En hel uge – “Week of Rage” – fyldt med aktiviteter, der sætter spot på solidaritet med Gaza og fokus på Israels folkemord – er skudt i gang.
Arbejderen tog tirsdag med Boykot Israel på rundtur til fire apoteker i indre by i København, hvor aktivisterne delte flyers ud og oplyste kunderne om, at de risikerer at købe medicin fra Israel.
De danske apoteker er nemlig fyldt med kopimedicin fra den israelske medicinalgigant TEVA og dets datterselskaber. Men heldigvis findes der alternativer, hvis man ikke ønsker at støtte Israel.
– Det israelske medicinalfirma, Teva – og dets datterselskaber Actavis og Ratiopham – er blandt verdens største producenter af kopimedicin. Vi er her for at fortælle kunderne, at de kan sige nej til medicin fra TEVA og dets datterselskaber Actavis og Ratiopharm – og i stedet få deres medicin fra en anden producent, fortæller Irene Clausen til Arbejderen.
Trækker et nummer
Aktivisterne tager opstilling foran apoteket i Store Kongensgade i indre by i København.
Carl Jakobsen går indenfor, og trækker et nummer.
– Vi er her for at gøre jeres kunder opmærksomme på, at de risikerer at købe kopimedicin fra Israel. Vi vil gerne fortælle dem, at de har et valg, siger Carl Jakobsen til ekspedienten.
Hun tager imod en flyer og takker, og Carl går ud igen, og stiller sig foran apoteket med de andre aktivister.
En af dem, der får en flyer på vej ud af apoteket, er Jon Jørgensen, der er hjertepatient.
Han bruger en del medicin – men køber, helt bevidst, ikke medicin fra Israel.
– Min opmærksomhed på ikke at købe israelsk er blevet skærpet på grund af den måde Israel fører krig på i Gaza. Derfor sorterer jeg israelske firmaer fra, når jeg køber medicin. Jeg mener, at vi skal boykotte Israel af samme grund som vi boykottede Sydafrika i 1980’erne: Israel er en apartheidstat og en besættelsesmagt, siger Jon Jørgensen til Arbejderen.
Han uddyber:
– Hver gang jeg skal købe min medicin, så spørger apoteket helt automatisk, om jeg kunne tænke mig det billigste produkt. Og så svarer jeg: “Ja, bare det ikke er fra Teva”.
En ældre dame med stok får også en flyer.
– Jeg var ikke klar over, at jeg risikerer at købe medicin fra Israel. Dem vil jeg gerne boykotte, siger hun, inden hun går ind.
Kram og tommelfingre der vender opad
Aktivisterne har et stort orange banner med sig, som de bærer imellem sig, når de går fra apotek til apotek.
“Tag en flyer og læs om hvilke varer, I IKKE skal købe på apoteket”, råber en af aktivisterne til de mange forbipasserende på Strøget.
Banneret vækker opsigt, og aktivisterne bliver godt modtaget.
To unge mænd med solbriller giver aktivisterne en krammer, og takker for deres ihærdighed.
“Vi boykotter alt hvad vi kan”, råber de.
Min opmærksomhed på ikke at købe israelsk er blevet skærpet på grund af den måde Israel fører krig på i Gaza. Derfor sorterer jeg israelske firmaer fra, når jeg køber medicin.
Jon Jørgensen, hjertepatient
De forbipasserende går selv hen til Boykot Israel-aktivisterne for at få en flyer.
Sådan har det ikke altid været, husker Irene Clausen, der har været aktiv i Boykot Israel-kampagnen de sidste 20 år.
– Det er meget anderledes end før. Vi har aldrig oplevet så meget støtte, når vi går på gaden, end vi gør nu. Det er simpelthen en fryd at opleve, fortæller Irene Clausen.
Det gælder eksempelvis veninderne, Salma og Alicia, der går i 9. klasse i Odense.
De unge får at vide, at de kan følge Boykot Israel på Facebook, hvor de kan se, hvilke varer de kan boykotte, hvis ikke de ønsker at støtte Israel. Og de er meget velkomne til at kontakte Boykot Israel, hvis de skal skrive opgave om Palæstina.
Sikrer Israel skatteindtægter for milliarder
Medicinalkoncernen TEVA har hovedsæde i Israel, og er en af verdens største producenter af kopi-medicin.
Sidste år havde TEVA indtægter for over 100 milliarder kroner.
Mere end 650 medicinske produkter fra TEVA er godkendt til salg på det danske marked. Hertil skal lægges 150 produkter fra TEVA’s datterselskaber Actavis og Ratiopharm.
TEVA bidrager gennem skatten på sine milliard-indtægter stærkt til Israel. Sidste år betalte TEVA næsten fire milliarder kroner i skat til den israelske stat.
- Har hovedsæde i Israel, og er en af verdens største producenter af kopi-medicin
- Fremstiller lægemidler som Adderall, fluoxetin og ibuprofen
- Sidste år havde TEVA indtægter for over 100 milliarder kroner
- TEVA bidrager sin skattebetaling til Israel
- TEVA har ikke fabrikker i Danmark – men har et kontor i Søborg
- Mere end 650 medicinske produkter fra TEVA er godkendt til salg på det danske marked. Hertil skal lægges 150 produkter fra TEVA’s datterselskaber Actavis og Ratiopharm.
- TEVA er blandt de største medicinalvirksomheder i verden, og har faciliteter i Nordamerika, Europa, Australien og Sydamerika med autoriserede distributører som CVS Pharmacy, Walgreens og Wal-Mart
Ifølge Boykot Israel bliver TEVA beskyldt for at begrænse palæstinensernes adgang til medicin, som i stedet reserveres til israelere.
Herudover forsyner TEVA både de ulovlige bosættelser og Israels militær med medicin.
Dermed medvirker TEVA til Israels apartheid og undertrykkelse af palæstinenserne, påpeger Boykot Israel.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.