Den fossile industri planter sine ideer i EU
Olie- og gasindustrien har de seneste år ansat et hav af lobbyister og brugt millioner af euro på at påvirke EU’s klimapolitik.
Og industrien får noget for pengene.
En central del af EU’s klimastrategi for de kommende år fremhæver fangst og lagring af CO2.
Industrien har kapret “mangfoldigt” rådgivningsforum
Ideen om fangst og lagring af CO2 som et mirakel, der kan kurere EU’s afhængighed af fossile brændstoffer er ikke opstået ud af den blå luft.
Hvert år mødes EU’s største olie- og gasvirksomheder med politikere, embedsfolk, ngo’er og myndigheder til det såkaldte CCUS Forum for at netværke, koordinere, debattere og støbe kuglerne til fremtidens klimapolitik i EU.
Forummet er nedsat af EU-kommissionen.
Selvom både klima- og miljøorganisationer og forskere også er inviteret med til de årlige CCUS-forummer, så har olie- og gasindustrien reelt sat sig tungt på CCUS.
Det vurderer Corporate Europe Observatory, der har gennemgået de seneste års CCUS-forummer og kortlagt de CCUS-arbejdsgrupper, der rådgiver EU-kommissionen.
Olie- og gas industrien dominerer både når det gælder talerne på de årlige forummer, og i forummets tre arbejdsgrupper, der udfærdiger CCUS’ anbefalinger til EU.
Der sidder 24 repræsentanter fra olie- og gasindustrien og 17 medlemmer fra CO2-tunge industrier (eksempelvis cementfabrikker, shipping og kemikalie-virksomheder) i den magtfulde CCUS’ visions-arbejdsgruppe på i alt 86 personer. Til sammenligning har arbejdsgruppen blot to medlemmer fra ngo’er.
Der sidder 43 repræsentanter fra olie- og gasindustrien i CCUS’ infrastruktur-arbejdsgruppe, der består af i alt 200 personer. Kun syv medlemmer af arbejdsgruppen kommer fra ngo’er – og flere af disse ngo’er arbejder endda tæt samarbejde med olie- og gasindustrien.
Dermed sidder olie- og gasindustrien og store CO2-tunge virksomheder tungt på de vigtige arbejdsgrupper, der rådgiver EU-kommissionen om, hvordan fremtidens klimapolitik skal udformes og hvilke løsninger, der skal udgøre den grønne omstilling.
EU-strategi afspejler industriens krav
Industriens omfattende indflydelse i CCUS giver pote:
Flere tiltag i den CO2-strategi for industrien, som EU-kommissionens fremlagde tidligere på året, er direkte afskrift af krav og forslag, som olie- og gasindustrien har fremsat via CCUS-forummets arbejdsgrupper.
CCUS’ visionsarbejdsgruppe er blandt hovedarkitekterne bag ideen om at EU ikke kan nå sine klimamål uden massiv brug af fangst og lagring af CO2.
CCUS’ visionsarbejdsgruppe udgav sidste år et visionspapir for fangst og lagring af CO2 i EU med budskabet om at det er helt nødvendigt at indfange og lagre CO2 i stor stil, hvis EU vil være CO2-neutralt.
– CCUS’ budskab er baseret på den falske præmis om at EU ikke kan leve op til sine klimamål uden at indfange og lagre CO2, siger researcher hos Corporate Europe Observatory, Belén Balanyá til Arbejderen.
Hun har i årevis fulgt og er blandt forfatterene til rapporten The Carbon Coup, der kortlægger olie- og gasindustriens indflydelse på EU’s klimapolitik.
Alligevel bliver industriens budskab omfavnet af EU-kommissionen. Det gælder ikke mindst EU’s energikommissær, Kadri Simson, der på CCUS Forum i Aalborg sidste slog fast, at:
“Vi bliver nødt til at opskalere CCS” (CCS er en forkortelse af fangst og lagring af CO2, red.).
Det er forbløffende og rystende, at et officielt forslag fra EU-kommissionen til en EU-strategi afspejler “visionen” fra en udemokratisk, illegitim og fossilt brændstof-domineret arbejdsgruppe.
Belén Balanyá, Corporate Europe Observatory
EU-kommissionens CO2-strategi for industrien har også indarbejdet en række krav fra CCUS-forummets arbejdsgruppe for infrastruktur.
Det gælder eksempelvis olie og gasindustriens krav om at lade offentlige midler fra EU og medlemslandene betale de mange milliarder det koster at anlægge de 19.000 kilometer CO2-rørledninger og CO2-lagre, og dermed risikoen til skatteborgerne.
– EU har gjort den fossile industri til sine rådgivere. Industriens budskab til EU-kommissionen er, at det fossil-afhængige energisystem må bevares for enhver pris. Resultatet er, at de stemmer, der kalder på grøn omstilling til fordel for mennesker og planeten, bliver overdøvet, advarer Belén Balanyá.
Et andet af de tiltag, som EU-kommissionen har overtaget fra olie- og gasindustrien er ideen om at oprette et marked for “fjernelse af CO2”.
– EU-kommissionen lover i sin CO2-strategi at overveje at oprette et CO2-marked for fjernelse af CO2. Det ville give forurenerne mulighed for at fortsætte med at udlede CO2, så længe de køber CO2-kreditter fra projekter som eksempelvis fangst og lagring af CO2. Kravet om et CO2-marked er gentagne gange blevet fremført de største olie- og gasvirksomheder. Det er rystende, at et officielt forslag fra EU-kommissionen til en EU-strategi afspejler “visionen” fra en udemokratisk, illegitim og fossilt brændstof-domineret arbejdsgruppe, der er nedsat af CCUS Forum, påpeger Belén Balanyá.
Milliarder til forsøgsprojekter
Et andet eksempel på olie- og gasindustriens store indflydelse på EU’s CO2-strategi, er industriens krav om at overskuddet fra fangst- og lagring af CO2 skal gå i lommerne på private virksomheder – men de samme virksomheder skal beskyttes mod omkostninger, risici eller ansvar, hvis tingene går galt eller hvis det lovede CO2-marked bliver en fiasko.
Industriens bønner er blevet hørt, og EU har afsat milliarder af til den nye, uafprøvede teknologi:
I oktober afsatte EU-kommissionen 36 milliarder kroner, der bl.a. skal gå til at investere i projekter, der skal forsøge at indfange, transportere og lagre CO2.
Herudover har EU lyttet til industriens krav, og gjort lagring af CO2 til et “Projekt af Fælles Interesse i EU”. Det åbner op for, at der kan gives statsstøtte.
– Disse midler kunne bruges bedre på reelle løsninger som opskalering af vedvarende energi og energieffektivitetsforanstaltninger i stedet for på risikabel, hurtig infrastruktur, der understøtter en teknologi, der fremmes af den fossile brændstofindustri for at muliggøre en fortsættelse af dens klimakatastrofale forretningsmodel. Ved at give industrien en central rolle i udformningen af et EU-dækkende CO2-transportinfrastrukturnetværk
EU lægger ikke skjul på sine tætte bånd til CCUS Forum.
En af hovedtalerne på CCUS Forum 2023 – der blev afholdt i Danmark sidste år – var EU’s energikommissær, Kadri Simson. I hendes tale proklamerede hun stolt, at industriens bønner var blevet hørt:
“I efterlyste et specifikt og verificerbart mål for lagerkapacitet, industriel støtte og strukturelle løsninger… Og dette forslag (EU-kommissionens strategi for fangst og lagring af CO2, red.) gør præcis det… Og jeg mener, at dette er en mulighed for EU’s olie- og gasproducenter”.
Foto: Claus Bjørn Larsen
Ud af de i alt 46 talere, moderatorer og værter på CCUS Forum i Aalborg kom næsten halvdelen fra olie- og gasindustrien. Dermed var den fossile industri langt den største sektor, der var repræsenteret på forummet.
EU er åbne omkring de tætte bånd til CCUS Forum: EU-kommissionens CO2-strategi for industrien nævner CCUS Forum ved navn ti gange.
EU-kommissionen lægger i sin strategi endda op til at give CCUS-forummet en endnu større rolle i at udforme EU’s politik og finansiering ift. fangst og lagring af CO2 samt være med til at udbygge hele infrastukturen med rørledninger og anlæg til fangst og lagring af CO2.
Mødes med EU-politikere
De årlige CCUS-forummer inviterer højtstående medlemmer af EU-parlamentet til at tale.
Og imellem CCUS-forummerne mødes olie- og gasindustriens jævnligt med medlemmer af EU-parlamentet for at gøde jorden for deres synspunkter.
En af dem er Cristian Silviu-Busoi fra den kristendemokratiske gruppe, EPP. Som formand for EU-parlamentets komité for industri og energi (ITRE) har han været en eftertragtet politiker at mødes med.
I sin tid som formand havde han 44 møder med lobbyorganisationer, ifølge Corporate Europe Observatory.
Heraf mødtes han 12 gange med olie- og gasindustrien og 11 møder med store virksomheder, der udleder meget CO2. Kun en enkelt gang mødte han med en forsker. Og han har ikke haft ét eneste møde med klima- og miljøbevægelsen eller andre ngo’er.
En anden nøglefigur i EU-parlamentet – Christian Ehler fra den kristendemokratiske gruppe, EPP – der ledte forhandlingerne om EU’s industri-klimastrategi i EU-parlamentet, havde 31 lobbymøder – heraf seks møder med olie-og gasindustrien samt 19 møder store CO2-forurende virksomheder. Han mødtes ikke én eneste gang med ngo’er.
Usikker metode
Planerne om at opsamle CO2 fra fossile kraftværker og store virksomheder som eksempelvis Aalborg Portland, der bruger enorme mængder CO2 og pumpe CO2’en ned i flere kilometers dybde i havet, møder kritik
Metoden er nemlig slet ikke ordentligt afprøvet, så det er højst usikkert, om den nedpumpede CO2 bliver på bunden af havet.
De store, globale havstrømme påvirker også dybhavet. Derfor er der ingen sikkerhed for, at den nedpumpede CO2 bliver på havbunden og ikke med tiden kommer op til overfladen igen og slipper ud i atmosfæren.
Klima- og miljøorganisationer og forskere advarer også om, at fangst og lagring af CO2 er en meget dyr teknologi, der kræver store investeringer i anlæg og omfattende infrastruktur. Der skal investeres i anlæg, der kan indfange CO2’en, i rørledninger, i depoter og i transportsystemer med tankvogne, skibe og/eller rørledninger, der kan transportere CO2’en frem til depoterne, for eksempel gamle oliefelter i Nordsøen.
Problemet er, at de enorme investeringer og dyre anlæg skal tilbagebetales. Så når først anlæggene og infrastrukturen er bygget, er man bundet til teknologien – og dermed også bundet til at levere CO2 til den.
I værste fald kan det fastholde de lande, der investerer i den nye teknologi til fossil produktion af energi og den CO2-tunge cementproduktion i årtier fremover.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
