Selvom en planlagt protest foran USA’s ambassade i København skabte heftig debat i Enhedslisten – og fik partiet til at trække sin støtte til demonstrationen – har resten af arrangørkredsen valgt at fortsætte mobiliseringen til en markering lørdag klokken 12-13.
Arrangørgruppen består nu af Danmarks Kommunistiske Ungdom, Demos, Forbyd atomvåben – ICAN Danmark, Fredsministerium, Internationale Socialister, Kommunistisk Parti, Kommunistisk Parti i Danmark, Socialistisk Ungdomsfront, Arbejderpartiet Kommunisterne, Danmarks Kommunistiske Parti, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Aldrig Mere Krig.
For Tove Jensen, forkvinde i Demos, handler fastholdelsen af protesten om at “reagere i tide”.
– Det synes vi er enormt vigtigt. Vi ønsker at samle alle kræfter, som er bekymrede for den udvikling, vi ser i Europa, som minder om situationen under den kolde krig, siger hun til Arbejderen.
Tove Jensen håber, at markeringen foran USA’s ambassade på lørdag vil blive opfulgt af flere lignende initiativer.
Også i Kommunistisk Parti holder formand Lotte Rørtoft-Madsen fast i, at der er brug for at gå på gaden og markere modstand mod regeringens planer om at åbne Danmark op for udstationering af amerikansk militær i Danmark.
– Regeringen har uden om Folketinget og den danske befolkning lovet USA adgang med tropper og militært udstyr i Danmark. Det er en farlig kurs, der gør Danmark til et opmarchområde for krig. Derfor bliver vi nødt til at protestere, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Også i Rønne og Aarhus ventes der lørdag protester mod USA-tropper på dansk grund.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.