Fredag den 25. oktober var der i København indkaldt til børne- og familiedemonstration. Her gik børn og forældre på gaden i solidaritet med børn i Palæstina, der lider hårdt under Israels folkemord.
Siden den 7. oktober 2023 har Israel dræbt over 16.700 palæstinensiske børn.
Arbejderen bringer her billeder fra demonstrationen i København.
Børn og familier gik fra Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset engang lå, til Folkets Park på Nørrebro. I indkaldelsen lød det:
“Fredag den 25. oktober har den kollektive afstraffelse og etniske udrensning af det palæstinensiske folk stået på i 383 dage. Det er længere tid, end det tager at gennemføre en graviditet. Børn er blevet født i løbet af de 383 dage. Børn har oplevet deres allerførste fødselsdag i løbet af de 383 dage. Og alt, alt for mange børn er blevet myrdet i de 383 dage.”
Ligesom til de almene demonstrationer for Palæstina kunne man nu også se libanesiske flag ved børnedemonstrationen. Siden den 7. oktober har Israel dræbt over 2600 mennesker i Libanon.
“Det er vores fælles ansvar at beskytte børnene omkring os. Men når det ikke er alle børn, der møder beskyttelse, har vores børn ret til at sige fra. De har ret til at insistere på, at alle børn fortjener et værdigt liv. De har ret til at råbe op, og de har ret til at blive hørt”, lød det yderligere i pressemeddelelsen udsendt op til børnedemonstrationen.
Under demonstrationen var det børnene, der førte an, mens forældrene gik bagerst. Omkring 3-400 demonstranter deltog. Alle på gaden for et frit Palæstina-initiativet støttede op ved at bidrage med ordensvagter.
I pressemeddelelsen for demonstrationen skrev arrangørerne:
“Mens vi i Danmark diskuterer, om børn tager skade af at deltage i demonstrationer, ignorerer vi samtidig, at mindst 15.000 palæstinensiske børn i løbet af det seneste år er blevet dræbt – blandt andet ved hjælp af våbendele produceret her i landet. Vi ignorerer, at utallige børn er lemlæstede, gjort forældreløse, fordrevne fra deres hjem, traumatiserede – blandt andet takket været vores regerings støtte til Israel. Men vi siger: Alle børn er alles børn.”
Det danske våbenfirma Terma producerer våbendele til det israelske militær, der begår folkemord på palæstinenserne.
Børnefamilier skrev allerede i starten af december en solidaritetserklæring. Den kan tilgås og underskrives her.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.