Arbejdet med denne artikel er afsluttet den 29. marts. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2022.
Det er kun få måneder siden, at USA og dets allierede trak sig ud af Afghanistan efter et historisk nederlag. På trods af de ufattelige økonomiske og menneskelige omkostninger skabte man aldrig det demokratiske Afghanistan, som USA og skiftende danske regeringer lovede. Man efterlod et forarmet og ødelagt land, sådan som det også skete i blandt andet Irak og Libyen.
Med indbydelsen af amerikanske soldater til landet er Danmark på vej til for første gang i nyere tid at tillade fremmede soldater i fredstid.
Det er uden nogen sammenligning USA, som har startet flest krige, stået bag flest kup og brutale militærregimer, som har kostet millioner af mennesker livet. Det er USA, som har verdens største krigsbudget, er verdens største våbenproducent, og som uden sammenligning er verdens største eksportør af våben.
Historisk har USA spillet en meget negativ rolle i Ukraine. USA har kastet milliarder ind i Ukraine som støtte til splid, uro og terror. USA ønsker at dominere og kontrollere Ukraine og om muligt benytte det som led i omringningen af Rusland.
Det var USA, der var hovedkraften bag kuppet i Ukraine i 2014, som væltede landets demokratisk valgte regering og præsident.
Siden har Ukraine været præget af politisk ustabilitet og en borgerkrig mellem centralmagten i Kyjiv og de to russisktalende provinser i Donbass, Luhansk og Donetsk, som nægter at anerkende kupregeringen i Kyjiv.
I 2014 og igen i 2015 blev de såkaldte Minsk-aftaler indgået, som skulle stoppe kamphandlingerne og gennemføre en politisk dialog frem mod en ny forfatning, som blandt andet skulle sikre rettighederne for de otte millioner russisktalende borgere i Ukraine og give Donbass en høj grad af selvstyre. Men disse aftaler blev aldrig gennemført. I stedet fortsatte krigen mod Donbass.
Efter folkeafstemninger i Krim og Donbass besatte Rusland Krim, og Donetsk og Luhansk erklærede deres selvstændighed.
Det var den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, som var generalsekretær i NATO, da kuppet i Ukraine fandt sted i 2014. På USA’s vegne svang han dengang pisken over de europæiske NATO-lande og krævede oprustning, oprustning og oprustning – og udpegede Rusland som Vestens nye hovedfjende.
For USA var krisen i Ukraine fra første færd en mulighed for at stramme grebet om EU-landene og presse krigsbudgetterne i Vesteuropa op. Den daværende socialdemokratiske regering i Danmark besluttede at sende danske jagerfly til de baltiske lande, helt tæt på Ruslands grænse.
Men det var langtfra alle, der fulgte Anders Fogh Rasmussens opfordringer. Der var dengang stor modstand mod USA’s og Anders Fogh Rasmussens krav om oprustning, ikke mindst fra Tyskland. Blandt andet erklærede den fremtrædende CDU-politiker Peter Gauweiler:
“Hr. Rasmussen fra NATO er en af de brandmænd, der gerne slukker bål med benzin.”
Lige så interessant var den daværende tyske forsvarsminister Ursula von der Leyens (CDU) svar til Anders Fogh Rasmussen:
“Europa er lige kommet ud af eurokrisen. Europa har lige genvundet økonomisk stabilitet. Så skal den første diskussion ikke være, hvordan vi forhøjer forsvarsudgifterne.”
I dag er Ursula von der Leyen som bekendt formand for EU-kommissionen og følger i høj grad USA’s taktstok efter Ruslands invasion af Ukraine. På den måde udtrykker hun også det holdningsskred, der er sket i EU, og det kraftfulde greb, som USA i dag har om EU.
For USA var krisen i Ukraine fra første færd en mulighed for at stramme grebet om EU-landene og presse krigsbudgetterne i Vesteuropa op.
Under USA’s førerskab blev begivenhederne i Ukraine i 2014 og Ruslands efterfølgende besættelse af Krim på mange måder en udløsende faktor for den forstærkede kampagne mod Rusland, som i disse uger når et nyt højdepunkt.
USA er i årevis blevet svækket økonomisk. Derfor kæmper Washington med alle midler for at opretholde sin dominans og rolle som verdens stærkeste og eneste supermagt ved at spille med de militære muskler.
Men udviklingen går stærkt. Verden er på vej mod at blive multipolær, ikke mindst i kraft af Kinas hastige udvikling. I mange situationer er USA’s rivaler og modstandere blevet presset i armene på hinanden af USA’s aggressive udenrigspolitik.
Rusland (og Kina) er i stigende omgang udpeget som USA’s og NATO’s strategiske modstandere. I den sammenhæng er det værd at huske på, at de russiske militærudgifter kun er 13 procent af de amerikanske og 33 procent af EU’s. Med Tysklands nylige beslutning om oprustning vil de tyske krigsbudgetter overstige Ruslands, hvis økonomiske styrke, inden de omfattende sanktioner blev indført, lå på niveau med Italiens.
USA har gennem årene forsøgt at fastholde og udbygge den kontrol og dominans over Vesteuropa, som er opbygget siden Anden Verdenskrig. Set i det lys er kontrollen over EU-landenes energiforsyning et nøgleled. USA’s målsætning er at forhindre leverancer af russisk energi, ikke mindst gennem naturgasrørledningen Nord Stream 2.
I kampen om Nord Stream 2 har USA brugt en bred vifte af trusler mod Tyskland og de lande, som rørene passerer i Østersøen, herunder Danmark. Rørledningen er færdiggjort, men aldrig taget i brug på grund af de nye sanktioner. Også her har USA vundet en bemærkelsesværdig sejr.
Opgøret om energiforsyning fra Rusland betyder, at priserne i den seneste tid er skudt voldsomt i vejret. Og nu er EU-landene i gang med at indgå kontrakter om levering af langt dyrere gas fra USA. Dermed bliver de amerikanske gasproducenter en af de helt store vindere. Lukkes gashanerne fra Rusland, har EU-landene imidlertid fortsat et stort udækket energibehov.
USA har ligeledes vundet et vigtigt opgør omkring EU-landenes forsvarsudgifter: De øges i de kommende år til de to procent af bruttonationalproduktet, som USA i årevis har krævet.
De næsten altomfattende sanktioner mod Rusland har først og fremmest kostet forbrugere og virksomhedsejere i EU dyrt. USA’s økonomiske interesser i Rusland er langt mindre end EU-landenes. Således har sanktionerne, der blev indført, efter Rusland besatte Krim i 2014, kostet danske landmænd milliarder.
De seneste otte års borgerkrig i Ukraine og det russiske angreb på landet har ikke udviklet sig i et tomrum. Det er den foreløbige kulmination på de modsætninger og konflikter, der opstod i kølvandet på Sovjetunionens opløsning og sammenbruddet for de socialistiske lande i Østeuropa. Man kan kun forstå udviklingen i Ukraine i denne geopolitiske sammenhæng. Kernen ligger i forholdet mellem Rusland og USA/NATO.
En varig løsning på situationen kræver derfor en forhandlet politisk aftale, som sikrer både Ukraines og Ruslands legitime sikkerhedspolitiske interesser. Dette kernespørgsmål er helt fraværende i den politiske debat og mediernes dækning.
Alternativet til politiske løsninger er den direkte kurs mod en tredje verdenskrig.
Også derfor må Ruslands angreb på og krig i Ukraine fordømmes af alle fredselskende kræfter. Det er en åbenlys krænkelse af FN’s charter, som har skabt en gigantisk humanitær katastrofe, drevet millioner på flugt og kostet tusinder af mennesker livet. Men fordømmelserne må ikke stoppe her.
Søgelyset må rettes mod USA og NATO og den politik, man har ført siden Sovjetunionens opløsning. NATO har ekspanderet mod øst. Det startede med, at Vesttyskland opslugte Østtyskland. Derefter fulgte land efter land.
Først blev Polen, Tjekkiet og Ungarn optaget i NATO. De fik følgeskab af Bulgarien, Estland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. Senere fulgte Albanien, Montenegro og Nordmakedonien. På trods af mange advarsler er NATO’s ekspansion mod øst fortsat år efter år.
I 1997 blev der indgået en aftale mellem Rusland og NATO om, at der ikke blev udstationeret tropper og våben i Ruslands nabolande. Denne aftale har NATO siden ignoreret, som om Rusland ikke har legitime sikkerhedspolitiske interesser, som må tilgodeses for at sikre fred og sikkerhed for alle.
USA er klar til at støtte Ukraines krig mod Rusland, til den sidste ukrainer falder, og den sidste by er skudt i grus. Mere end fire millioner er allerede flygtet fra Ukraine, som står i en ufattelig humanitær katastrofe. Flygtningene modtages med åbne arme, men betingelsen for, at de kan vende hjem igen, er ubetinget en varig politisk løsning.
Kynisk udnytter USA og dets allierede Ukraine og dets befolkning som en spydspids i det strategiske opgør med Rusland, som man for enhver pris vil udmarve og svække strategisk.
USA har ingen interesse i en hurtig fredsafslutning. USA har indset, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO og ikke kan lægge jord til amerikanske atomraketter vendt imod Rusland. Derfor har vi heller ikke set noget udspil til politiske løsninger fra hverken USA eller NATO. De massive våbenforsyninger til Ukraines hær er imidlertid afgørende for at holde krigen kørende.
Hverken i Irak, Afghanistan eller Libyen var befolkningens interesser for alvor betydende for USA’s holdninger. Millioner af mennesker er blevet ofret på grund af den amerikanske imperialismes kyniske politik.
USA, NATO og for den sags skyld også den danske regering fokuserer på at opruste Ukraine og puste til Ukraines regerings illusion om, at den kan vinde krigen militært. Fraværet af krav om en forhandlet politisk aftale skriger til himlen. I stedet har den danske regering lige besluttet at sende yderligere 800 soldater til de baltiske lande. Det er ikke just noget, der fremmer en fredsaftale.
Som danskere må vi stille os selv flere spørgsmål. Er der kun én aggressor? Har Danmark og NATO intet ansvar? Hvorfor har man ikke udnyttet alle forhandlingsmuligheder for at skabe en ny sikkerhedsstruktur for Europa, som kunne tilgodese alle landenes interesser og ikke presse Rusland op i et hjørne? Hvad var det, de danske magthavere lærte af den fejlslagne krig mod Afghanistan?
Flere uger inden invasionen af Ukraine fremlagde Rusland 17 punkter som et traktatforslag til en politisk aftale om en ny sikkerhedspolitisk struktur for Europa. I historiens lys kan vi i dag se, at det var et sidste forsøg på at få en politisk aftale uden at starte krigen.
Udspillet til traktat med Vesten havde som erklæret formål at imødekomme Ruslands legitime sikkerhedspolitiske interesser, blandt andet gennem et aftalt stop for NATO’s ekspansion mod øst og etablering af Ukraine som et neutralt land. Hvad angår Ukraine betød det russiske traktatforslag en reel gennemførelse af Minsk-aftalerne og den nationale dialog, som er aftalt i disse.
NATO, EU og alle medlemslandene afviste at indgå i reel debat med Rusland. “Man vil ikke bøje sig for Ruslands afpresning.”
Rusland sendte ligeledes et brev til en række EU-lande – herunder Danmark – for at fremme en dialog. Den danske regering svarede ikke. I stedet offentliggjorde den danske regering, at den længe har forhandlet med USA og har planer om at placere amerikanske tropper i Danmark.
I mange år har den danske statsminister Mette Frederiksen benyttet enhver lejlighed til at lovprise USA som “Danmarks nærmeste allierede”. I denne tid ruller hun sig helt ud som krigerisk proamerikansk NATO-politiker.
Med det “nationale kompromis”, som NATO-partierne i Folketinget har indgået, fjernes alle reservationer. Der sættes fuld fart på dansk oprustning og integration i NATO. At kalde aftalen for et kompromis er i sig selv absurd. Den er på alle måder det mest omfattende knæfald for USA og NATO i mange årtier.
Aftalen indebærer en fordobling af de danske krigsbudgetter i løbet af få år. Milliarderne vil rulle til bomber, jagerfly og tanks – på bekostning af uddannelse, sundhed og ældrepleje. Samtidig vil de mange sanktioner mod Rusland svække den økonomiske vækst. Voldsomme prisstigninger på blandt andet energi og fødevarer har allerede haft meget alvorlige konsekvenser for almindelige mennesker. Den samlede udvikling i regeringens politik vil ligeledes være en bombe under den helt nødvendige grønne omstilling.
Regeringen har ligeledes sat kursen mod et opgør med den militære EU-undtagelse og for første gang nogensinde sendt våben til et krigsførende land.
Mette Frederiksen valgte at lovprise, hvad der er kaldt “det nye jerntæppe i Europa”, som nu rulles ud omkring Rusland. Men et splittet og stridende Europa er ikke i folkenes interesse. Det vil styrke USA og krigsmagerne, og våbenindustrien har udsigt til historisk stor profit.
Med indbydelsen af amerikanske soldater til landet er Danmark på vej til for første gang i nyere tid at tillade fremmede soldater i Danmark i fredstid. Venstre og Konservative åbner endog for atomvåben i Danmark, hvis USA måtte ønske det.
Den danske regering har ligeledes støttet EU-censur mod russiske medier – i åbenlys modstrid med grundlovens bestemmelse om, at der ikke må indføres censur i Danmark. Ikke ét kritisk ord er der faldet fra det officielle Danmark over den stramme censur, der er indført i Ukraine, eller for den sags skyld forbuddet mod elleve politiske partier, der tilsammen udgør den politiske opposition i landet. Mange andre eksempler kunne nævnes.
Krigen i Ukraine har betydet, at Danmark endnu engang blindt følger i halen på USA. Vi har oplevet det mange gange før, blandt andet da Danmarks neutralitetspolitik skulle skydes i smadder, så landet kunne blive et af de stiftende medlemmer af NATO i 1949.
Marshall-planen (1948-1953) var officielt en amerikansk økonomisk hjælpepakke til at bidrage til genopbygningen af Vesteuropa efter Anden Verdenskrig. Men de mange milliarder dollars havde klare politiske, økonomiske og militære formål og var et nøgleled i USA’s udenrigspolitiske strategi.
Efter krigen ønskede USA hurtigt at skabe politisk stabilitet og økonomisk vækst i Vesteuropa. Marshall-planen var således et led i en samlet plan for at inddæmme Sovjetunionen og forhindre, at andre lande tilsluttede sig den socialistiske lejr. Vesteuropas økonomi skulle i stedet integreres med og underlægges USA’s.
Marshall-planen udgjorde et centralt element i udviklingen af Den Kolde Krig og blev hurtigt suppleret med sikkerhedspolitiske og militære elementer frem mod stiftelsen af NATO i 1949.
Efter Anden Verdenskrig var der bred støtte i den danske befolkning til at bevare landets status som et neutralt land eller alternativt: støtte opbygningen af en nordisk forsvarsalliance. Men USA kastede kræfterne ind for at få de ikke-socialistiske lande i Europa til at indgå i en militæralliance under amerikansk førerskab.
Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft fastslog den 30. januar 1948, at Danmark skulle fastholde neutraliteten og holde sig udenfor blokkene. Ifølge Hedtoft ville en dansk støtte til blokpolitikken blot være med til at uddybe modsætningerne mellem øst og vest.
USA kritiserede den danske holdning og pressede på, for at Danmark skulle gå med i det forsvarssamarbejde, som dengang blev forberedt mellem Frankrig, Storbritannien og de tre Benelux-lande i Vestunionen, som var en forløber for EU’s militære samarbejde, som vi kender det i dag.
Tilsvarende saboterede USA forhandlinger om et nordisk forsvarssamarbejde gennem kontakter med regeringerne i alle de nordiske lande.
Antikommunismen blev et vigtigt element for at lægge den danske neutralitetspolitik i graven. Også dengang spillede medierne en meget vigtig rolle for at påvirke opinionen. Alle sejl blev sat til for at svække Danmarks Kommunistiske Parti, som nød stor folkelig opbakning efter sin ledende rolle i modstandskampen under krigen, og som var den stærkeste forsvarer for fortsat dansk neutralitet.
En varig løsning kræver en forhandlet politisk aftale, som sikrer både Ukraines og Ruslands legitime sikkerhedspolitiske interesser.
Magthaverne fremmanede – uden nogen form for saglig begrundelse – truslen om et kommunistisk kup i Danmark, ofte kaldet påskekrisen i 1948:
I februar 1948 hed det i de danske medier, at kommunisterne havde våben liggende efter modstandskampen. Der blev skrevet om illegal indsmugling af nye våben og om, at kommunisterne havde infiltreret hæren og søværnet. Fra Folketingets talerstol blev DKP kaldt landsforrædere.
Fra Prag advarede den danske gesandt den 3. og 5. marts 1948 om, at Danmark kunne blive det næste sted, et kommunistisk kup blev søgt iværksat.
Den 21. marts 1948 fik forsvarets og politiets ledelse bemyndigelse til at fjerne personer mistænkt for kommunistiske sympatier fra nøglestillinger og sætte dem til andet arbejde. I løbet af påsken 1948 var både politiet og Hjemmeværnet flere steder i forhøjet beredskab. Blandt andet samledes 400-500 mand fra Hjemmeværnet i Dyrehaven nord for København efter rygter om, at sovjetiske faldskærmstropper ville lande der.
Og naturligvis blev også efterretningstjenesterne kastet ind i kampen. Politiets Efterretningstjeneste (PET) modtog i maj 1948 en instruks fra Justitsministeriet om overvågning og registrering af alle landets kommunister.
Den sovjetiske presse kommenterede debatten i Danmark som “krigshysteri”, der havde til formål at skræmme danskerne til at tilslutte sig USA og NATO. Og det var netop, hvad der skete.
Den 24. marts 1949 sagde Folketinget ja til dansk indtræden i NATO. Dagen før var der stor demonstration foran Folketinget, men nederlaget for fredens, demokratiets og den nationale selvbestemmelses kræfter var en realitet. Den 24. august samme år blev NATO stiftet med tolv medlemslande, herunder Danmark.
Efter dansk indtræden i NATO udgjorde FN og NATO i årtier derefter de centrale elementer i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Efter dansk indtræden i EU fra 1973 blev EU “det tredje ben”.
På alle tre områder er der i årenes løb sket en voldsom udvikling. Generelt er Danmark blevet trukket længere og længere ind i det globale imperialistiske magtspil. Her var Danmarks indtræden i NATO en historisk milepæl, og næste store skridt var Danmarks indtræden i EU.
Nu udnyttes krisen omkring Ukraine af NATO-partierne til at tage et nyt kvalitativt spring i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det “nationale kompromis” og de mange beslutninger, der tages i disse uger, vil uden tvivl sætte markante aftryk på Danmarks udvikling og den internationale situation i mange, mange år fremover.
Fra FN’s oprettelse i 1945 deltog Danmark med mange selvstændige bidrag. Danmark var kendt og respekteret for sin støtte til FN’s arbejde, de internationale konventioner og som en aktiv forsvarer for FN-pagten, international ret, demokrati og menneskerettigheder.
Efter Sovjetunionens sammenbrud kom der et skifte i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som også fik konsekvenser i forhold til FN. NATO ledte med lys og lygte efter nye fjender, der kunne retfærdiggøre ikke blot NATO’s eksistens, men også en fortsat massiv militær styrke og store krigsbudgetter.
I 1999 var der for første gang siden Anden Verdenskrig krig i Europa. I kølvandet på den blodige opløsning af Jugoslavien bidrog danske jagerfly til omfattende bombardementer af mål i Serbien. Landets hovedstad Beograd blev sønderbombet og hundredvis af civile myrdet.
Med den aktive støtte til USA’s udenrigspolitik og de mange krige er Danmarks forhold til FN ændret dramatisk. Skiftet ses også markant, når det gælder Danmarks stadigt mere fjendtlige politik over for flygtninge, som har medført, at konventionerne bestandigt udfordres – og også krænkes.
Gennem EU og NATO har Danmark deponeret mulighederne for at føre en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik, ligesom det er sket på stadigt flere afgørende politiske områder, i takt med at integrationen i EU er forstærket år for år.
Der var for eksempel engang, hvor Danmark åbent kritiserede USA, ikke mindst dets atomoprustning og udstationeringen af SS20-atomraketterne i Vesteuropa. Et folketingsflertal vedtog i 1980’erne de såkaldte fodnoter, der lagde begrænsninger på Danmarks NATO-bidrag.
Skiftende regeringer har i det skjulte set gennem fingrene med USA’s atomoprustning i Grønland og andre amerikanske krænkelser af den officielle danske politik. Men der er alligevel et stort spring til den krigsophidsende oprustning, som kendetegner det helt overvejende flertal i det danske Folketing i dag.
Så på mindre end 75 år har Danmark bevæget sig fra at være et selvstændigt, neutralt land til at være en lille krigerisk nation, en af USA’s nærmeste allierede og et kerneland i NATO.
Et bud på en antiimperialistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik
Arbejdet med denne artikel er afsluttet den 29. marts. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2022.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak for et virkeligt godt indlæg og især omkring krisen i Ukraine .
I denne forbindelse vil jeg godt anbefale bogen “Ny Kold Krig” af Marie Krarup . Indeholder en rækker samtaler med såkaldte eksperter og udkom i 2018 , forlag Hovedland.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
