På gaden for en bedre aftale
Super super godt. Jeg glæder mig til at læse Mias indlæg
Log ind for at svareSocialpædagog Mia Kristina Hansen blev landskendt, da hun i 2016 var talsmand for de ansatte på bostedet Lindegården, der oplevede det forfærdelige, at en kollega blev dræbt.
Dengang var Mia Kristina Hansen en stærk fortaler for, at det ikke handlede om en vanvittig beboer, der dræbte en ansat, men om et meget sygt menneske, der ikke fik den nødvendige hjælp.
Også på andre områder har Mia Kristina Hansen i årevis kæmpet for sindslidendes vilkår. Hun er medstifter af både Foreningen for børn med angst og facebookgruppen #enmillionstemmer, der sætter fokus på de store problemer, mennesker med psykisk eller fysisk handicap har med at få den rette hjælp.
Det kendetegner hendes engagement, at hun på alle fronter arbejder på at skabe fællesskab, bekæmpe følelsen af afmagt, give psykisk sårbare en stemme og skabe håb om forandring.
I september sidste år blev Mia Kristina Hansen valgt som SIND’s nye landsformand. Hun afløste Knud Kristensen, der efter 12 succesrige år som formand ønskede at stoppe.
I dag starter den nye formand som blogger i Arbejderen og afløser også her Knud Kristensen, der i over fire år har været fast blogger i Arbejderen.
- Født i 1964. Bor i Roskilde.
- Formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed samt Foreningen for børn med angst, der er en del af SIND.
- Uddannet socialpædagog. Har blandt andet arbejdet med mennesker med udviklingshandicap og indenfor socialpsykiatrien.
- Var talsmand for de ansatte på det socialpsykiatriske bosted Lindegården i Roskilde, da de i 2016 protesterede og strejkede i protest mod arbejdsforholdene. Det skete, efter at en kollega var blevet dræbt af en meget syg beboer.
- Medstifter af facebookgruppen #enmillionstemmer, der sætter fokus på, hvor svært det er at få den rigtige hjælp til mennesker med udviklingshandicap samt psykisk eller fysisk handicap.
- Har to voksne sønner og en hund.
- Er i fritiden salsainstruktør, med i Stop Spild Lokalt og på anden måde aktiv i foreningslivet i Roskilde.
De sidste par måneder har Mia Kristina Hansen brugt til at komme ind i de mange nye arbejdsopgaver som formand.
– Jeg er vildt ydmyg, taknemmelig og stolt over at få den her rolle. Det er megastort for mig, siger Mia Kristina Hansen, som samtidig understreger, at der er mange nye ting, som skal læres.
– Selvom jeg har været 2. næstformand for SIND de sidste to år, er det anderledes udfordrende at være formand, at skulle stå i front og sætte sig selv i spil som person med risiko for at blive skydeskive for kritik, tilføjer hun.
Oplevede selv systemets svigt
Mia Kristina Hansens stærke engagement i sindslidendes vilkår stammer fra de oplevelser, hun selv havde med systemet, da hendes yngste søn for omkring 10 år siden udviklede alvorlig angst.
– Han var omkring 10 år, da han begyndte at mistrives. Skolen så ikke, at han havde det dårligt. Han kom kun i skole, når han kunne magte at tage sig sammen og skjule, hvor skidt han havde det. Skolen mente, at det var mig, der pressede ham for lidt, jeg oplevede en mistænkeliggørelse. Det blev mere og mere frustrerende, fortæller Mia Kristina Hansen.
– Jeg gik til vores egen læge. Han sagde, jeg skulle gå til kommunen, men kommunen sagde, at det ikke var deres sag. PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) sagde, at de kun tog sig af børn med indlæringsvanskeligheder. Jeg ringede til rådgivninger, som sagde, at jeg skulle gøre det, jeg allerede havde prøvet. Der var ingen hjælp at få, tilføjer hun.
Det handler ikke om bare at skrue på nogle enkelte knapper, så systemet virker. Der skal fokus på, hvad der skal til, for at mennesket får det bedre, ikke hvordan systemet kommer til at fungere bedre
Mia Kristina Hansen, formand for SIND
Sønnens angst udviklede sig så alvorligt, at han var væk fra skolen i to år fra 4. til 6. klasse. Han kunne slet ikke klare at være i klassen. I et halvt år var han så hårdt ramt, at hans mor var nødt til at være sammen med ham hele tiden og derfor blev sygemeldt fra arbejdet.
– Jeg var hos en familierådgiver, som sagde, at han ikke vidste meget om angst, men at han havde en bog om emnet, som jeg kunne låne. Til min søn sagde han, at han bare måtte lære at være alene hjemme. Jeg oplevede hele tiden, at systemet ville have mig til at presse mit barn til noget, der ikke var godt for ham. Jeg så jo, hvordan han lå sammenkrøbet på sengen og bare græd og hyperventilerede.
Det var en far til en anden elev i sønnens klasse, der blev familiens redning i den svære situation. Han er psykolog og var netop gået selvstændig med angstprogrammet Cool Kids. Det kom sønnen med i, og han fik derigennem nogle redskaber til at tackle sin angst.
I dag har han det godt, er i lære og har fået en høj grad af selvforståelse og viden om egne grænser.
– Hans fravær stoppede den dag, han startede på teknisk skole og blev mødt af en helt anden forståelse end i folkeskolen, siger Mia Kristina Hansen.
Efter det voldsomme forløb tænkte hun, at det her måtte kunne gøres bedre. Hun oprettede derfor i 2013 en side på Facebook, hvor hun beskrev, hvordan hun havde oplevet forløbet. Den blev hurtigt set af andre forældre i samme situation og førte til etablering af Foreningen for børn med angst. I dag er foreningen en del af SIND.
Det er typisk for Mia Kristina Hansen at tage handling og gøre noget for at samle folk i en svær situation, så man kan støtte hinanden og sammen gøre noget for at ændre forholdene.
Drab på kollega
Det samme skete, da en kollega på hendes arbejdsplads Lindegården i Roskilde i 2016 blev dræbt af en beboer. Kollegaerne fik Mia Kristina til at være deres talsmand, og fagforbundet FOA fik hende med i deres kampagne “Det skal stoppe nu”, der henviste til en række drab på ansatte i socialpsykiatrien.
– Op til drabet var arbejdsmiljøet på Lindegården rigtig hårdt. En del beboere var meget syge og havde også et misbrug. Vi kunne ikke få beboere indlagt på psykiatrisk afdeling, selvom de havde vrangforestillinger og psykoser. Ham, der endte med at slå min kollega Vivi ihjel, havde vi i lang tid prøvet at få indlagt. Han havde også selv prøvet at få hjælp. Men da han endelig blev indlagt, blev han hurtigt udskrevet igen. Når vi ansatte udtrykte bekymring over situationen, fik vi at vide, at det nu engang var den gruppe borgere, vi havde. Kunne vi ikke klare det, måtte vi søge et andet sted hen, forklarer Mia Kristina Hansen.
Hun var på arbejde i dagtimerne den langfredag i 2016, hvor drabet skete om aftenen. Bemandingen var meget stram med kun to ansatte i hver afdeling. I løbet af dagen blev der slået alarm, fordi en ansat var blevet slået af en beboer.
– Senere på dagen havde vi debriefing, hvor vi spurgte vores leder, hvad der skulle til for at ændre vilkårene. Vi remsede alle de beboere op for hende, som vi var nervøse for kunne blive voldelige. Jeg gik fra mødet sammen med Vivi og en anden kollega.
Om aftenen skete det, som de ansatte havde advaret mod. Vivi Nielsen blev stukket ihjel med en kniv. Straks efter fik de ansatte påbud om, at de ikke måtte arbejde alene, i alle situationer skulle de være to.
– Men vi var jo ikke mennesker nok til at arbejde på den måde. Vi fik kun lavet halvdelen af opgaverne. Det skabte endnu flere farlige situationer i tiden efter. Nogle sagde efter drabet, at det skete, fordi vi ikke var fagligt dygtige nok. Det passer ikke. Vi var super dygtige, men vi havde ikke tiden og ressourcerne til at bruge vores faglighed, fortæller Mia Kristina Hansen.
– Vi holdt et fagligt møde om situationen. Der fortalte jeg, hvordan jeg havde det. Det fik andre til at rejse sig og sige, at de havde det på samme måde. Vi fik oplevelsen af, at vi var i samme båd. Vi fandt fællesskabsfølelse frem.
De ansatte besluttede at gå i strejke i protest mod arbejdsmiljøet. Over 100 stemte for at strejke, mens kun to var imod. Strejken varede i ni dage, hvorefter et stort flertal besluttede at gå tilbage på arbejde.
De ansattes protest var medvirkende til, at der for en kort periode blev lavet nogle ændringer. Lindegården fik tilført ekstra penge, og de mest syge beboere blev flyttet til institutioner med en højere normering.
– Men det vigtigste var, at mange mennesker kom til at tale sammen om problemerne – ansatte, fagforeninger, brugere, pårørende. Vi fik sat psykiatrien på den politiske dagsorden, konstaterer Mia Kristina Hansen.
Med til at sætte politisk dagsorden
Op til folketingsvalget i 2019 var hun igen med til at sætte politisk dagsorden som medstifter af facebookgruppen #enmillionstemmer. Med initiativet blev der sat fokus på mennesker med handicap og psykisk sårbarhed samt deres pårørende i hele landet, som har problemer med at få den nødvendige hjælp til at leve et værdigt liv.
– Vi fik igen skabt et fællesskab og vist, hvor mange mennesker der står på sidelinjen uden at kunne få den nødvendige hjælp. De bliver afvist og mistænkeliggjort og må selv prøve at finde ud af lovparagrafferne.
Initiativet formåede at få sat ekstra fokus på handicapområdet. Men de store forbedringer venter de stadig på.
Forhåbninger til 10-årsplan for psykiatrien
Mia Kristina Hansen håber, at den 10-årsplan for psykiatriområdet, som regeringen arbejder med lige nu, vil skabe nogle af de hårdt tiltrængte forbedringer.
– Det vigtigste er, at der kommer en plan, som sikrer, at mennesket sættes før systemet. Det handler ikke om bare at skrue på nogle enkelte knapper, så systemet virker. Der skal fokus på, hvad der skal til, for at mennesket får det bedre, ikke hvordan systemet kommer til at fungere bedre, slår SIND-formanden fast.
SIND ønsker konkrete mål i planen, og at der bliver fulgt op på, om målene nås. Konkret ønsker foreningen et psykiatriråd, der en gang om året vurderer tingenes tilstand i psykiatrien, på samme måde som for eksempel Klimarådet gør på sit område.
Det skal være lettere for psykisk syge at få hjælp og blive indlagt, når der er behov for det, mener Mia Kristina Hansen.
– I dag er det svært at få hjælp. Andre vurderer, om du har brug for hjælp. Men man spørger jo ikke om hjælp, hvis der ikke er brug for det. Når man henvender sig om hjælp, skal man ledes hen til dér, hvor hjælpen er, uden at skulle løbe spidsrod mellem forskellige instanser.
For eksempel kan det være meget svært at blive godkendt til en plads i et psykiatrisk bofællesskab. SIND oplever også store problemer i beskæftigelsessystemet, hvor sindslidende presses ud i praktikker og arbejdsprøvninger, selvom de siger, at de ikke kan klare det.
– Systemet bliver ved med at presse, fordi reglerne siger, at du skal være i praktik i længere tid, før de kan vurdere, om du kan klare det, siger Mia Kristina Hansen.
På de psykiatriske afdelinger er der stor mangel på sengepladser. Det fører til situationer, hvor det ikke er det enkelte menneskes situation, der afgør, om vedkommende skal være indlagt, men i stedet behovet for at holde indlæggelsestiden på et lavt niveau og sikre sengepladser til andre der er mere akut syge.
Det er nogle af de problemer, som SIND ønsker, at 10-årsplanen skal rette op på. Det kræver flere penge til psykiatrien, men også at der ses på, hvordan de nuværende penge i systemet bruges på den bedste måde, understreger SIND’s formand.
For at bevare fingerspidsfornemmelsen for den aktuelle situation i psykiatrien har den nye formand besluttet at have nogle timers erhvervsarbejde ved siden af formandsjobbet. Hun arbejder blandt andet som støttekontaktperson for mennesker i socialpsykiatrien og som mentor for jobcentret.
Der er ikke mange timers fritid tilbage, når alle arbejdsopgaverne er løst. Men Mia Kristina Hansen får også tid til at være aktiv i foreningslivet i sin hjemby Roskilde. Hun er salsainstruktør og med i Stop Spild Lokalt, der ved højtiderne samler overskudsmad ind fra butikkerne og fordeler dem til økonomisk udsatte.
Derudover er hun aktiv i Roskildes foreningsliv i blandt andet Byens Hus.
– Også det handler om fællesskab og demokrati, som betyder meget for mig, fastslår den aktive formand.
Læs også
Indland
Oplæg til folketingsbeslutning
Fagligt oplæg til 10-årsplan for psykiatrien med dystert udgangspunkt og høj ambition
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
