MAD & KULTUR
Den 7. juli lod Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, en bombe springe. I et interview med Jyllands-Posten åbnede han for, at danskerne selv skal spare op til den ældrepleje, de får brug for i slutningen af livet.
– Vi bør lægge noget oven i den offentlige ældrepleje, og der mener jeg, at vi skal tænke på en opsparingsordning. Det er det redskab, som kan imødegå den urimelighed – det A- og B-hold – som vi ellers kommer til at se ind i, sagde Christian Rabjerg Madsen.
Kort efter var statsminister Mette Frederiksen ude og støtte den socialdemokratiske politiske ordfører.
– Jeg hører vores ordfører starte en nødvendig debat om, hvordan fremtidens velfærd skal se ud, sagde Mette Frederiksen ifølge TV2.
De opsigtsvækkende udtalelser kommer efter lignende forslag fra ledende kræfter i regeringspartiet Moderaterne og Venstre.
Det er et brud med Socialdemokratiets grundlæggende princip om, at der skal være fri og lige adgang til velfærd og sundhedsydelser.
Søren Kolstrup, historiker
I starten af sommeren har både Moderaternes leder Lars Løkke Rasmussen og ældreminister Mette Kierkgaard fra Moderaterne været ude med forslag om en plejeopsparing.
– I Moderaterne ønsker vi en grundlæggende plejeopsparing, der minder om den måde, arbejdsmarkedspensionerne er finansieret på. Det handler om at få en solidarisk finansiering af vores velfærdssamfund på lang sigt, sagde Mette Kierkgaard til Avisen Danmark i en artikel den 18. juni.
Morten Dahlin, politisk ordfører for det tredje regeringsparti, Venstre, har i Avisen Danmark talt for flere forsikringsordninger, flere private tilbud og mere frit valg i ældreplejen.
Så selv om Mette Frederiksen forsikrer, at hun ikke taler for en ny samfundsmodel, og Christian Rabjerg Madsen understreger, at han ikke udtaler sig som politisk ordfører, står vi tilbage med et billede af en regering, der ønsker ændringer på det her område.
Splittelse i Socialdemokratiet
Det er ikke overraskende, at åbent borgerlige partier ønsker en opsparingsordning og en mere privat ældrepleje, konstaterer historiker Søren Kolstrup, der er forfatter til en række bøger om udviklingen i det danske velfærdssystem.
Til gengæld er han overrasket over, at ledende politikere i Socialdemokratiets top slår til lyd for den slags synspunkter.
– Det er et brud med Socialdemokratiets grundlæggende princip om, at der skal være fri og lige adgang til velfærd og sundhedsydelser. Det er det sidste grundprincip for det universelle velfærdssystem, som Socialdemokratiet stadig fastholder, siger Søren Kolstrup.
Definitionen på universel velfærd er retsbestemte og ens ydelser til alle på et tilstrækkeligt højt niveau og finansieret over skatten.
Christian Rabjerg Madsens forslag har skabt uro i Socialdemokratiet. Flere i partiets folketingsgruppe, socialdemokratiske borgmestre og andre partimedlemmer har kritiseret forslaget. Der er helt tydeligt uenigheder i Socialdemokratiet, der allerede har givet køb på mange velfærdsprincipper.
Velfærd i skred
– Siden 1990’erne har Socialdemokratiet revideret en række grundlæggende principper for universel velfærd, som har ført til en stærkere markedsgørelse og individualisering, understreger Søren Kolstrup.
Han peger på, at vores velfærdssystem tidligere var baseret på principper om nødvendigheden af forebyggelse, social tryghed og klart definerede rettigheder. Principper der er eroderet gennem de sidste tre årtiers nyliberalistiske politik. Og hvor Socialdemokratiet har stået i spidsen for en væsentlig del af den udvikling gennem aktiveringspolitikken, krav om at alle skal arbejde, forringelse af førtidspensionsordningen og andre tiltag. Det sociale sikkerhedsnet er blevet voldsomt gennemhullet, og der er sket et markant skred i velfærdssystemet.
– Samfundsansvaret er blevet nedtonet og ændret til, at en række ydelser er blevet gjort betinget af, at den enkelte borger påtager sig et personligt ansvar. Aktiveringsindustrien breder sig overalt. Tryghed er ofte blevet erstattet af utryghed. Men selv da Mette Frederiksen stod i spidsen for at gennemføre den helt ekstreme reform af førtidspensionen, hvor mennesker under 40 år som udgangspunkt ikke kan få førtidspension, fastholdt Socialdemokratiet princippet om lige og fri adgang til offentlige ydelser som for eksempel ældrepleje og sundhed, understreger Søren Kolstrup.
Socialdemokratiets forslag om aldersopsparing er det seneste – og ikke det mindste – angreb på den samfundskontrakt, der er selve grundstenen i det velfærdssamfund, det samme parti bryster sig af at være mødre og fædre til.
Thorkild Olesen, formand Danske Handicaporganisationer
– Samtidig var Socialdemokratiet voldsomt kritisk, da den borgerlige regering i 00’erne indførte skattefri private sundhedsforsikringer, som lokkede arbejdsgiverne til at forsikre deres ansatte, samtidig med at de borgerlige sikrede overbetaling til privathospitalerne. Tankerne om opsparing til ældrepleje er et klart og entydigt brud med alt det, Socialdemokratiet hidtil har stået for i velfærdspolitikken, slår han fast.
VK-regeringen indførte i 2002 skattefritagelsen for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Derefter steg antallet af sundhedsforsikringer på få år fra omkring 200.000 til lige under en million.
– Der har tidligere været diskussioner i Socialdemokratiet om det universelle velfærdssystem. Det endte med, at man fastholdt støtten til et skattefinansieret system med lige adgang. Det her er et brud med den beslutning. Bliver opsparing til ældrepleje en realitet, vil det få store konsekvenser. Vi ved, at der står en vældig privat industri parat til at udbygge oven på det. Vi vil bevæge os hen mod rent marked med vigende opbakning til den skattefinansierede velfærd, der vil være en løsning, som kun de fattige er afhængige af, konstaterer Søren Kolstrup.
Vil øge pres for skattelettelser
Lignende overvejelser har Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.
“Socialdemokratiets forslag om aldersopsparing er det seneste – og ikke det mindste – angreb på den samfundskontrakt, der er selve grundstenen i det velfærdssamfund, det samme parti bryster sig af at være mødre og fædre til efter Anden Verdenskrig. Samfundskontrakten indebærer, at vi alle betaler en “forsikring” i form af skat, som giver os alle mulighed for at nyde universelle ydelser, uanset samfundsstatus, indtægter og sociale kår”, skriver Thorkild Olesen i en blog i Arbejderen den 20. juli.
Han peger på, at en eventuel aldersopsparing vil blive set som en ekstra skat på dem, der kan betale den, og dermed vil ræset mod endnu lavere skatter være i gang.
Aktuelt presser Venstre allerede på for yderligere skattelettelser oven i de sidste mange års omfattende lempelser af skatten.
I perioden 2002-2019 blev der samlet givet indkomstskattelettelser for 64,7 milliarder kroner, viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Skattelettelserne betyder, at de 10 procent rigeste har fået 53.000 kroner mere årligt, mens de fattigste 10 procent har fået 1200 kroner.
De penge kunne være brugt langt bedre på at sikre en ordentlig velfærd, mener FOA.
“En tilbagerulning af topskattelettelser fra enten 2009 eller 2012 vil øge råderummet med enten 7,3 milliarder kroner eller 2,7 milliarder kroner”, skrev Thomas Enghausen, næstformand FOA, i et indlæg i Politiken for et år siden.
Beregningerne er lavet af AE-rådet for FOA.
“Derudover har Oxfam lavet en beregning af, at indførelse af en formueskat på en procent for personer med formuer over 35 millioner kroner vil medføre en forøgelse af råderummet på 16 milliarder kroner. Der er mange penge at hente, hvis man beskatter de allerrigeste i Danmark”, konstaterer Thomas Enghausen.
Historisk løftebrud
Forfatter og debattør Lars Olsen betegner debatten om en opsparingsordning til ældrepleje som et politisk løftebrud af historiske dimensioner.
Lars Olsen peger i et indlæg i netmediet Altinget på, at velfærdsforliget fra 2006 betyder en kraftigt forhøjet efterløns- og pensionsalder med det erklærede formål at finansiere velfærden i fremtiden, hvor antallet af ældre med et større behov for pleje vil stige.
“Styrkelsen af de offentlige finanser, som på langt sigt optræder i kraft af det nye tilbagetrækningssystem, reserveres til at sikre finansiering af velfærdssamfundet i fremtiden. Midlerne skal bruges til at finansiere merudgifter til blandt andet pleje og sundhed, når der kommer flere ældre, og til en styrket indsats imod nedslidning på arbejdsmarkedet,” hedder det i velfærdsforliget mellem de erklærede borgerlige partier samt Radikale og Socialdemokratiet.
Vi vil gerne slå fast, at vi allerede har en solidarisk model for finansiering af velfærdssamfundet – og den hedder SKAT.
Mona Striib, FOA, og Bjarne Hastrup, Ældre Sagen
“Almindelige danskere har da også overopfyldt deres del af samfundskontrakten bag aftalen: Ifølge Forsikring & Pension trækker vi os i dag fra arbejdsmarkedet fire år senere end sidst i 00’erne. Problemet er, at skiftende regeringer ikke har overholdt deres del”, skriver Lars Olsen.
“Fra 2010 til 2022 blev der 22 procent flere borgere over 80 år, men antallet af hjemmehjælpstimer er faldende, den enkelte modtager mindre hjælp end før, og plejehjemmene beretter om mere pressede arbejdsforhold. Ifølge Ældresagen “manglede” der i 2021 næsten ni milliarder kroner, hvis udgifterne til ældreområdet siden 2010 havde fulgt den demografiske udvikling. Politikerne har simpelthen i strid med løfterne brugt pengene på alt muligt andet end velfærd”, fortsætter han.
I et læserindlæg i Avisen Danmark konstaterer FOA’s formand Mona Striib og Bjarne Hastrup, administrerende direktør for Ældre Sagen, at den senere tilbagetrækning alene i år betyder mere end 20 milliarder kroner ekstra i statskassen.
“Et beløb der stiger til 30 milliarder kroner om seks år. Nogle af de penge skal ud i ældreplejen”, står der i indlægget.
Fortalerne for en opsparingsordning til ældrepleje argumenterer med, at det vil være en solidarisk finansiering af velfærden.
“Vi vil gerne slå fast, at vi allerede har en solidarisk model for finansiering af velfærdssamfundet – og den hedder SKAT. En opsparingsordning i lighed med arbejdsmarkedspensionen vil aldrig blive solidarisk. Tværtimod. Arbejdsmarkedspensioner giver høj pension til dem, der indbetaler meget, og lidt til dem, der indbetaler lidt. Det ville med andre ord betyde god ældrepleje til dem med høj indbetaling, og dårligere til dem med lav indbetaling”, skriver Mona Striib og Bjarne Hastrup.
Tårnhøjt overskud i offentlig sektor
Debatten om en opsparingsbaseret ældrepleje kommer i en situation, hvor overskuddet i den offentlige sektor er tårnhøjt.
Alene sidste år var overskuddet på de offentlige finanser på 97 milliarder kroner, viser nye tal fra Danmarks Statistik. I 2021 var overskuddet endnu større, nemlig på hele 103 milliarder kroner.
På trods af de store overskud bliver kommuner og regioner år efter år påtvunget stramme økonomiske aftaler af regeringen. De økonomiske rammer betyder, at der uundgåeligt bliver skåret ned på de offentlige sygehuse og i den kommunale velfærd. Selv om der er sat ekstra penge af til et stigende antal ældre og børn, er der ikke ekstra penge til ny dyr medicin og behandlingsmetoder eller til et stigende antal mennesker med psykiske lidelser og handicap.
Men beslutningen i 2012 om tilslutning til EU’s finanspagt og den deraf følgende budgetlov har danske regeringer bundet sig til at føre en nyliberal nedskæringspolitik, der konstant går efter at holde de offentlige udgifter nede.
– Skiftende regeringer bruger kommunerne som et redskab til at sikre nedskæringer af offentlige velfærdsydelser. Det betyder svækkelse af det universelle skattefinansierede velfærdssystem. Et oplagt eksempel på det er skolerne, hvor kommunerne på grund af stramme budgetter lukker mange små skoler, og privatskolerne vokser frem som aldrig før, forklarer Søren Kolstrup.
– Det eksisterer den lovmæssighed i det universelle velfærdssystem, at hvis de offentlige ydelser svækkes som højklasseydelser, så tager de private over, for så løber de velbjærgede over til den private løsning, tilføjer han.
I dag ser vi på mange områder som for eksempel ældrepleje, omsorg for gravide, tilbud til mennesker med handicap og socialrådgiverbistand, at de offentlige tilbud er så udhulede, at private løsninger vinder frem.
Har vi stadig et universelt velfærdssystem?
Mange spørger nok sig selv, om vi overhovedet kan tale om, at vi i Danmark i dag har et kollektivt universelt velfærdssystem.
– Men det har vi helt bestemt på nogle områder. For eksempel har vi stadig en skattefinansieret universel sundhedssektor, selv om den er under stort pres. Det offentlige sundhedsvæsen har vist sig ret slidstærkt og er stadig ikke udfordret radikalt af privathospitalerne. Vi har også stadig et af verdens bedste SU-systemer, selv om også det er under pres. Men på serviceydelser som for eksempel skoleområdet ser vi, at det offentlige trækker sig tilbage, og der i stigende grad kommer private løsninger, erklærer Søren Kolstrup.
– Vores offentlige velfærdssystem er under et ekstremt pres, men det er stadig ikke som i Sverige, hvor store private velfærdskoncerner løser mange velfærdsopgaver. Der er markedsgørelsen nået længere end i Danmark. Men det er den situation, Socialdemokratiet nu inviterer ind til.
Søren Kolstrup understreger, at hvis vi ikke skal ende der, hvor det kollektive, universelle velfærdssystem er endegyldigt fortid, er det nødvendigt med en markant finansiel oprustning med langt flere penge til de årlige budgetter for kommuner og regioner samt bedre løn- og arbejdsvilkår i den offentlige sektor.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
