Landmænd i Danmark og i resten af EU skal fortsat kunne bruge den kontroversielle sprøjtegift Roundup. Det mener EU-kommissionen, der er klar til at forlænge tilladelsen til giftstoffet glyphosat, der bliver brugt i Roundup, i yderligere ti år.
Den danske regering med miljøminister Magnus Heunicke i spidsen bakker op om EU-kommissionens forslag.
Et flertal i Folketingets Europaudvalg bestående af regeringspartierne, Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti gav i fredags grønt lys til, at Danmark kan stemme for, at tilladelsen bliver forlænget, når EU’s medlemslande skal tage stilling til giftstoffet på fredag, den 13. oktober, i EU’s komité for planter, dyr, fødevarer og foder.
Miljø- og forbrugerorganisationer kræver derimod, at tilladelsen ikke bliver forlænget, og at glyphosat i stedet bliver forbudt.
Kravet om et forbud kommer, efter at flere internationale og danske eksperter og FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO) advarer om, at glyphosat kan være kræftfremkaldende.
Store uenigheder i Europaudvalget
Under debatten i Folketingets Europaudvalget om at forlænge tilladelsen til Roundup i yderligere ti år advarede Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Alternativet og løsgængeren Theresa Scavenius mod at forlænge tilladelsen til at producere Roundup.
– Danmark er et intensivt opdyrket land. 60 procent af vores areal er landbrug. Vi bruger vandet i undergrunden som drikkevand. En række lande i EU – Tyskland, Holland, Østrig og Luxembourg – arbejder for at blokere, at tilladelsen til at glyphosat bliver forlænget. Hvorfor går ministeren ikke sammen med de andre lande? spurgte Enhedslistens miljøordfører Søren Egge Rasmussen.
Det indikerer, at regeringen er et halehæng til landbrugslobbyen og kemigiganterne i EU.
Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten
Han undrer sig over, at regeringen vil forlænge tilladelsen til en sprøjtegift, som man samtidig forsøger at undgå.
– Hvorfor skal der være bufferzoner til vandløb? Det er fordi, glyphosat har negative effekter på vores vandløb. Hvorfor har vi i Danmark sprøjteforbud på offentlige arealer, så børnehavebørn ikke går rundt på arealer, hvor der er sprøjtet med glyphosat? Det er fordi, vi har et forsigtighedsprincip, der bør gælde, når vi anvender sprøjtegift i vores samfund. Der findes helt sikkert landmænd, der vil være kede af at miste glyphosat. Men der findes også økologiske landmænd, som ikke bruger sprøjtegift, konstaterede Enhedslistens miljøordfører.
Han fortsatte:
– Regeringen henviser til, at EU’s Fødevareagentur (EFSA) har foretaget grundig vurdering af glyphosat. Der ligger en 180 sider lang rapport til grund for EFSA’s vurdering. Rapporten er udarbejdet af det firma, der producerer glyphosat. Er det det rigtige grundlag at vurdere glyphosat på? Det indikerer, at regeringen er et halehæng til landbrugslobbyen og kemigiganterne i EU.
Miljøminister Magnus Heunicke advarer mod at forbyde Roundup:
“På længere sigt forventes det, at et forbud vil betyde, at visse afgrøder og dyrkningsformer ikke længere vil kunne dyrkes eller praktiseres i Danmark”, advarer ministeren i et notat om glyphosat, som han har sendt til Folketingets Europaudvalg.
Herudover henviser miljøministeren til beregninger fra dansk landbrug, der vurderer, at det vil koste landmændene 1,9 milliarder kroner, hvis Roundup bliver forbudt.
Glyphosat er det aktive giftstof i Roundup, der er den mest brugte sprøjtegift i dansk og europæisk landbrug.
EU’s nuværende godkendelse af Roundup udløber ved årsskiftet, og derfor meddelte EU-kommissionen i september, at den vil forny godkendelsen af det aktive giftstof i Roundup, glyphosat, i yderligere ti år.
EU-kommissionen henviser til, at EU’s Fødevareagentur (EFSA) har vurderet, at sprøjtegiften ikke har alvorlige risici for mennesker og miljø.
Kritiske høringssvar
Forslaget om at forlænge tilladelsen til glyphosat møder modstand hos flere miljøorganisationer. Miljøministeriet gav dem blot én dag til at afgive deres høringssvar.
Til trods for den korte høringsfrist nåede flere organisationer at afgive deres høringssvar. Og de er dybt kritiske.
Danmarks Naturfredningsforening opfordrer i sit høringssvar til, at regeringen stemmer nej til at forny godkendelsen af glyphosat. Naturfredningsforeningen advarer om, at glyphosat er kræftfremkaldende samt har en række negative påvirkninger på naturen og biodiversiteten.
Rådet for Grøn Omstilling advarer om, at en forlængelse af glyphosat ikke lever op til forsigtighedsprincippet, fordi der er uenighed om kræftrisikoen. Der er også tvivl om, hvor store bufferzonerne til vandmiljøet skal være, og om glyphosat vil have konsekvenser for biodiversiteten.
Men miljøministeren afviser, at glyphosat og Roundup truer det danske drikkevand og folkesundheden.
– Den faglige vurdering er, at glyphosat ikke er et problem for drikkevandet i Danmark. Det er korrekt, at i lande, hvor grundvandet er i kontakt med overfladevand, skal disse lande være opmærksomme på, at glyphosat kan blive udvasket. Men vi beskytter det danske grundvand. Det er guld, vi har i jordlagene. Men hvis man bruger overfladevand som drikkevand, som nogle EU-lande gør, så har de en problemstilling, lød det fra miljøminister Magnus Heunicke i Folketingets Europaudvalg i fredags.
– Vi ville ikke bede om det her mandat, hvis Miljøstyrelsens miljø- og sundhedsfaglige vurdering rejste tvivl om det her. Vi prioriterer ikke økonomi over natur eller sundhed, forsikrede miljøministeren.
Omfattende lobbyisme
Under debatten i Folketingets Europaudvalg henviste miljøministeren flere gange til, at EU’s fødevareagentur (EFSA) og EU’s kemikalieagentur (ECHA) afviser, at glyphosat kan være kræftfremkaldende.
– Det er vigtigt at slå fast, at Det Europæiske Kemikalieagentur vurderer, at glyphosat ikke har kræftfremkaldende effekter, lød det fra miljøminister Magnus Heinecke.
Lobbyforskeren Kenneth Haar fra Corporate Europe Observatory, der holder et vågent øje med lobbyisterne i EU, giver ikke meget for uafhængigheden i de to EU-agenturer, som miljøministeren henviser til.
– Der har længe været store problemer med agenturernes forhold til industrien. Gennem tiden har det gang på gang vist sig, at de er meget tæt på netop de virksomheder, som de er med til at lave regler for. I EFSA’s tilfælde har folk med meget tætte relationer til fødevareindustrien og landbruget siddet direkte i de vigtige videnskabelige komitéer, som har behandlet sager, som har vurderet risikoen ved stoffer, som bruges i produktionen, siger Kenneth Haar til Arbejderen.
Han uddyber:
– Efterhånden er antallet af eksperter i agenturerne med direkte forbindelser til industrien blevet bragt ned, men vi er langt fra i mål med EFSA og ECHA. I begge tilfælde bruger de flittigt rapporter fra erhvervslivet, når de skal fælde dom over et giftstof. Det er netop dét, der er sket i dette tilfælde, hvor industriens egne rapporter ikke overraskende frikender glyphosat for kræftfare.
Han kalder den måde, som EFSA og ECHA har håndteret glyphosat på, for “dybt besynderlig”.
– De erkender begge, at der mangler data på nogle felter, alligevel indstiller de, at glyphosat skal frikendes for kræftrisiko, stik imod den internationale vurdering fra WHO. Og i det øjeblik de to agenturer udstikker dén vurdering, er det så meget lettere for bestemte regeringer i EU, såsom den danske, at læne sig op ad det og legitimere endnu en godkendelse af glyphosat.
Ifølge Kenneth Haar formåede industrien at få EU’s agenturer til at frikende glyphosat for at være kræftfremkaldende på basis af 53 studier fremlagt af industrien, hvoraf kun to siden er vurderet som videnskabeligt lødige, konstaterer lobbyforskeren.
Ifølge Kenneth Haar har kemiindustriens lobbyorganisation CEFIC mindst 75 millioner kroner til rådighed om året. Og den tyske kemigigant Bayer brugte i 2022 lige under 50 millioner kroner på lobbyisme, hvilket sikrede Bayer førstepladsen som den enkeltvirksomhed med det største lobbybudget.
Modstand i EU-parlamentet
Også i EU er der modstand mod at forlænge tilladelsen til glyphosat. I EU-parlamentet kræver GUE/NGL-gruppen, at glyphosat ikke bliver forlænget, men derimod forbudt.
– På trods af at flere videnskabelige studier har påvist sammenhængen mellem den massive sprøjtning med Roundup og nedgangen i biodiversitet, de stigende omkostninger til produktion af rent drikkevand og de høje og stigende forekomster af kræft og Parkinson, foreslår EU-kommissionen at beholde glyphosat på markedet i yderligere ti år. Vi afviser dette giftige forslag og kræver et øjeblikkeligt glyphosatforbud af hensyn til folkesundheden, dyrene og miljøet, siger medlem af GUE/NGL-gruppen for det hollandske parti Partij voor de dieren, Anja Hazekamp.
Hun er næstformand i EU-parlamentets udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed.
– At udsætte mennesker, dyr og miljø for risikoen fra denne meget giftige sprøjtegift i yderligere ti år er uacceptabelt. Det vil også være helt i modstrid med ambitionen om at gøre vores fødevaresystem sundere og mere miljøvenligt og reducere brugen af pesticider.
Hun advarer om, at en fornyelse af glyphosatgodkendelsen vil være i direkte modstrid med EU’s egne ambitioner om at mindske brugen af sprøjtegift med 50 procent inden 2030.
Manden der vandt over Monsanto
Den 3. oktober havde dokumentarfilmen Into the Weeds premiere. Filmen følger den tidligere skolepedel Dewayne Johnsons kamp mod Monsanto, der dengang producerede Roundup.
I 2018 gav en californisk domstol Dewayne Johnson medhold i, at Monsanto er skyld i hans kræftsygdom og har forsøgt at skjule kræftrisikoen i sin sprøjtegift.
Den historiske dom mod Monsanto tilkendte den kræftramte tidligere skolepedel en skadeserstatning på 289 millioner dollar (1,9 milliarder kroner).
Dommen slog fast, at Monsanto handlede i “forbryderisk hensigt” og vidste eller burde have vidst, at det solgte produkter af “farlig” kemisk sammensætning.
Under retssagen – og lignende retssager anlagt af kræftpatienter mod Monsanto – kom flere tusinde siders interne Monsanto-dokumenter til offentlighedens kendskab, der afslørede, hvordan Monsanto i årevis har købt såkaldt uafhængige forskere, skrevet videnskabelige artikler i forskeres navn, sværtet kritiske videnskabsmænd til, tilrettelagt kampagner mod WHO’s kræfteksperter og konspireret med sympatisører hos de amerikanske miljømyndigheder.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.