Læserbrev
Tirsdag den 1. juni er en gråvejrsdag med småregn på Christiansborg Slotsplads. Formiddagstrafikken får selskab af en vogn fyldt med skrigende studenter, der suser rundt om hjørnet til Folketinget. Men midt i den danske dagligdag sidder en flok mennesker, som, med deres egne ord, er i protest mod regeringens beslutning om at sende syriske flygtninge hjem til den sikre død i Syrien.
I femten dage har de syriske flygtninge demonstreret ved at gennemføre en sit-in foran Christiansborg, hvis front er dækket af bannere med budskaber som: “Syrien er ikke sikkert” – “Stop med at lege med vores liv og vores børns liv og fremtid”, “Nej til paradigmeskiftet” og “Vi elsker Danmark”.
Over 50 stole er placeret i en stor halvcirkel med front mod indgangen til Folketinget. Demonstranter og frivillige bærer telte og pavilloner ind på pladsen, så de kan sidde i ly for regnen. Det er tidligt på dagen, og folk er på arbejde, så på nuværende tidspunkt er kun en lille forsamling af demonstranter til stede.
Solidaritet med gråd i stemmen
Arbejderen møder Mohammad Almalees. Han er en 30-årig mand, der kom til Danmark som syrisk flygtning i 2015. I Syrien var han revisor for et cateringfirma i Damaskus Lufthavn. I Danmark arbejder han som opstiller på fabrikken GNK Wheels i Lunderskov. Mohammad bor i Vejen, men han har den seneste uge været i København for at deltage i den lange protest.
Før Mohammad får besvaret Arbejderens første spørgsmål, henvender en ældre kvinde sig til ham og hans ven. Hun siger: “Tror I, at jeres protest hjælper? Det skal hjælpe.” Hvortil Mohammad svarer: “Ja, vi giver ikke op.”
– Vi andre kan jo ikke gøre andet end at gå forbi her og deltage i protesten. Men jeg kommer helt fra Nordsjælland, så jeg kan ikke komme herind hver dag, sukker den ældre dame med tårer i øjnene og gråd i stemmen.
– Tusind tak fordi at du kommer og støtter os, svarer Mohammad.
(Fotograf: Klaus-Henrik Andreasen)
Mohammad fortæller Arbejderen, at de mange danskeres støtte til deres kamp for at blive i Danmark betyder meget.
– Problemet er bare de politikere, der sidder i det danske parlament, siger han.
“Syrien er ikke sikkert”
Mohammad Almalees mener ikke, at Danmarks socialdemokratiske regering har handlet retfærdigt i beslutningen om, at Syrien nu er sikkert nok til, at Danmark kan hjemsende mennesker, som er flygtet fra landet. Danmark og Ungarn er de eneste lande i Europa, der vurderer Syrien som værende sikkert.
– Hvordan kan Syrien være sikkert? Vi har russere, vi har iranere, vi har amerikanere, irakere, tyrkere og Libanons Hezbollah, der alle kæmper i Syrien. Der er rigtig mange forskellige soldater i vores land, påpeger Mohammad.
Mette Frederiksen og Mathias Tesfaye, dette er en besked til jer. Vi står overfor dødsstraf i Syrien.
Mohammad Almalees, syrisk flygtning
Han forklarer, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt han har lyst til at tage tilbage til Syrien eller ej: “Jeg kan ikke tage tilbage”, fastslår han. Foruden udenlandske magters krighærgen er Mohammad bange for at vende tilbage til Syrien, fordi landet stadig ledes af præsident Bashar al-Assad.
– Hvis jeg vender tilbage, så bliver jeg slået ihjel med det samme, fordi jeg forlod landet, da jeg blev indkaldt til at kæmpe i militæret. Derfor bliver jeg regnet som en forræder, hvilket betyder dødsstraf, forklarer Mohammad og fortsætter:
– Min familie og jeg har desuden deltaget i demonstrationer mod Assad i både Syrien, Danmark og Tyskland. Regeringen har en facebookside, der holder øje med alle kommentarer, videoer og hvem, der deltager i demonstrationer, som modsætter sig Assad. Vi ved, at mennesker, der modsætter sig Assad, kan blive tortureret.
“Et internationalt spil”
Også Tarek Saad Eddin, der er en syrisk flygtning på 57 år, mener, at Danmarks regering “har begået en stor fejl” ved at beslutte, at Syrien er sikkert nok til at hjemsende flygtninge. Tarek har med sin kone og tre børn boet i Danmark i seks år.
I Syrien var han advokat, i Sønderborg havde han et pizzeria, indtil han for nyligt fik et brev om, at han skulle hjemsendes.
Tarek har deltaget i sit-in-protesten foran Christiansborg i seks dage og vil fortsætte fire dage mere. Men han har tænkt sig at komme tilbage igen og igen for at presse regeringen til at trække sin beslutning tilbage. Tarek mener heller ikke, at Syrien er sikkert. Det skyldes blandt andet udenlandske magters kamp for dominans i Syrien.
(Fotograf: Klaus-Henrik Andreasen)
– Min kære ven, det her er et internationalt spil. Alle regeringer i verden konkurrerer om at være den mest magtfulde. I dag er USA nummer et, men både Rusland og Tyrkiet kæmper for at blive nummer et, og de er alle sammen i Syrien. Her kæmper både USA, Rusland, Tyrkiet, Iran, Frankrig, Storbritannien, Danmark, og Israel er også om bord, understreger Tarek.
– Og så har vi den her dræber, Bashar al-Assad, og han er stadig præsident, fortsætter han.
Ifølge Tarek kan man i Syrien blive straffet for at være modstander af al-Assad. Han fortæller, at regeringens soldater stopper civile på gaden for at spørge deres børn, hvad de synes om præsidenten.
– For omkring otte år siden kørte jeg i min bil og blev stoppet for et sikkerhedstjek. Min datter på fem år sad på bagsædet og spiste is. Soldaten spurgte hende, om hun kunne lide Bashar al-Assad. Jeg blev meget nervøs og tænkte, “åh min gud, hvad vil hun mon svare”. Så svarede min datter, “jeg har ikke tid til dig, jeg spiser min is”. Og så lod soldaten os heldigvis gå, griner Tarek.
Bygget på usandfærdig rapport
Udlændingestyrelsen og udlændingeminister Mathias Tesfaye bygger deres sikkerhedsmæssige vurdering af Syrien på to rapporter. Rapporterne konkluderer, at Damaskus er sikker nok til, at flygtninge kan vende tilbage til den syriske hovedstad.
Den 21. april kunne B.T. dog afsløre, at 11 ud af rapportens 12 navngivne kilder tager afstand fra rapportens konklusioner. Otte af eksperterne gik desuden sammen i en fælles udtalelse og fordømte den danske beslutning om at sende flygtninge tilbage til Syrien.
Den tidligere advokat og syriske flygtning Tarek Saad Eddin mener derfor ikke, at rapporten kan retfærdiggøre, at flygtninge sendes tilbage til Damaskus eller noget andet sted i Syrien.
– I Danmark lavede man en rapport, som 11 ud af 12 kilder ikke mener er sandfærdig. Den ene person, der stadig støtter rapporten, er general i den syriske hær, og han er blevet hyret af Assad. Hvordan skulle generalen kunne sige, at Syrien ikke er et godt land, spørger Tarek.
En opsang til regeringen
Mohammad Almalees fortæller, at han stadig er psykisk mærket fra sine oplevelser under krigen i Syrien. Han husker at sidde i sit hjem med familien og høre lyden af flyvemaskiner efterfulgt af store brag fra bomber.
– Du ved ikke, om bomberne rammer ved siden af dig eller over dig. Og bomberne brager igen og igen. Du tænker på, om du måske dør om lidt, eller om din nabo dør, fortæller Mohammad.
(Fotograf: Klaus-Henrik Andreasen)
Når han i dag hører flyvemaskiner eller høje lyde på fabrikken, hvor han arbejder, kan det fremkalde de samme følelser som fra krigen i Syrien. Mohammad kan stadig blive bange for at dø. Traumer fra krigen kombineret med frygten for al-Assad gør, at han vil kæmpe til det sidste for, at han, hans forældre og tre søskende kan blive i Danmark.
– Mette Frederiksen og Mathias Tesfaye, dette er en besked til jer. Vi står overfor dødsstraf i Syrien, fordi at vi er modstandere af Assad. Vi skal ikke betale prisen for, at I arbejder sammen med en diktator, understreger Mohammad og fortsætter:
– Hvordan kan Syrien være sikkert, når den danske ambassade i Syrien er lukket af sikkerhedsmæssige årsager?
Mohammad slår desuden fast, at flygtninge er rigtige mennesker, hvis liv ikke bør bruges som brikker i et politisk spil.
– Vi står her i dag for at sige nej til paradigmeskiftet. Vi viser politikerne, at vi ikke er brikker i et politisk spil. Vi er mennesker ligesom jer. Vi har følelser, vi har hjerter.
Kæmper for familien
De to syriske flygtninge Mohammad og Tarek fortæller begge Arbejderen, at de først og fremmest protesterer mod hjemsendelserne, fordi de er bekymrede for deres familier.
– Min datter går i første klasse. Hendes lærer spurgte hende, hvad Danmark betyder for hende. Min datter svarede, at hun kom til Danmark for seks år siden og ikke kan huske hendes hjemland. Alt, hun kan huske, er Danmark, siger Tarek og fortsætter:
– Min datter sagde til sin lærer, at hendes forældre har fortalt, at vi havde et dejligt land, en dejlig by og et dejligt hjem. Alt var godt. Men alt blev ødelagt af krigen.
Tarek blev imponeret over datterens svar og spurgte hende, hvor hun fik alle de smukke ord fra, hvortil hun svarede, “De kom fra mit hjerte”.
– Jeg kæmper ikke for mit eget liv. Jeg har en familie, og det har alle, der protesterer her. Vi vil bare have fred og retfærdighed for vores familier, understreger Tarek.
Mohammads største bekymring er også hans families sikkerhed. Han fortæller om de tre lange år, som familien i Danmark måtte vente på, at hans far kunne blive familiesammenført, slippe væk fra krigen og komme til Danmark. Nu, to år efter, har Mohammads forældre og søster fået inddraget deres opholdstilladelser, og familien står igen til at blive splittet.
– Hvor er menneskeligheden, hvor er menneskerettighederne. Mette Frederiksen, min familie skal ikke sendes tilbage til Syrien, fastslår Mohammad.
Havner på udrejsecentre
Mennesker, der er flygtet fra krig og fået opholdstilladelse i Danmark, kan få deres opholdstilladelse inddraget, hvis regeringen beslutter, at deres hjemlande er sikre nok. Hvis de mennesker, der får inddraget deres opholdstilladelser, nægter at rejse hjem, bliver de tvunget til at bo på et såkaldt udrejsecenter.
FN har rettet skarp kritik af den danske asylpolitik. Det gælder både beslutningen om at sende familier, der er flygtet fra Syrien, tilbage, og det gælder de udrejsecentre, som mennesker havner på, hvis de ikke rejser til det land, de er flygtet fra, oplyser Amnesty International Danmark.
Ifølge Amnesty lever mennesker på udrejsecentret i Ellebæk som frihedsberøvede, selvom de ikke er kriminelle. Der er regler for, hvor mange daglige ture en indsat må gå i frisk luft – tre gåture for mænd og to for kvinder. Desuden er der forbud mod, at de indsatte har mobiltelefoner, og eventuelle gæster skal ansøge om at komme på besøg.
– Jeg ender med at havne på et udrejsecenter. I Danmark er et udrejsecenter ligesom et fængsel, det er et rigtig dårligt sted. Men okay, jeg bliver nødt til at adlyde ordre. Men hvorfor, hvordan er vi kommet hertil? som familiefaren Tarek formulerer det.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
