er anklaget for at have begået folkemord? Hvorfor tager dansk erhvervsliv aktiv del i Israels folkemord på palæstinenserne? Og hvornår tager den danske stat ansvar, og forbyder at producere og transportere våben til Israel, spørger Henrik Berlau.
Han uddyber:
– Når man sejler 27 ton spængstof til Israel på et tidspunkt, hvor Israel tæppebomber Gaza, så er man fuldt bevidst om, hvad det sprængstof skal bruges til, og hvad det er for en forretning, man har gang i. Våbensejladsen sker kort efter, at FN’s internationale domstol er kommet med en klar kendelse, der kræver et stop for Israels bombardementer. Men det er det danske rederi ligeglade med og sender i stedet endnu flere bomber til Israel. Det er usmageligt, mener Henrik Berlau.
Forbud i Spanien
Han hæfter sig ved, at Spanien har udstedt et forbud mod det danske våbenskib:
– Der skal altså noget til, før man forbyder al sejlads for et skib i sine farvande. Der findes en række internationale retningslinjer, der garanterer den frie sejlads. Alligevel slog den spanske udenrigsminister fast, at det danske skib ikke er velkommen. Det er et vigtigt politisk signal, der er helt på sin plads. Sprængstoffet ombord på det danske skib skal sandsynligvis bruges mod palæstinenserne i Gaza.
Henrik Berlau undrer sig over, at den danske regerings tavshed over for det danske våbenskib.
– Jeg finder det forargeligt, at den danske regering ikke har reageret. De lukker bare øjnene. Det gjorde man også, da danske rederier sejlede våben til apartheidregimet i Sydafrika, siger han.
I dag er Henrik Berlau gået på pension. Men han følger stadig med i danske rederiers sejladser rundt om i verden.
Han bruger sporingssiden Wesselfinder til at finde ud af, hvor danske skibe kendt for våbensejlads befinder sig her og nu, og hvor de er på vej hen.
Tjente fedt på at forsyne apartheidregimet med våben
I 1980’erne var Henrik Berlau med til at afsløre, hvordan danske rederier i årevis sejlede våben til apartheidregimet i Sydafrika, der bekæmpede frihedsbevægelsen ANC, som blev ledet af Nelson Mandela.
I 1977 vedtog FN et forbud mod at sejle våben til Sydafrika. Året efter blev FN’s forbud implementeret i den danske straffelov.
Men på trods af forbuddet fortsatte danske rederier med at sejle våben og ammunition til apartheidregimet i Sydafrika.
– Der er ingen tvivl om, at adskillige tusinde mennesker, der kæmpede for sortes rettigheder i Sydafrika, er blevet slået ihjel med de her våben. Derfor endte FN med at vedtage et forbud mod at forsyne Sydafrika med våben, fortæller Henrik Berlau.
Som formand for Sømændenes Forbund havde Henrik Berlau dagligt kontakt til søfolk ombord på de danske skibe. Deres oplysninger var afgørende for, at danske rederier blev afsløret i at sejle våben til Sydafrika.
Afsløringerne af de danske rederiers systematiske våbensejladser til Sydafrika skete med hjælp fra danske søfolk ombord på skibene.
– Søfolkene tog fotos af skibenes logbøger. Ofte stod der i logbøgerne, at skibet var i Mozambique. Men det passede ikke. For de samme søfolk kunne ved hjælp af fotos dokumentere, at skibet i virkeligheden lå i havnebyen Durban i Sydafrika, fortæller Henrik Berlau til Arbejderen.
Han uddyber:
– På et foto kan man tydeligt se, hvordan det danske skib Anna Nova sejler ind i Durban Havn i Sydafrika. Skibet har hejst både Dannebrog og flaget, der signalerer til andre skibe, at de skal vige, fordi det har farligt gods i lasten. Det var jo et tydeligt bevis på, at skibet sejlede våben til apartheidregimet i Sydafrika.
Søfolkenes hyresedler viste også mystiske udbetalinger i den sydafrikanske valuta, rand, på tidspunkter, hvor skibene ifølge logbøgerne slet ikke skulle have været i Sydafrika.
Det var disse fotos og hyresedler, der gjorde Sømændenes Forbund i stand til at afsløre danske rederiers ulovlige transporter af våben til Sydafrika.
– Vi samarbejdede også med havnearbejderne i de havne, hvor våbnene blev læsset. Havnearbejderne fortalte os, når de havde læsset våben på et dansk skib, der var på vej til Sydafrika.
Afsløringer førte til domme
Sømændenes afsløringer førte til, at 16 rederier blev dømt for at have overtrådt FN’s forbud mod våbeneksport til Sydafrika.
I anklageskrifterne mod de danske rederier kan man læse det enorme omfang af den danske våbenhandel til Sydafrika i en tid, hvor kampen mod apartheidregimet var på sit højeste.
Jeg ville ønske, at de store solidaritetsdemonstrationer for Palæstina en dag går forbi rederiet H. Folmer & Co. Det fortjener de.
Henrik Berlau, tidligere formand for Sømændenes Forbund
Eksempelvis fragtede et skib fra rederiet Trigon 625 ton granater, brandrør, tændsatser til Sydafrika i 1979. Året efter sejlede et skib fra samme rederi 400 ton ammunition til Sydafrika.
– Ammunitionen er formentlig blev brugt til at dræbe tusindvis af mennesker – ikke bare i Sydafrika, men også i apartheidregimets krige mod sine nabolande, vurderer Henrik Berlau.
Han uddyber:
– Det var helt på sin plads, at rederne blev dømt. Efter Anden Verdenskrig slog Nürnberg-processen fast, at civile virksomheder, der samarbejdede med naziregimet, var skyldige, fordi de vidste eller burde have vidst hvad deres våben blev brugt til, understreger Henrik Berlau.
H. Folmer & Co.: En gammel kending
Rederiet H. Folmer & Co. – der i sidste måned blev afsløret i at sejle våben til Israel – er en berygtet gammel kending, når det gælder sejlads af våben. Rederiet har i årevis sejlet våben til konfliktlande.
I 2011 sejlede H. Folmer & Co. 19 ton ammunition til Egypten, der befandt sig midt i en borgerkrig. I 2017 leverede rederiet bulgarske våben til Saudi-Arabien.
– Saudi-Arabien bruger slet ikke bulgarske våben. Derfor har Saudi-Arabien sandsynligvis videreeksporteret våbnene til et konfliktland, hvor de er blevet brugt til at slå mennesker ihjel, eller de kan være endt i hænderne på terrorister. Der er ingen, der aner, hvad der er blevet af de våben, fortæller Henrik Berlau.
– Jeg ville ønske, at de store solidaritetsdemonstrationer for Palæstina en dag går forbi rederiet H. Folmer & Co. Det fortjener de. Spanien har meldt klart ud, at det danske skib – og alle andre skibe, der sejler våben til Israel – ikke er velkomne. Det bør de heller ikke være i Danmark, fortsætter han.
Danske rederier forsynede også både Irak og Iran med våben i 1980’erne, mens store dele af verden havde indført et forbud mod at levere våben til de to lande.
– Der er mange forældreløse børn i Iran og Irak, der kan “takke” de danske rederiers sejlads af våben for, at de ikke længere har en mor eller far, siger Henrik Berlau.
Sømænds beretninger
Det var ikke kun ulovlige våbensejladser, som de aktive danske søfolk fik afsløret.
I 1979 vedtog FN’s generalforsamling med et stort flertal en olieblokade mod Sydafrika. 107 lande – heriblandt Danmark – stemte for.
Men året efter – den 23. oktober 1980 – stod en sømand på et A.P. Møller-skib frem i Århus Folkeblad og fortalte, hvordan Mærsk systematisk omgik FN’s generalforsamlings krav om at boykotte Sydafrika.
– Mærsk sejlede systematisk olie til Sydafrika i en periode, hvor apartheidregimet ellers ikke kunne få olie, fordi mange lande fulgte FN’s beslutning om at boykotte landet, fortæller Henrik Berlau.
Han uddyber:
– Vi havde kontakt til danske søfolk på skibene, der kunne fortælle om, hvordan de i åben sø omlastede store olielaster for at skjule, hvem der sendte og modtog olien. Og de berettede om, hvordan de malede navnene på skibene over for at skjule skibets virkelige navn, og undgå at det kunne forbindes til de ulovlige olietransporter.
De Maritime Fagforeninger mod Apartheid
Derfor dannede Sømændenes Forbund sammen med sømændsfagforbund i Storbritannien og Australien og Det Internationale Transportarbejderforbund i 1984 “The Maritime Unions Against Apartheid” (De Maritime Fagforeninger mod Apartheid) med det erklærede formål at forsøge at stoppe olietransporterne til apartheidregimet.
– Vi besluttede, at vi ville gøre alt, hvad vi kunne for at gøre FN’s olieblokade så effektiv som mulig og forsøge at forhindre, at der blev sejlet olie til Sydafrika, fortæller Henrik Berlau.
Med dannelsen af The Maritime Unions Against Apartheid blev søfolkenes kamp mod apartheidregimet for alvor sat i system. Der blev trykt 10.000 foldere og plakater og udarbejdet spørgeskemaer på fem sprog, som på tværs af verden blev sendt til søfolk, fagforeninger, sømandsklubber, sømandskirker, sømandshjem og andre steder, hvor søfolkene kom.
– Formålet med kampagnen var at opfordre søfolk til at oplyse, om de var med til at transportere våben, olie eller andet gods til Sydafrika. Vi opfordrede dem til at indberette navnet på skib og rederi og oplyse, hvor og hvad de havde lastet, fortæller Henrik Berlau.
Afsløringer
De danske søfolk samarbejdede blandt andet med den hollandske researchgruppe Shipping Research Bureau, der havde specialiseret sig i at efterforske rederier, som sejlede olie til Sydafrika. Samarbejdet resulterede blandt andet i en afslørende kortlægning af Mærsks omfattende oliesejladser til Sydafrika.
Søfolkene og researchgruppens afslørede, at apartheidregimet og de danske rederier gjorde alt, hvad man kunne for at sløre olietransporterne til Sydafrika.
Destinationer blev forfalsket. Rederierne oplyste ikke, at de var i Sydafrika. Og olien blev pumpet fra andre skibe til søs for at sløre, hvor olien kom fra.
Alene i perioden oktober 1979 og februar 1981 sejlede Mærsk 18 skibe til Sydafrika med en samlet vurderet last på 4,3 millioner ton til en datidsværdi af 900 millioner dollar.
I 1980’erne afslørede den hollandske researchgruppe Shipping Research Bureau, at Mærsk leverede 20 procent af apartheidregimets olie.
De fleste Mærsk-tankere kunne laste mellem 200.000-340.000 ton olie. Dermed var A.P. Møller den største enkeltleverandør af olie til det sydafrikanske regime.
Ifølge researchgruppen angav Mærsk falsk destination, når de sejlede skib efter skib til Sydafrikas olieterminaler.
– Søfolkenes afsløringer og olieblokaden mod Sydafrika var afgørende for, at der blev sat en stopper for apartheidregimet. Uden olie havde regimet svært ved at holde militæret og resten af samfundet kørende, forklarer Henrik Berlau.
Da apartheidregimet var nedkæmpet, og ANC’s leder Nelson Mandela for første gang besøgte Danmark i 1992, takkede han de danske søfolk og erklærede, at olieblokaden var en af de vigtigste årsager til, at apartheidregimet blev væltet.
Af samme årsag var Henrik Berlau blandt de fire danskere, der blev inviteret til Sydafrika for at overvære, da Nelson Mandela i 1994 skulle indsættes som præsident.
Dansk lovgivning er for slap
I dag kan danske skibe fortsat frit sejle våben til krigsførende og undertrykkende regimer som Israel. Derfor er kampen ikke slut, understreger Henrik Berlau.
– De bomber, som det danske skib har transporteret til Israel, er købt i Indien. Derfor er de danske myndigheder slet ikke involveret i våbentransporten. Det er de indiske myndigheder – der samtidig har en klar interesse i at sælge våben – der har givet det danske rederi en eksporttilladelse, oplyser Henrik Berlau.
Han kritiserer den danske lovgivning for at være alt for slap og give frit spil for rederier, der tjener store summer på at sejle våben til undertrykkende regimer, der krænker menneskerettighederne og krigens love.
Hvis et rederi vil fragte våben til et konfliktland, så skal man ikke have tilladelse fra nogen danske myndigheder, fortæller Henrik Berlau:
– Det er dybt problematisk. Det har gjort danske skibe eftertragtede blandt våbenhandlerne, der har behov for at få transporteret dødbringende våbenudstyr for milliarder af kroner. Dermed er danske rederier med til at undergrave FN’s og andre landes forsøg på at stoppe strømmen af våben til konfliktlande. Danmark bør ikke stille skibe til rådighed for at sejle våben til hele verden.
Han fortsætter:
– I øjeblikket findes der ingen dansk lovgivning, der regulerer dansk sejlads med våben til lande i krig og konflikt. Det betyder, at de danske rederier har frit spil, mens andre lande har langt strengere regler for deres skibe. Vi har adskillige gange krævet, at Danmark indfører den samme procedure, som når danske virksomheder vil producere og eksportere våben.
Han opfordrer Folketinget til at vedtage lovgivning, der pålægger rederierne at indhente en godkendelse hos eksempelvis Justitsministeriet eller Rigspolitiet, hver gang de vil sejle med våben.
Det vil ligestille de danske rederier, der transporterer våben, med de virksomheder, der producerer og eksporterer våben. De danske våbenfirmaer skal nemlig som udgangspunkt søge en eksporttilladelse hos Rigspolitiet.
– Så længe der reelt ikke er nogen regler, er der frit spil, og rederierne kan sejle med våben vil konfliktlande uden at spørge nogen, kritiserer Henrik Berlau.
I løbet af de 40 år han har beskæftiget sig med danske rederiers våbensejladser, har han fået kendskab til mellem 250 og 300 konkrete våbentransporter.
– Formålet med transporterne er at sikre våben, ammunition og andet militært udstyr, der i sidste ende betyder, at nogle kommer til at dø, for at et undertrykkende regime kan bevare magten, slutter Henrik Berlau.
Læs også
Indland
Glemmer I, så husker vi
Dengang de borgerlige gav Mandela den kolde skulder og holdt hånden under apartheid
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
