Retten til et værdigt liv
– Socialdemokratiet har rejst en fuldstændig nødvendig debat om pensionsalderen. Det er en pensionsalder, der skal reguleres langt ude i fremtiden. Så det jeg sagde i august, det mener jeg stadig, sagde Mette Frederiksen den 1. februar 2025 til DR Nyheder.
Vi spoler tiden tilbage til august 2024 – til udtalelsen, som hun hentyder til. Den lød som følger:
FH sætter ikke spørgsmålstegn ved den politiske præmis om, at arbejdslivet skal forlænges. I stedet indtager FH rollen som “konstruktiv” medspiller.
– Vi synes, det er rigtigt at sige – i god tid før næste valg – at det er sidste gang, vi stemmer for, at man automatisk forhøjer pensionsalderen.
Hvis der ikke udskrives valg før tid, så afholdes næste folketingsvalg i oktober 2026.
Et flertal i Folketinget har allerede besluttet, at folkepensionsalderen skal være 69 år i 2035, og senere i år vil de så stemme om at hæve den yderligere til 70 år med virkning fra 2040.
Automatikken, hvor Folketinget hvert femte år beslutter, om pensionsalderen skal stige, er indbygget i det såkaldte velfærdsforlig “om fremtidens velstand og velfærd og investeringer i fremtiden” fra 2006. Forliget blev indgået mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale. I 2006 var pensionsalderen 65 år.
Partierne indførte en stigende tilbagetrækningsalder fra 2019 med virkning for personer født efter 1. januar 1959, efterfulgt af en stigning i pensionsalderen hvert femte år med 15 års varsel i takt med befolkningens gennemsnitlige levealder.
Det blev ændret af de samme partier – minus Socialdemokratiet – da de i 2011 vedtog tilbagetrækningsreformen. Med den skulle en stigende folkepensionsalder træde i kraft allerede fra 2014 med virkning for personer født efter 1. januar 1954.
I tilbagetrækningsreformen blev det også besluttet at forkorte efterlønsperioden fra fem til tre år. Indtil 2014 kunne man gå på efterløn som 60-årig og frem til 65 år, hvorefter man kunne gå på folkepension.
Tilbagetrækningsreformen indebar altså stramninger af både efterlønsordningen og pensionsalderen. Efter 2014 måtte danskerne indstille sig på et længere arbejdsliv.
Danskernes pensionsalder var nu bundet op på den stigende levealder i en uoverskuelig fremtid, og der blev skåret adskillige år af vores alle sammens otium med argumentet om, at det skulle sikre penge til den kommende velfærd.
Protester uden virkning
Både velfærdsforliget og tilbagetrækningsreformen blev vedtaget på trods af store protester fra fagbevægelsen, anført af fagforbund og fagforeninger med en overvægt af ufaglærte og faglærte medlemmer.
Aktive dele af fagbevægelsen startede i foråret 2020 den tværfaglige kampagne #Stop68.
Formålet var, som navnet antyder, at forhindre politikerne i senere på året at hæve pensionsalderen ud over de 68 år, som allerede var besluttet. Kampagnen havde bred opbakning i fagbevægelsen både fra de tre største fagforbund – 3F, HK, FOA – og fra lærerne, pædagogerne, kontoransatte og mange andre faggrupper.
På trods af omfattende aktiviteter fra ikke mindst #Stop68 og 68ErMereEndNok stod de politiske partier bag velfærdsforliget fast. I december 2020 besluttede de at hæve pensionsalderen til 69 år med virkning fra 2035.
Svagheden ved Stop68-kampagnen var, at det var en defensiv kampagne. For at sikre opbakning fra så mange forbund og fagforeninger som muligt så landede ambitionen på at stoppe en politisk proces, som havde opbakning fra et stort flertal af partierne i Folketinget.
Det hører også til fortællingen, at fagtoppen ikke talte imod et længere arbejdsliv i takt med en højere gennemsnitlig levealder. Dog stillede den som betingelse, at der samtidig blev investeret i bedre arbejdsmiljø, efteruddannelse, bedre seniorordninger og tiltag, så nedslidte kan gå fra før tid.
Debatten er genrejst
Stop68 undlod at rejse spørgsmålet om at gå en helt anden vej, nemlig at sætte pensionsalderen ned. Det mest vidtgående krav blev rejst af enkelte aktive fagforeninger, nemlig at opsige velfærdsforliget.
Nu har Socialdemokratiet genrejst en tiltrængt debat om velfærdsforliget, om tilbagetrækning og en værdig alderdom.
Men har man forventning om, at det resulterer i markante forbedringer for de personer, der i dag slæber sig igennem en arbejdsdag med smertestillende medicin i lommerne, så bliver man slemt skuffet.
Mette Frederiksen understreger, at Socialdemokratiet ikke er imod “den grundlæggende idé om, at når vi lever længere, så arbejder vi også længere … men der bliver nødt til at være noget mere social balance og i virkeligheden også sund fornuft i det her.”
Socialdemokratiet pønser derfor på at fremlægge en anden “økonomisk forsvarlig” model for pensionsalderen.
– Vi kan godt have en mindre stigning i pensionsalderen, end den aftale fra 2006 lægger op til, uden at sætte holdbarheden i dansk økonomi over styr, mener Mette Frederiksen.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) synger ikke overraskende med på samme melodi. Godt et par måneder efter udmeldingen fra Socialdemokratiets førstedame præsenterede FH et udspil, der “samlet skal skabe en mere tryg og retfærdig tilbagetrækning”.
Udspillet indeholder forslag om blandt andet at styrke Arne-pensionen, investere massivt i arbejdsmiljø og mulighed for jobmæssigt sporskifte.
I forbindelse med offentliggørelsen af udspillet understreger formand Morten Skov Christensen, at FH ikke har noget imod en fortsat stigning i pensionsalderen – det skal blot ske langsommere.
FH sætter ikke spørgsmålstegn ved den politiske præmis om, at arbejdslivet skal forlænges. I stedet indtager FH rollen som “konstruktiv” medspiller og gentager kravene om bedre arbejdsmiljø og muligheder for sporskifte. Og i erkendelse af at langt fra alle personer kan holde til at arbejde helt frem til pensionsalderen, foreslår FH forbedringer af de lappeløsninger, der er til for dem, såsom Arne-pension og seniorpension.
– Flere lønmodtagere skal tilbydes et sikkerhedsnet. Det bliver der kun større behov for med en stigende pensionsalder. Samtidig er ydelsen i dag så lav, at Arne-pensionen ikke giver den nødvendige tryghed, så derfor skal vi se på satsen, siger Morten Skov Christiansen.
Der skal ikke herske tvivl om, at der er brug for et opgør med velfærdsforliget og tilbagetrækningsreformen. Konsekvensen af de aftaler er, at en ung, der i dag er 24 år, skal arbejde, til vedkommende er 74 et halvt år.
Det opgør lægger FH ikke op til. FH foreslår blot, at pensionsalderen skal stige langsommere end planlagt. Når danskerne eksempelvis lever ét år længere, skal det kun føre til 0,8 år længere på arbejdsmarkedet.
Med FH’s model vil personer i 30’erne kunne gå på pension op til to år tidligere, end der er lagt op til i dag.
Lidt historie om pensionsalder og folkepension
Spørgsmålet om pensionsalder og ydelse hænger uløseligt sammen og udgør grundpiller i det danske velfærdssystem.
Så lad os lave nogle nedslag i udviklingen i det danske pensionssystem, uden at gå i detaljer.
Det var en historisk milepæl, da folkepensionen blev vedtaget i 1956 og trådte i kraft den 1. april året efter. Folkepensionen var den første universelle velfærdsydelse i Danmark og erstattede den hidtidige aldersrenteordning udbetalt efter behov. Alle borgere – enlige kvinder over 62 og andre borgere over 67 år, der var statsborgere og bosiddende i Danmark – havde ret til at modtage folkepension. Ydelsen var ens for alle og tilstrækkelig.
I sit udgangspunkt var folkepensionen altså en lovbestemt skattefinansieret ydelse på et rimeligt niveau, hvor alle pensionister fik det samme beløb uanset indkomst og formue.
Folkepensionen eksisterer stadig som en universel ydelse og udgør stadig grundstenen i det danske pensionssystem, men det er en kendsgerning, at den hurtigt blev udhulet.
Blot få år efter at folkepensionen blev indført, det vil sige i 1960‘erne, blev der indført et pensionstillæg målrettet pensionister med de laveste indkomster. Siden er pensionstillægget vokset, mens grundbeløbet er blevet gradvist udhulet, hvilket skabte grobund for diverse offentlige tillægsydelser, private pensioner og arbejdsmarkedspension.
I 1964 indførte Folketinget Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) som et supplement til folkepensionen. I første omgang kom ordningen kun personer i arbejde til gode. ATP blev bygget op med indbetalinger fra både arbejdsgiver og lønmodtager og er således ikke universel som folkepensionen.
ATP eksisterer stadig. Ifølge ATP var den gennemsnitlige årlige ATP-pension i 2023 på 16.600 kroner. Det kan lyde beskedent, men ikke desto mindre kommer det cirka 400.000 pensionister til gode, svarende til omkring 35 procent, fordi ATP-pensionen er deres eneste pensionsindtægt ud over de offentlige pensioner.
Arbejdsmarkedspensionernes indtog
Undermineringen af den universelle folkepension tager for alvor fart, da arbejdsmarkedspensionerne udbredes til stort set hele arbejdsmarkedet.
Det sker med Fælleserklæringen af 1987, hvor den daværende Schlüter-regering og arbejdsmarkedets parter forpligter sig på at udbrede ordningen til hele arbejdsmarkedet.
I 1987 havde 20 procent af danskerne en arbejdsmarkedspension til at supplere folkepensionen.
Implementeringen begyndte på offentlige arbejdspladser i 1989, fortsatte på de private i 1991, og to år senere tog indbetalingerne til arbejdsmarkedspension ekstra fart.
I 1995, blot syv år efter Fælleserklæringen, fik 37 procent af de danske folkepensionister penge fra arbejdsmarkedspensioner eller private pensioner.
I dag har næsten hele det overenskomstdækkede arbejdsmarked en form for arbejdsmarkedspension. Ifølge ATP gælder det to ud af tre folkepensionister.
Siden arbejdsmarkedspensionerne i 1990‘erne for alvor bed sig fast, har der stort set ikke været politisk fokus på folkepensionen.
Arbejdsmarkedspensionerne blev kilde til fornyet ulighed i alderdommen, blandt andet på grund af vores varierende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Der er skabt et A- og et B-hold, hvor mange af dem, der kun har folkepensionen, har utroligt lidt at gøre godt med.
Som nævnt tidligere har der ikke været politisk fokus på at regulere folkepensionens grundbeløb, men i stedet er der indført diverse muligheder for at søge tillæg eller kompensation, om man vil. Her kan blandt andet nævnes helbredstillæg, varmetillæg, personlige tillæg og boligydelse.
I 2004 blev ældrechecken gjort permanent, og ordningen fik status som en supplerende pensionsydelse til folkepension.
Ikke alle er berettiget til ældrechecken, så den kan ses som en yderligere bevægelse væk fra det universelle princip i det offentlige pensionssystem.
Forskel på levealder og gode og dårlige seniorår
Den stigende gennemsnitlige levealder, som er argumentet for, at vi skal arbejde længere, er netop gennemsnitlig og dækker over stor ulighed i alderdommen.
Et utal af statistikker og undersøgelser viser, at ufaglærte mænd og kvinder er blandt dem, der har færrest leveår – og færrest gode leveår.
Det er alene en politisk beslutning, om en stigende gennemsnitlig levealder skal konverteres til flere år på arbejdsmarkedet frem for en længere periode som pensionist.
Lad os først tage et kig på de beregninger for forventet middelrestlevetid, som Danmarks Statistik har udarbejdet.
En mand, der har folkeskole som den højeste uddannelse, kan som 30-årig forvente at leve, til han bliver 76,5 år. En mandlig akademiker har til gengæld udsigt til at blive 84,2 år. Altså en forskel i leveår på hele 7,7 år.
For kvinder er forskellen lidt mindre, men fortsat markant. Ufaglærte 30-årige kvinder kan forvente at leve, til de bliver 80,7 år – akademikerne til 86,9 år. Det giver en forskel på 6,2 år.
Siden 1980’erne er forskellen i levealder for den fjerdedel af mænd med højest indkomst og den fjerdedel af mænd med lavest indkomst steget fra 5 til 10 år.
Her et andet eksempel fra ATP, der hvert år offentliggør en levetidsmodel. Sidste år i august konstaterede ATP, at den forventede levetid for både mænd og kvinder i Danmark igen er på vej opad. Det sker efter et forventet fald i 2021 og 2022, og det går langsommere nu med at øge levetiden, end det gjorde for 10 år siden.
Set over de seneste 10 år er restlevetiderne for en 67-årig dansker blot steget med cirka én måned om året uanset køn. I den forudgående 10-års-periode var det tal mere end dobbelt så højt, konkluderer ATP.
Uanset hvilke statistikker og analyser man dykker ned i, så leder de til samme konklusion:
Der er stor forskel i levetiden mellem forskellige uddannelsesgrupper. Og ser man på forskellen på levetid med godt helbred, er forskellen endnu større.
Kigger vi konkret på medlemmerne i store forbund som 3F og FOA, så taler tallene for sig selv.
Først 3F. Medlemmerne, der blandt andet arbejder som murere, rengøringsassistenter eller brolæggere, deltog i 2021 i en undersøgelse. Den viste, at knap halvdelen af 3F’erne forventede, at de ikke kunne arbejde i deres daværende job, frem til at de kunne gå på pension. Forklaringerne lød, at de havde hårdt fysisk og ensidigt arbejde, mange tunge løft og dårlige arbejdsstillinger.
Da 3F i september 2022 søsatte en kampagne for retten til at gå på tidlig pension, oplyste forbundet, at hvert femte medlem har forladt arbejdsmarkedet, inden de når 60 år; 67,5 procent i alderen 40 til 59 år har taget smertestillende medicin for at passe deres arbejde, og hver tredje 3F’er har sagt nej til sociale aktiviteter i fritiden på grund af smerter fra deres arbejde.
Mange af FOA’s medlemmer, hvoraf hovedparten arbejder på ældrecentre, i hjemmeplejen, med rengøring og børnepasning, døjer også med at holde til deres arbejde, til de kan gå på pension. Mere end 40 procent af forbundets medlemmer over 50 år vurderer, at de ikke kan holde til at arbejde, til de når folkepensionsalderen. Stadig flere FOA-medlemmer får tilkendt en førtidspension eller en seniorpension, og bare det seneste år er tallet steget med mere end 25 procent. I 2024 er antallet af PenSam-medlemmer, der modtager førtidspension, nu steget til mere end 11.000. Det skrev FOA i en pressemeddelelse som reaktion på Socialdemokratiets pensionsudmelding i august sidste år.
Det er derfor problematisk, når politikerne beslutter en pensionsalder ud fra en forventning om, at den gennemsnitlige levealder stiger, har Per H. Jensen, professor ved Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning, tidligere udtalt til Fagbladet 3F:
– Levetiden stiger ikke for de dårligst stillede. Der er en stigende ulighed i dødelighed og en gruppe mennesker som 3F’erne på arbejdsmarkedet, som risikerer at dø, inden de kan gå på pension.
Sammenligner vi Danmark med de andre lande i EU, så er den nuværende pensionsalder på 67 år helt i top. Det samme gælder ifølge EU-kommissionen den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder. I 2022 var den 65,3 år for mænd og 64,5 år for kvinder, henholdsvis en første- og en fjerdeplads blandt EU-landene.
Forsvar den universelle folkepension
I virkeligheden handler pensionsdebatten ikke bare om selve alderen for tilbagetrækning, og det er ikke nok at afbøde de værste konsekvenser for de hårdest ramte grupper med flest år på arbejdsmarkedet, selv om det er bedre end ingenting.
Det handler om et forsvar for selve den universelle folkepension.
Hvis pensionsalderen er hævet til langt op i 70’erne, og folkepensionen stadig kun dækker en brøkdel af de udgifter, man har, så er folkepensionen død. Så har vi fået et privat pensionssystem, hvor de heldigste lønmodtagere får lov til at betale til deres egen pension med lunser af deres løn via overenskomsterne.
Uden en fælles pensionsalder og folkepension som lægger grunden til alle de andre ordninger, vil de løbende blive forringet, som vi eksempelvis har set med Arne-pensionens alder, der stiger, hver gang pensionsalderen stiger.
Det er alene en politisk beslutning, om en stigende gennemsnitlig levealder skal konverteres til flere år på arbejdsmarkedet frem for en længere periode som pensionist. Og hvilket niveau ydelserne skal have.
Så her er et bud på en mere retfærdig løsning:
Helt grundlæggende skal alle have ret til ens ydelser på et tilstrækkeligt højt niveau og finansieret over skatten.
Der skal sættes et totalt stop for forhøjelse af pensionsalderen – velfærdsforliget skal opsiges.
Pensionsalderen skal ned til 65 år. 65 år var folkepensionsalderen, da velfærdsforliget blev indgået, og 65 år ligger som nævnt tæt på den faktiske tilbagetrækningsalder. De, der kan fortsætte med at arbejde, kan gøre det, og i forvejen stopper de, der allerede i dag har råd, når det passer dem.
Folkepensionen skal hæves til et niveau, man reelt kan leve af.
Nedslidte skal kunne indstille arbejdslivet før tid og med ydelser på et tilstrækkeligt højt niveau. Er man nedslidt, har man ret til en værdig alderdom uden at skulle bekymre sig om både helbred og økonomi.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, marts 2025.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
