Efter forhandlinger mellem studerende og institutledelsen sent søndag aften valgte de studerende at ophæve den blokade af Institut for Psykologi, som de havde opretholdt siden tirsdag 13. december.
Blokaden var et resultat af længere tids uenighed mellem de studerende og institutledelsen om de faglige prioriteringer og to aktuelle tiltag, som de studerende så som voldsomme slag mod den faglige bredde i uddannelsen: Nedlæggelsen af instituttets humanvidenskabelige forskerklynge samt næste semesters pensumliste for udviklingspsykologi, hvor de studerende oplever, at de human- og samfundsvidenskabelige perspektiver de facto er fjernet.
Med søndagens aftale mellem de studerende og institutledelsen blev i hvert fald ét af de studerendes kritikpunkter imødekommet, skriver de studerende i en pressemeddelelse.
– En stor succes ved forhandlingerne er genetableringen af den humanvidenskabelige forskerklynge. Det har både betydning for vejledning for de studerende og for synligheden og anerkendelsen af de humanvidenskabelige perspektiver på psykologiuddannelsen, citeres psykologistuderende Ida for at sige.
Ifølge pressemeddelelsen nåede parterne også til enighed om nødvendigheden af at sikre en faglig bred og velfunderet uddannelse. De psykologistuderende skal selv udarbejde en konkret plan gennem deres fælles fagråd.
– Dette burde ikke være noget, vi forhandler om, da det er helt grundlæggende for vores faglighed som psykologer. Men vi håber selvfølgelig, at denne hensigtserklæring vil vise sig i det fremtidige arbejde, når det nu er nedskrevet som en aftale, citeres en anden psykologistuderende ved navn Simon.
I forhold til spørgsmålet om den kritiserede pensumliste nåede de studerende og ledelsen til enighed om at afholde et ekstraordinært studienævnsmøde, hvor man genoptager behandlingen af pensumlisten i faget udviklingspsykologi.
Under de studerendes blokade af instituttet skrev mere end 1000 færdiguddannede psykologer under på, at de bakkede op om kritikken og også fandt ensretningen af fagligheden på studiet bekymrende. Derudover modtog blokaden en lang række støtteerklæringer fra blandt andre psykologisk rådgivning SIND, Landsforeningen for Autisme og en række fagråd på tværs af uddannelser og universiteter.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.