I 2016 blev det besluttet at man i Ø, ville sætte EU over folket ( og Danmark). Lene ved godt at Ø’s største kamp, er at sørge for at Danmark ALDRIG! kommer udaf EU, ligemeget hvad! Line ved det godt, Line er bare ligeglad, for Line er indforstået med at Ø, er en fraktion af parti EU. At give taburetter til folk der sætter Brusselles of Washington’s lobbyister før folket, der kæmper for afvikling af hvad vi har tilbage af demokrati i Danmark, er at skyde sigselv i foden. Uden selvbestemmelse, er vi trælle i eget hjem. Ø, er de Danske folk, det danske arbejdende folk’s største fjende.
Line Barfod kan komme til at være spidskandidat for det største parti i Københavns Kommune.
I en ny meningsmåling, som Epinion har lavet for Altinget, står Enhedslisten til at få 22,4 procent af stemmerne ved kommunalvalget den 16. november, mens Socialdemokratiet er på 20,6 procent.
Socialdemokratiet har udsigt til at miste syv procentpoint i forhold til valget i 2017, mens Enhedslisten går godt fire procentpoint frem.
Den slags målinger skal altid tages med forbehold, men det peger i retning af, at Enhedslistens borgmesterkandidat, der er uddannet jurist, står til at ryge ind i Borgerrepræsentationen med et stærkt hold i ryggen.
Vi ser klima som det helt afgørende i kommunalvalgkampen. Får vi ikke gjort noget, går det fuldstændig galt.
Line Barfod, Enhedslisten
Line Barfod har i en årrække arbejdet som advokat, senest sammen med advokaterne Foldschack, Forchammer og Dahlager.
– Jeg har arbejdet meget med alternative bevægelser, bofællesskaber, socialøkonomiske virksomheder og andre, der ønsker at lave verden om. Jeg har mange erfaringer og netværk fra advokatkontoret, som jeg vil kunne bruge i mit arbejde i Borgerrepræsentationen, siger Line Barfod, der ikke tidligere har været aktiv i kommunalpolitik.
– Det kan da godt blive en udfordring for mig, at jeg ikke har været medlem af Borgerrepræsentationen før, men omvendt kan man også som en, der kommer udefra, have et blik for, at tingene kan gøres anderledes, tilføjer hun.
Den 57-årige advokat blev valgt som Enhedslistens spidskandidat først på året ved en urafstemning blandt partiets medlemmer i København, hvor hun fik 57 procent af stemmerne.
I august stoppede Line Barfod med sit arbejde som advokat for at kunne koncentrere sig fuldt ud om valgkampen.
Klima har topprioritet
Enhedslistens tre vigtigste fokuspunkter i valgkampen er klima, boliger og opgør med ulighed.
– Vi ser klima som det helt afgørende. Får vi ikke gjort noget, går det fuldstændig galt, konstaterer Line Barfod.
– Allerførst mener vi, at København skal erklære undtagelsestilstand for klimaet, sådan som FN’s generalsekretær råder til. Det kan godt lade sig gøre. Det så vi under coronakrisen. Borgerne er med på det, når de ved, hvad det handler om. Vi skal gøre det helt klart, at vi ikke kan komme igennem klimakrisen, uden at vi kommer til at mærke det, tilføjer spidskandidaten, der samtidig langer ud efter påstanden om, at væksten kan fortsætte i samme tempo som i dag, hvis bare den males grøn.
Enhedslistens store fokus i den københavnske klimakamp er at sikre en markant begrænsning af trafikken i byen ved blandt andet at fjerne en tredjedel af alle parkeringspladser og lave trafikøer, der begrænser adgangen for biler til et beboelseskvarter. Flere grønne områder skal optage CO2, byggeriet skal være bæredygtigt, og der skal sættes massivt ind for at spare på energiforbruget og mindske madspild.
– Og så skal vi i samarbejde med omegnskommunerne sikre en sammenhængende infrastruktur, så det bliver nemmere for pendlere at efterlade bilen udenfor byen og tage toget, erklærer spidskandidaten.
Kamp for billige boliger
Enhedslistens anden store prioritet ved kommunalvalget er kampen for at få flere boliger. Partiet har for nylig fremlagt et udspil, der lægger op til, at København skal følge i Wiens fodspor og sikre reelt billige almene og kommunale boliger.
– Der skal være boliger, som SOSU’er, håndværkere, gadefejere og butiksansatte kan betale. Der skal også være billige boliger til unge, der flytter til byen for at uddanne sig. De sidste 30 år har politikerne sagt, at hvis de bare bliver ved med at bygge flere dyre boliger, så skal de nok blive billige. Vi har set, at det ikke holder. Hvis vi skal have billige boliger, skal vi bygge dem som billige, konstaterer Line Barfod.
– Det kræver, at vi gør op med den måde, By & Havn er skruet sammen på, hvor grundene skal sælges så dyrt som muligt, og investorerne stort set kun ser på, hvor meget de kan tjene. Vi ønsker en kommunal boligpolitik, der sikrer gode hjem, som er til at betale.
- Født 27. maj 1964.
- Enhedslistens spidskandidat ved kommunalvalget i København. Fik 57 procent af stemmerne ved en urafstemning først på året blandt partiets medlemmer i København.
- Har boet på Nørrebro i 20 år, er gift og har fire voksne børn og to børnebørn.
- Uddannet som jurist i 1992. Har efterfølgende arbejdet som advokat i forskellige firmaer, senest sammen med advokaterne Knud Foldschack, Lulla Forchammer og Christian Dahlager.
- Har altid været politisk aktiv. Formand for Fælles Kurs Ungdom 1984-1985, faglig sekretær i Kommunistiske Studenter 1987-1989. Medlem af Enhedslisten siden starten af 1990’erne. Har siddet i partiets hovedbestyrelse i flere perioder.
- Medlem af Folketinget for Enhedslisten 2001-2011.
- Har gennem årene siddet i bestyrelsen for en lang række organisationer og institutioner. I dag er det begrænset til medlemskab af bestyrelsen for den socialøkonomiske fond Siu-Tsiu i Nuuk og medlem af landsstyrelsen i Foreningen Norden.
Enhedslisten har som mål, at kommunen skal stille som krav til lokalplanerne for nye byudviklingsområder, at 75 procent af lejlighederne skal være billige. Det kan være almene boliger, kommunale boliger eller profitfrie andelsboliger. Partiet foreslår også oprettelse af en kommunal jordfond, der opkøber jord og ejendomme med henblik på at sikre billige boliger. Der er lagt op til et opgør med mange års markedsstyring af boligmarkedet.
– Det her er ikke noget, vi kan klare i løbet af den næste valgperiode. Det kommer til at tage mange år. Men hvis vi ikke kommer i gang nu, bliver det bare værre. Vi må lægge skinnerne nu i den retning, vi gerne vil, slår den rød-grønne spidskandidat fast.
Hun peger på, at der stadig er store områder i København, hvor der kan bygges nyt, som for eksempel godsbaneterrænet og Kløverparken på Amager.
Hvad med argumentet om at By & Havn-modellen er nødvendig for at betale metrogælden?
– By & Havn siger selv, at indtægterne fra havnedriften og parkeringsanlæg er nok til at afdrage på gælden. Ellers kan vi forlænge den tid, gælden skal betales over, eller lave et midlertidigt lån i kommunekassen til at betale af på gælden, sådan som vi har foreslået i forhold til ikke at bygge på Amager Fælled og Stejlepladsen og så kompensere By & Havn for de manglende indtægter.
Enhedslistens tredje hovedprioritet er sikring af mere lighed. Det gælder både i forhold til den urimelige måde, mange mennesker behandles på i beskæftigelsessystemet, situationen på socialområdet og i forhold til børn og unge.
Betydning af parlamentarisk arbejde
Fra den konkrete valgkamp bevæger vores snak sig over på mere overordnede spørgsmål som betydningen af det parlamentariske arbejde. Blandt mange socialister er forholdet mellem det parlamentariske og det udenomsparlamentariske arbejde en stående diskussion.
Hvad kan socialister efter din mening få ud af at sidde i parlamentariske organer som Borgerrepræsentationen?
– Vi kan få nogle konkrete forbedringer igennem i forhold til mennesker, klima og miljø. Vi kan også være med til at udvide demokratiet. For eksempel arbejder vi med, at der kommer forslag om et klimaborgerting op i Borgerrepræsentationen. Vi mener også, at folkeafstemninger skal bruges mere. Ved at være i Borgerrepræsentationen kan vi give folk en oplevelse af, at der kan skabes forandring. Det er selvfølgelig også en talerstol til at komme ud med vores synspunkter, siger Line Barfod.
Enhedslisten har gennem de sidste to valgperioder haft 11 medlemmer af Borgerrepræsentationen.
Hvilken forskel har jeres 11 mandater gjort?
– For eksempel har vi på socialområdet været med til at sørge for nogle bedre grundbevillinger. Vi er langtfra i mål, men er nået et godt stykke. På beskæftigelsesområdet har vi været med til at sikre loft over antallet af sager til den enkelte sagsbehandler, og vi har været med til at presse på for at få ambitiøse klimamål. I konkrete sager som for eksempel kommunens brug af Nemlig.com har vi ageret vagthund. Enhedslisten har i øvrigt i mange år arbejdet for at forbedre indsatsen mod social dumping.
Spillet om borgmesterposter
I Københavns Kommune er der syv borgmestre; en overborgmester og seks fagborgmestre. Line Barfod er sikker på at få en borgmesterpost efter valget, men selvom Enhedslisten bliver det største parti, er der ingen garanti for, at hun bliver overborgmester. Det kræver, at der er nok andre partier, som peger på hende.
Hvilken borgmesterpost Enhedslisten ønsker, vil Line Barfod ikke sige noget om på nuværende tidspunkt.
– Det kommer an på, hvad der er mulighed for, hvor mange stemmer vi får, og hvordan konstitueringen bliver, siger hun.
De sidste fire år har Enhedslisten haft teknik- og miljøborgmesterposten. Det vakte stor skuffelse og vrede i de sociale modstandsbevægelser, da Enhedslisten efter valget i 2017 valgte denne post fremfor posten som beskæftigelsesborgmester.
– Der vil altid være grupper, som synes, en af de andre borgmesterposter er vigtigere. Folk fra forældrebevægelsen vil pege på, at vi skal tage posten som børne- og ungdomsborgmester, kulturfolk mener, at vi skal vælge at blive kulturborgmester og så videre, vurderer Line Barfod.
Hvad mener du, Enhedslisten har fået ud af at have teknik- og miljøborgmesterposten de sidste fire år?
– Det er svært at pege præcist på. Men vi har været med til at sætte en dagsorden i forhold til klima og trafik. Hvis det ender med, at vi får den post igen, vil vi kunne bruge den til at skubbe på for at få flere billige boliger.
Det samme ønske havde Enhedslisten ved sidste valg, men der er ikke sket noget, når det gælder flere billige boliger.
– Der er en ny situation nu, hvor der er et meget stærkt ønske blandt mange københavnere om forandring. Problemerne i København er så tydelige, at langt flere mener, at der skal ske noget. Der er også sket en forandring i Socialdemokratiet i og med, at Frank Jensen er gået af, siger Line Barfod.
Mange i bevægelsen Amager Fælleds Venner har kritiseret Enhedslistens nuværende teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen for ikke at have gjort nok i forhold til at efterkomme klagenævnenes krav om opsættende virkning og få stoppet byggeriet på Amager Fælled.
– For mange er det enormt svært at forstå, at borgmesteren ikke er den, der bestemmer, at det er flertallet, der bestemmer, konstaterer Line Barfod.
Hvad får man så ud af at have en borgmesterpost?
– Man kan for eksempel være med til at sætte en dagsorden i medierne og arbejde med nye måder at løse problemerne på.
Hvis Enhedslisten går frem, som den nye meningsmåling tyder på, kan partiet måske få to borgmesterposter, men den situation vil Line Barfod ikke beskæftige sig med, før hun ser valgresultatet.
Har altid været aktiv i politik
Selvom spidskandidaten ikke tidligere har været aktiv i kommunalpolitik, har hun med ti års medlemskab af Folketinget stor parlamentarisk erfaring. Her var hun blandt andet kommunalordfører og har derfor et godt kendskab til kommunale forhold.
Den politiske interesse har Line Barfod haft helt fra barnsben, hvor hun var til demonstrationer og andre politiske aktiviteter sammen med forældrene, der har været med i forskellige politiske partier og organisationer blandt andet Fælles Kurs. Nogle af mine mange forældre, som hun selv udtrykker det.
Som helt ung var Line Barfod formand for Fælles Kurs Ungdom. Det var dengang, Fælles Kurs havde som mål at samle venstrefløjen. Da det blev til et parti, gik hun ud. I studietiden var hun aktiv i Kommunistiske Studenter for efter endt uddannelse at melde sig ind i Enhedslisten.
Line Barfod er inkarneret nørrebroer. Sammen med sin mand har hun boet 20 år i bydelen og deltager aktivt i dens pulserende liv. De har fire voksne børn og to børnebørn.
Familien er højt prioriteret, når der ikke lige står politik på programmet. Det samme er læsning af en god bog og lange gåture.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.