Skiftende regeringers hårde linje med umenneskelige flygtningecentre, hjemrejseydelser, meldepligt og så videre er både dyrt for samfundet, umenneskeligt for den enkelte afviste asylansøger, og systemet virker ikke.
Presset får ikke flere afviste asylansøgere til at rejse ud af Danmark.
Sådan lyder konklusionen i rapporten “En fast hånd i ryggen“, som Refugees Welcome har udgivet i går.
Selve præmissen er forkert. Derfor bliver indsatserne ved med at slå fejl. Politikerne har aldrig prøvet at forstå de mennesker, det handler om.
Michala Clante Bendixen, Refugees Welcome
– De sidste 38 år har dansk udlændingepolitik og strategien overfor afviste asylansøgere været baseret på to fejlagtige præmisser: 1) Hvis asylansøgernes levevilkår gøres tilstrækkeligt dårlige, så vil de rejse “frivilligt” hjem. 2) Hvis man giver asylansøgerne lovligt ophold, vil det gøre Danmark til en magnet.
Det er der intet belæg for. Og erfaringerne viser tydeligt, at den ikke virker. Det eneste resultat er tusindvis af ødelagte liv og en masse spildte skattekroner, siger formand for Refugees Welcome, Michala Clante Bendixen, der har udarbejdet rapporten.
Hun har i 15 år beskæftiget sig med dansk flygtningepolitik.
– Selve præmissen er forkert. Derfor bliver indsatserne ved med at slå fejl. Politikerne har aldrig prøvet at forstå de mennesker, det handler om. Der findes i dagens Danmark afviste asylansøgere, der foreløbig har siddet fast i systemet i op til 27 år. Det er ikke en løsning – hverken for samfundet eller den enkelte. Vi er nødt til at overveje, hvordan systemet kan skrues sammen på en anden måde, mener Michala Clante Bendixen.
Udrejsecentre fører ikke til udrejse
I dag bliver afviste asylansøgere sendt til et udrejsecenter for at presse dem til “frivilligt” at vende tilbage til det land, de er flygtet fra.
I udrejsecentrene bliver de afviste asylansøgere udsat for en række “motivationsfremmende foranstaltninger”.
Eksempelvis skal de afviste hver dag melde sig i centrene. Det vil sige, at de reelt er afskåret deres ret til at bevæge sig frit. Hvis meldepligten ikke bliver overholdt, kan de afviste asylansøgere bliver idømt fængselsstraf. De må ikke uddanne sig eller arbejde. De får udleveret tre måltider om dagen.
Men presset i udrejsecentrene får ikke de afviste asylansøgere til at forlade Danmark, konstaterer Refugees Welcome efter at have kigget på tallene og talt med flygtningene selv.

– Tværtimod opstår der en slags fængselssyndrom blandt de afviste asylansøgere, der bliver udsat for pres i mange år. På et tidspunkt mister de fuldstændig evnen til at forestille sig et andet liv. De kan ikke overskue at skulle rejse til et andet land. De bliver apatiske og psykisk nedbrudte, forklarer Michala Clante Bendixen til Arbejderen.
– De få afviste asylansøgere, der frivilligt rejser ud af landet, er asylansøgere, der ikke har været udsat for pres, og som har kunnet opretholde deres ressourcer.
Refugees Welcome har kigget på, hvordan 653 afviste asylansøgere på udrejsecenter Kærshovedgård har reageret på det pres, de dagligt bliver udsat for.
Tallene taler deres eget tydelige sprog: Langt størstedelen af de afviste asylansøgere rejser ikke hjem, men går under jorden.
Kærshovedgård blev oprettet i marts 2016. Refugees Welcomes gennemgang af de første tre og et halvt år (til september 2019) viser, at ud af de 653 afviste asylansøgere, der blev sendt til udrejsecenteret, er:
– 74 udrejst eller udsendt.
– 78 blevet tildelt opholdstilladelse.
– 26 sendt til et andet center.
– 419 registreret som udeblevne.
Hos Refugees Welcome er man ikke i tvivl om, hvorfor kun et fåtal af de afviste asylansøgere rejser hjem på trods af de umenneskelige vilkår i Danmark.
– Man kan ikke presse en flygtning, der er bange for at vende hjem til sit hjemland, med noget som helst. Det, de kommer fra, er jo værre. Det bekræfter flere af de afviste asylansøgere, jeg har talt med. Derfor er det dømt til at mislykkes, når politikerne tror, at de kan presse flygtninge til at rejse, fortæller Michala Clante Bendixen.
Pres koster millioner
Systemet med udrejsecentre med meldepligt og udlændingecentre, hvor afviste asylansøgere er frihedsberøvet bag lås og slå, koster hvert år samfundet mange millioner.
Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet koster det 300.000 kroner årligt at fastholde en enkelt afvist asylansøger på et udrejsecenter.
– De mange penge ender ikke hos de afviste asylansøgere. Det eneste, de får, er tre måltider mad dagligt og tag over hovedet. De mange millioner bliver brugt til at opretholde et system med en masse ansatte, der skal sikre, at de afviste asylansøgere overholder deres meldepligt, samt en masse andet bureaukrati og sagsbehandling, forklarer Michala Clante Bendixen.
Det ville være langt billigere for samfundet, hvis man i stedet valgte at give asylansøgeren lovligt ophold og integrationsydelse, der koster 70.000 kroner årligt.
– Det er langt billigere for samfundet at give de afviste asylansøgere opholdstilladelse i Danmark. Asylansøgere, der er her lovligt og ikke behøver gå under jorden, får ofte et arbejde og begynder at betale skat og bliver dermed en gevinst for samfundet. Det er spild af skatteydernes penge, at skriftende regeringer har oprettet et dyrt system, der ikke tjener noget formål andet end at presse mennesker på flugt.
Der er andre muligheder
Men faktisk giver dansk udlændingelovgivning en række muligheder for at give de afviste asylansøgere lovligt ophold i Danmark i stedet for at presse dem.
De afviste asylansøgere kan eksempelvis få humanitært ophold – eksempelvis på grund af sygdom. De kan også få lov til at opholde sig lovligt i Danmark ved at få ret til at studere eller arbejde eller ved at få en familiesammenføring.
Endelig åbner dansk udlændingelovgivning også for, at afviste asylansøgere lovligt kan blive i Danmark, hvis der er udsendelseshindringer – eksempelvis hvis politiet vurderer, at det er udsigtsløst at udsende den afviste asylansøger til sit hjemland.
– Den danske lovgivning indeholder altså en række muligheder for at lovliggøre de afviste asylansøgeres ophold i Danmark og dermed droppe det dyre og ineffektive tvangssystem. Men skiftende danske regeringer har indført en praksis, der gør det svært for embedsfolk og ansatte at bruge de mange muligheder, mener Michala Clante Bendixen.
– Det danske asylsystem er blevet meget sort/hvidt: Enten får du asyl og er her lovligt. Eller også får du afslag på asyl, og så er du her ulovligt og skal presses til at forlade Danmark. De danske politikere har altså med deres asylsystem selv skabt problemet med en masse mennesker, der sidder fast.
– Eksperter, flygtninge og ansatte i asylsystemet peger alle på, at de afviste asylansøgere skal have mulighed for at leve et mere normalt liv med mulighed for at uddanne sig og arbejde og bo udenfor centrene, selv købe ind og lave mad og blive behandlet mere individuelt.
Ud over at give de afviste asylansøgere lovligt ophold i Danmark så bør de danske udlændingemyndigheder også vurdere sagerne på ny hos de afviste asylansøgere, der har været i Danmark i mange år, mener Refugees Welcome.
– Der findes en række eksempler på, at de danske asylmyndigheders afgørelser ikke er pålidelige. De bygger – i sagens natur – på skøn. Risikoen er, at flygtninge, der burde have asyl, får afslag. Danmark giver eksempelvis asyl til langt færre asylansøgere fra Irak og Afghanistan end vores nabolande Tyskland og Sverige, fortæller Michala Clante Bendixen.
– I dag skal jeg eksempelvis mødes med to kvinder, der efter henholdsvis 10 og 12 år i Danmark har fået asyl. Det viser, at systemet kan fejle.
Refugees Welcome udgav sidste år rapporten “Velbegrundet frygt“, der kortlægger en række svagheder i det danske asylbehandlingssystem og kommer med eksempler på fejl i behandlingen af flygtninges asylansøgninger.
Den 4. august 2020 var der ifølge Rigspolitiet 1072 afviste asylansøgere i udsendelsesposition, hvoraf politiet betegnede de 566 som “fastlåste” og de 188 som “begrænsede udsendelsesmuligheder”.
De afviste asylansøgere kommer især fra Iran (372 personer) og Irak (104 personer).
Årsagerne til, at asylansøgernes situation er fastlåst, er eksempelvis, at deres hjemland ikke vil udstede rejsedokumenter eller nægter at tage imod personen.
Det kan også skyldes, at den afviste asylansøger er bange for at vende hjem og derfor ikke ønsker at samarbejde med de danske myndigheder om at blive udsendt.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.