Regeringen afviser at forholde sig til, om der er en risiko for, at Israel begår folkedrab på palæstinenserne i Gaza.
Mere end 53.000 danskere har skrevet under på borgerforslaget, hvilket har gjort Folketinget forpligtet til at behandle det. Fredag formiddag førstebehandlede Folketinget borgerforslaget.
Under debatten stod det hurtigt klart, at regeringen sammen med højrefløjen har tænkt sig at skyde borgerforslaget ned.
– Regeringen er tilbageholdende med at fastslå, at den ene eller anden handling under en verserende væbnet konflikt udgør en krænkelse af den humanitære folkeret. Det gælder også i den nuværende kontekst. Der er stor kompleksitet og en vis uklarhed om faktum. Regeringen har ikke forudsætninger for at foretage konkrete juridiske vurderinger af, om hver enkelt af Israels militære aktioner er i overensstemmelse med folkeretten, mener udenrigsminster Lars Løkke Rasmussen, der som den første får ordet.
Minister har “ikke forudsætningerne”
Lars Løkke afviser konsekvent at tage ordet “folkedrab” i sin mund, men bruger i stedet ordet “humanitær katastrofe”.
Udenrigsministerens afvisning får flere ordførere fra oppositionen til at tage ordet for at minde udenrigsministeren om, at borgerforslaget ikke handler om at tage stilling til om, der er tale om folkedrab – men blot anerkender, at der er risiko for folkedrab.
Borgerforslaget lyder nemlig:
“Den danske regering bør anerkende risikoen for folkedrab i Gaza og arbejde aktivt for at forebygge og standse det i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelse til at forhindre folkedrab under folkedrabskonventionen og folkeretten”.
– Anerkender den danske regering, at der er risiko for folkedrab?
Sådan lyder et spørgsmål fra Radikale Venstres udenrigsordfører Christian Friis Bach.
Men udenrigsministeren afviser på ny at forholde sig til folkemordet:
– Jeg har ikke forudsætningerne for at lave en juridisk afklaring af det spørgsmål, siger Lars Løkke.
Aktiv del af retssag om et andet folkedrab
Udenrigsministeren har tidligere været langt klarere om Danmarks forpligtelse til at forebygge og bekæmpe folkedrab: I en pressemeddelelse den 17. november 2023 – om at Danmark går aktivt ind retssagen om Myanmars folkedrab på Rohingya-minoriteten – slog Lars Løkke fast, at: “Alle stater i verden har en forpligtelse til at forebygge og bekæmpe folkedrab”.
Den danske regering er også aktivt gået ind i en international retssag om folkedrab i Ukraine.
Enhedslisten forstår ikke, at den danske regering vælger at gå ind i nogle sager om folkedrab, men ser bort fra andre. Trine Pertou Mach mener, at regeringen bør bakke op om beslutningsforslaget.
– Det burde være simpelt at bakke op om beslutningsforslaget, hvis man mener, at internationale konventioner ikke bare er noget, man underskriver, men også overholder. Den globale retsorden er ikke et tag selv-bord, lyder det fra Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach.
Hun uddyber:
– Sådan er det desværre ikke. Vi er vilde med folkeretten og international lov, når det gælder kritik af fjender og forsvar af venner. Men der gælder andre regler, når vi taler om risikoen for et folkedrab på palæstinenserne i det israelsk besatte område Gaza. Hvor der lige nu foregår en fuldstændig uproportional krig med politisk besluttet udsultning, forhindring af nødhjælp, massive drab på civile og krigsforbrydelser.
Vi er vilde med folkeretten og international lov, når det gælder kritik af fjender og forsvar af venner. Men der gælder andre regler, når vi taler om risikoen for et folkedrab på palæstinenserne i det israelsk besatte område, Gaza.
Trine Pertou Mach, Enhedslisten
Hun mener, at den danske regering har været alt for vag i kritikken af Israel:
– Den danske udenrigspolitiske kritik af Israels fremfærd er meget, meget vag. Man har endnu ikke brugt ordene “vi fordømmer” Israels overgreb i Gaza. Der har ikke været en fordømmelse af Israels krigsførelse. Og kendelsen fra Den Internationale Domstol bliver af udenrigsministeren kaldt for “en løftet juridisk pegefinger”, konstaterer Trine Pertour Mach.
– Borgerforslaget opfordrer Danmark til at arbejde aktivt for at forebygge et muligt folkedrab i Gaza. Enhedslisten er fuldstændig enige og håber på, at flere partier også vil bakke op. Danmark skal stille sig dér, hvor vi konsekvent bakker op om den internationale retsorden.
Det er Christian Friis Bach fra Radikale Venstre enig i.
– Den Internationale Domstol har udstukket nogle klare foranstaltninger, som ikke er blevet overholdt: Der er ikke tilstrækkelig nødhjælp. Der sker stadig drab på civile. Derfor er der stadig en klar risiko for, at det, der finder sted i Gaza, kan blive udmålt som folkedrab. Det skal vi agere på. Det har Danmark forpligtet sig til ved at underskrive folkedrabskonventionen, pointerer Christian Friis Bach.
Lever Danmark op til sine forpligtelser?
Ifølge folkedrabskonventionen er Danmark forpligtet til aktivt at forebygge og forhindre folkedrab – uanset hvor i verden de finder sted, og uanset om de bliver begået af en tæt allieret.
– Hvordan lever Danmark op til forpligtelsen til at forhindre et muligt folkedrab?
Sådan spurgte Enhedslistens Trine Pertou Mach udenrigsminister Lars Løkke.
Han mener, at Danmark fuldt ud lever op til sine forpligtelser:
– Det gør vi ved at række ud til Israel ved at advare om landoperationen i Rafah. Det er konkret handling for at afværge en humanitær katastrofe, svarede udenrigsministeren.
Lars Løkkes svar fik Enhedslistens ordfører til at tage ordet på ny for at spørge ind til, hvilken effekt regeringens advarsler hidtil har har haft.
– Mener ministeren, at de handlinger har en effekt? Forhindrer de i praksis det, der muligvis er et folkedrab. På ottende måned lytter Israel ikke. Israels regering har meddelt, at den laver sin aktion i Rafah uanset hvad. Så hvad er de konkrete skridt, som regeringen vil tage for at leve op til konventionen om at forhindre, at et folkedrab finder sted, sagde Trine Pertou Mach.
Men udenrigsministeren fastholder regeringens kurs – nemlig dialog med Israel.
– Vi kan bruge de værktøjer, vi har. Sammen med EU og USA har vi sendt entydige beskeder – som jeg godt kunne ønske mig, at Israel var mere lydhøre overfor, lyder udmeldingen fra Lars Løkke.
Han uddyber:
– Vi har en balanceret tilgang. Vi fordømmer Hamas’ terrorangreb og anerkender Israels ret til selvforsvar, men understreger, at det skal være proportionalt og inden for rammerne af international folkeret.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Socialdemokratiet: Hamas kan bare overgive sig
Socialdemokratiets udenrigsordfører Jesper Petersen opfordrer Hamas til at overgive sig.
– Det hele var hurtigt overstået, hvis Hamas frigav gidslerne, nedlagde og udleverede deres våben og overgav sig. Havde de ikke lavet angrebet den 7. oktober, havde hele den her situation været helt anderledes og uden de store tab af liv, der er sket siden. Men Hamas udførte terroren mod civile, og gidslerne er stadig taget til fange. Og Hamas fik den død og ødelæggelse og grobund for radikalisering, som de ønskede, mener Jesper Petersen.
Han uddyber:
– Regeringen anerkender, at Israel selvfølgelig har ret til at forsvare sig selv, men at det skal ske inden for rammerne af international lov. Folketinget følger med, og vi gør vores synspunkter gældende. Men vi kan ikke på nuværende tidspunkt træffe en politisk konklusion.
Den socialdemokratiske udenrigsordfører ved ikke, hvad det er, Danmark skulle kunne gøre for at forhindre folkedrabet på palæstinenserne:
– Hvad er det, man forestiller sig, vi skal gøre? Skal Danmark sende tropper?
De Radikale Venstre har to konkrete forslag til Jesper Petersen:
– Danmark kan intervenere i retssagen og styrke organisationer i Gaza for at dokumentere, hvad der sker, lyder opfordringen fra Christian Friis Bach fra De Radikale, der ikke får nogen tilbagemelding på sine forslag.
Enhedslisten, De Radikale og Alternativet er de eneste partier, der ventes at stemme for borgerforslaget, når det kommer til afstemning. De øvrige partier ventes at stemme imod. SF giver udtryk for, at de undlader at stemme.
FN er ikke i tvivl
I rapporten Et Folkemords Anatomi slog FN’s Menneskerettighedsråd i marts fast, at “tærsklen, der indikerer, at Israel har begået folkedrab, er nået”.
Konklusionen fra FN’s Menneskerettighedsråd kommer, efter at rådet har kortlagt Israels krigsførelse i Gaza og den “dehumaniserende retorik fra højtstående israelske embedsmænd og ofte afspejlet i soldaternes handlinger”.
– Det rystende antal dødsfald, den uoprettelige skade på dem, der overlever, den systematiske ødelæggelse af alt, hvad der er nødvendigt for at opretholde livet i Gaza – fra hospitaler til skoler, fra hjem til landbrugsjord – og den særlige skade på hundredtusinder af børn og på gravide og unge mødre – dette kan kun fortolkes som et umiddelbart bevis på en hensigt om systematisk at ødelægge palæstinenserne som gruppe, fastslog FN’s særlige rapportør for menneskerettighederne i de besatte palæstinensiske områder Francesca Albanese, da rapporten Et Folkemords Anatomi blev fremlagt i FN’s Menneskerettighedsråd i marts.
Rapporten slår blandt andet fast, at:
“Siden 7. oktober har Israel dræbt over 32.333 palæstinensere, herunder mere end 13.000 børn. Over 12.000 formodes at være døde under murbrokkerne, og 74.694 er sårede, mange med livsforandrende skader. Halvfjerds procent af boligområderne er blevet ødelagt. Firs procent af hele befolkningen er blevet tvangsforflyttet. Tusindvis af palæstinensere er blevet tilbageholdt og systematisk udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling. To millioner er blevet tvunget til at sulte”.
Rapporten konkluderer, at Israels udøvende ledelse og militære ledelse samt soldater bevidst har fordrejet de grundlæggende regler i den humanitære folkeret – skelnen, proportionalitet og forsigtighed – i et “forsøg på at legitimere folkemorderisk vold mod det palæstinensiske folk”.
– Ved bevidst at omdefinere kategorierne menneskelige skjolde, evakueringsordrer, sikkerhedszoner, følgeskader og medicinsk beskyttelse har Israel brugt deres beskyttende funktioner som “humanitær camouflage” for at skjule sin folkemordskampagne, forklarer Francesca Albanese og uddyber:
– Israels folkemord på palæstinenserne i Gaza er en optrapning af en langvarig bosætterkolonial udslettelsesproces. I over 70 år har denne proces kvalt palæstinenserne som folk – demografisk, kulturelt, økonomisk og politisk – og knust deres umistelige ret til selvbestemmelse i et forsøg på at fortrænge dem og ekspropriere og kontrollere deres land. Den igangværende Nakba skal stoppes og afhjælpes en gang for alle.
Albanese understreger samtidig, at rapporten er en opfordring til, at alle lande i verden overholder deres forpligtelser i henhold til folkedrabskonventionen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.