Input til valgkampen
Institut for Menneskerettigheder (IMR) har netop udgivet en rapport om jødehad, der er et eksempel på netop det, FN’s specialrapportør for ytringsfrihed Irene Khan i hendes rapport fra august 2024 advarer imod.
Nemlig en fordrejning af antisemitisme der bruges som våben til at begrænse ytringsfriheden og stemple legitim kritik af Israel som antisemitisme.
Det er på tide, at vi tager et seriøst opgør med propagandistiske stunts, der tjener det formål at aflede fra vor tids største forbrydelse, nemlig folkedrabet i Gaza, ved at betegne modstanden mod forbrydelsen som had eller racisme.
Det er på tide, at vi tørrer leverpostejen af vores briller, afstøver vores kritiske tænkning, stopper offerhierarkiet, hvor forskellige typer racisme behandles forskelligt, alt efter hvem de angivelige ofre er. Vi må samtidig fastholde, hvem de reelle ofre i denne fortælling er. Ikke dem der identificerer sig med landet, der begår verdens første livestreamede folkedrab, men dem der tilhører gruppen, der udsættes for det folkedrab forudgået af årtiers brutal undertrykkelse, fordrivelse og apartheid – nemlig palæstinenserne.
En fjer bliver til fem køer
Rapporten bør vække stor bekymring for, om IMR overholder dets egne principper:
“Institut for Menneskerettigheder er Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution og ligebehandlingsorgan, oprettet af Folketinget ved lov. Med afsæt i FN’s Parisprincipper, der gælder for nationale menneskerettighedsinstitutioner, har Institut for Menneskerettigheder til opgave at fremme og beskytte menneskerettighederne.”
Problemet med rapporten er, at den bruger den meget kontroversielle definition af antisemitisme formuleret af International Holocaust Remembering Alliance (IHRA), der ikke, som navnet ellers antyder, har meget med Holocaust at gøre. IHRA sidestiller nemlig kritik af Israel med antisemitisme.
Man behøver næppe en kandidat i kvantefysik for at forstå, hvorfor det er problematisk at sidestille had mod en religiøs og/eller etnisk gruppe med modstand mod en politisk ideologi, zionismen, eller et land, Israel.
Hele rapporten bør forkastes.
“Arbejdsdefinitionen” af Den Internationale Holocaust Erindringsalliance (IHRA) om antisemitisme er i strid med international menneskerettighedslovgivning og bør ikke bruges til at definere politik eller regulere tale”, skrev Irene Khan endvidere i sin rapport.
Alligevel vælger det såkaldte Institut for Menneskerettigheder at bruge præcis den kontroversielle definition i deres rapport:
“I de konkrete spørgsmål og udsagn, vi har præsenteret i spørgeskemaet, har vi både spurgt ind til den antisemitisme, der rammer enkeltpersoner, institutioner og forsamlinger, og den antisemitisme, der kommer til udtryk i holdninger og fysiske handlinger, jf. IHRA’s arbejdsdefinition.”
Derfor bør det ikke overraske nogen, at rapporten finder:
“De to hyppigste former for antisemitisme, som respondenterne angiver, at de har været udsat for eller overværet, er relateret til staten Israel […] Det gælder for det første, at jøder holdes kollektivt ansvarlige for den israelske stats handlinger, og for det andet brugen af antisemitiske symboler, stereotyper og billeder mv. i forhold til staten Israel.”
Rapporten kommer ikke med nogen klar definition på, hvad antisemitisme er, eller, måske endnu vigtigere, hvad antisemitisme ikke er.
Jeg tænker ikke, der findes mange, der mener, at nogen religiøs gruppe skal holdes ansvarlig for et lands handlinger, men hvem er det egentlig, der blander disse ting sammen?
“Israel er afgørende for jødisk identitet i Danmark.”
“Jeg har en værdimæssig og emotionel tilknytning. Jeg er zionist.”
“Det [Israel] er mit andet fædreland.”
Rapporten finder, at 74 procent af de adspurgte ser Israel som en del af deres jødiske identitet, 20 procent er israelske statsborgere, 38 procent har boet i Israel.
Israel frempromoverer sig som en jødisk stat, angrebet den 7. oktober beskrives ofte som et angreb mod jøder, ikke et angreb på israelere, og Det Jødiske Samfund deler både fysisk adresse samt hjemmeside med Dansk Zionistforbund.
Et dig-problem
Det er måske på tide at bruge den rette formulering: Det er ikke et ‘mig-problem’ – det er altså et ‘dig-problem’. Det er i særdeleshed ikke et palæstinensisk problem, og når et råb om frihed for et undertrykt folk bliver opfattet som aggressivt, truende, intimiderende, hadefuldt og gør dig utryg, så er det ikke palæstinenserne eller os, der støtter dem, der har et problem – det er dig.
I rapporten fra IMR havde deltagerne muligheden for at uddybe. For at understrege ovenstående pointe så lad os kigge på nogle af de udtalelser:
“Det var ikke velset at servere israelsk mad på skolen, hvor mad fra andre lande var temaet.”
“Min bedste ven fortalte, at hans kæreste havde sagt: ’Jeg forstår ikke, at du kan være venner med en zionist som ham.”
“Jeg har kun oplevet antisemitisk adfærd i forbindelse med demonstrationer eller set posters/klistermærker m.m. rundt omkring i byen eller på universitetet.”
“Jeg har oplevet antisemitisk retorik og fordomme knyttet til krigen i Israel […] det har været tydeligt, at både ved demonstrationer i Københavns gader samt online er retorikken blevet skærpet og mere hadefuld mod jøder, efter krigen startede i Israel.”
“Hver uge siden 7. oktober har jeg hørt kampråb om jøders udslettelse foran mit hjem, når demonstrationerne for Palæstina tramper forbi. Det er usigeligt smertefuldt. Vi har alle venner og familie, der enten var eller kender nogen, der var ved Novafestivalen. Vi jøder er skræmt fra vid og sans, og når man har familie og venner i Israel, der i generationer er styrtet til beskyttelsesrum, mens vi herhjemme lever trygt og godt, så begynder vi at ane den angst, de lever med, på os selv. Retorikken er så ond og uoplyst, at alle, jeg kender, frygter det værste.”
“En anerkendelse af Israel og af, at det jødiske folk stadig gerne må være her, fra dem, der vil anerkende Palæstina, kunne være fedt og mindske eksistenstruslen og følelsen af at være ’the bad guy’ konstant, offentligt og i medierne.”
En af punkterne i IHRA-definitionen af antisemitisme er, at man ikke må stille spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere, mens et andet punkt er, at man ikke må behandle Israel ud fra en anden standard, end man behandler andre stater. Det er et glimrende eksempel på, hvor absurd, selvmodsigende og direkte fordummende IHRA er. Man har lov til at stille spørgsmålstegn ved, om Finland eller Luxembourg har ret til at eksistere, men man må ikke stille det samme spørgsmål om Israel, samtidig må man ikke behandle Israel ud fra en anden standard, end man behandler andre stater. Make that make sense (Få dét til at give mening, red.)
Diffus definition
IHRA’s defintion er en “arbejdsdefinition” på antisemitisme, der er skabt og promoveret af zionistiske lobbygrupper. Den har mødt megen kritik, fordi den er diffus, eller sagt med leder af studier for antisemitisme på London Universitet professor David Feldmans ord: “forbløffende forvirrende og upræcis”, fordi den som sagt sidestiller kritik af Israel med antisemitisme.
De, der promoverer IHRA, herunder partierne i Folketinget og IMR, fastholder dog, at legitim kritik af Israel ikke er antisemitisme, dog foreligger der ingen definition på, hvad “legitim kritik af Israel” er, eller hvem der afgør, hvad legitim kritik af Israel er.
Den del ligger til fri fortolkning, og der bliver fortolket løs i gangene hos det danske Institut for Menneskerettigheder.
Er der nogen grænser for, hvad legitim kritik af Rusland eller Saudi-Arabien er? Findes der nogen former for kritik af en stat, der ikke er legitim kritik?
Den rapport, Irene Khan udgav, omhandler den krise, folkedrabet i Gaza har skabt for ytringsfrihed, akademisk frihed og menneskerettigheder globalt, men særlig i Vesten. Khan stiller skarpt på IHRA:
“Den alt for brede og vage definition af antisemitisme, der tilbydes af “arbejdsdefinitionen”, er skadelig, fordi den kan føre til uretmæssige anklager og skade folks omdømme, forvrænge statistikker om antisemitiske hændelser og aflede opmærksomheden fra at adressere de reelle årsager til antisemitisme.”
Forvrænger statistikker
Denne artikel fra 2021 illustrerer præcis, hvor meget IHRA kan forvrænge statistikker om antisemitisme. Den sammenligner to store undersøgelser fra 2019.
Den ene undersøgelse blev foretaget i USA af ADL. Der har været megen relevant kritik af ADL gennem årene, men i deres årlige undersøgelse fra 2019 brugte de ikke IHRA-definitionen. Det gjorde deres søsterorganisation i Canada B’nai Brith til gengæld i deres årlige undersøgelse af antisemitisme.
I USA boede der 6.970.000 millioner jøder, og ADL fandt 2107 tilfælde af antisemitisme.
I Canada boede der 392.000 jøder, og B’nai Brith fandt 2207 tilfælde af antisemitisme.
Når IHRA-definitionen blev brugt, fandt man ikke dobbelt så meget antisemitisme, nej, man fandt 17 gange mere antisemitisme, og jeg tør godt lægge hovedet på blokken i påstanden om, at canadierne ikke er 17 gange så antisemitiske som amerikanerne.
Alle former for racisme bør fordømmes og bekæmpes, det er faktisk ret simpelt.
Min gode ven Jonathan Ofir, der er israelsk jøde, skrev om handleplanen mod antisemitisme fra Folketinget, der er baseret på IHRA’s definition:
“Det her er en af de farligste og mest truende tider for mig som jøde i Danmark – ikke på grund af antisemitismen, men på grund af kampen mod den.”
Det er ikke kun specialrapportør Irene Khan, der advarer om brugen af IHRA, det samme gør forfatteren til definitionen, Kenneth Stern, der offentligt har fordømt instrumentaliseringen af den, samt prominente internationale og israelske organisationer som Human Rights Watch, B’Tselem og over hundrede andre.
Når man kalder sig Institut for Menneskerettigheder og påstår, at man arbejder for menneskerettigheder ud fra FN, så forpligter det. Men instituttet baserer hele dets rapport på en kontroversiel ældre rapport fra 2019 skrevet af den tidligere FN-specialrapportør for religions- og trosfrihed Ahmed Shaheed, der anbefaler implementeringen af IHRA. Shaheed modtog kritik grundet hans tætte samarbejde med zionistiske lobbygrupper.
IMR ignorerer konsekvent rapporten om antisemitisme fra 2022 skrevet af E. Tendayi Achiume, der efterfulgte Ahmed Shaheed som FN-specialrapportør for religions- og trosfrihed. Achiume anbefaler kraftigt, at stater og organisationer “suspenderer vedtagelsen og promoveringen af IHRA”, fordi den er kontroversiel, skaber splittelse, har en negativ indflydelse på menneskerettigheder, bliver brugt politisk til at forhindre eller undertrykke legitim kritik af Israels mangeårige grove brud på internationale love og menneskerettigheder.
Achiume understreger i hendes rapport til FN’s Menneskerettighedsråd, at brugen af IHRA fra regeringer og organisationer har: “bidraget til krænkelser af menneskerettighederne for ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og politisk deltagelse, med mere.” Ligeledes konkluderer hun, at IHRA ikke kun risikerer at indskrænke rettighederne for palæstinenserne og menneskerettighedsforkæmpere, men også for jøder, samt svække kampen mod ægte antisemitisme.
Antisemitisme eksisterer
Betyder det, at reel antisemitisme ikke eksisterer?
Nej, selvsagt gør det ikke det. Rapporten fra IMR kommer også med eksempler på episoder, der kun kan klassificeres som antisemitisme:
“Nogle venners bil blev overmalet med hagekors.”
“Jeg har flere gange oplevet graffiti med store hagekors samt skriften ’Død over alle jøder’ i mit nærområde samt antijødiske klistermærker.”
Der er også en del eksempler, der er svære at placere, netop fordi rapporten og deltagerne selv opfatter modstand mod Israel som antisemitisme. Hvis man som jøde føler sig forfulgt, er det så alene, fordi man er jødisk? Eller fordi kritikken af Israel med rette er stærkt stigende?
Hvis man opfatter kampråbet “from the river to the sea” som en opfordring til at dræbe jøder, vil det selvsagt blive opfattet som en trussel.
I England har man lavet meningsmålinger blandt ikke-jødiske indbyggere. Man skal her ikke tage fejl af dem, der står bag disse undersøgelser, fordi de bruger IHRA-definitionen, men de har alligevel inddelt spørgsmålene således, at vi får et tiltrængt indblik i, hvor udbredt antisemitismen er versus modstand mod Israel.
“Jeg er lige så åben for at have jødisk venner som venner fra andre dele af det britiske samfund”. Tre procent svarer, at det er de uenige eller stærkt uenige i.
“Jeg et godt tilpas med at tilbringe tid med folk der åbent støtter Israel”. Her svarer 25 procent, at de er uenige eller stærkt uenige.
Det er klart antisemitisk ikke at ville have jødiske venner, alene fordi de er jødiske. Det er derimod ikke antisemitisk ikke at føle sig godt tilpas omkring folk, der åbent støtter et land, der begår det største massedrab på børn i nyere tid.
Undersøgelsen blev blæst op i de britiske medier som et eksempel på en voldsom stigning i antisemitisme særlig grundet spørgsmålet:
“Israel behandler palæstinenserne, ligesom nazisterne behandlede jøderne”. Det var 45 procent enige eller meget enige i.
Her er vi tilbage til spørgsmålet: Er det et mig-problem, eller er det et dig-problem?
Vi har alle lært meget om Holocaust, men meget lidt om de mange andre folkedrab i historien.
Når Israel sønderbomber og sulter en befolkning fanget bag højt hegn med pigtråd, er det derfor en meget oplagt association at sammenligne med Holocaust, selvom folkedrabet, Israel begår mod palæstinenserne, også minder meget om andre folkedrab begået af bosætterkolonimagter gennem historien, eksempelvis i Amerika.
Det er altså ikke et mig-problem, hvis Israels udslettelse af en befolkning giver associationer til en anden udryddelse af en anden befolkning – det er et Israel-problem, og det er et dig-som støtter Israel-problem.
Lad være med at forsøge at fremstille det som had, hvis palæstinenserne og os, der støtter dem, drager den oplagte parallel!
Dæmonisering af ofre
Et andet stort problem med rapporten er framingen, ignoreringen af de reelle ofre og en indirekte dæmonisering af disse.
Skulle rapporten have fremstået metodisk troværdig, skulle de, ud over at forkaste IHRA-definition, have lavet en undersøgelse af de to grupper, der påvirkes af konflikten.
Jeg er klar over, at ordet “konflikt” er en lidet nuanceret beskrivelse, men det er sådan, international humanitær lov definerer situationen, nemlig som en konflikt der har rod i den ulovlige besættelse af de palæstinensiske territorier (OPT), hvilket startede i 1967.
Der er konsensus om, at Israel begår apartheid blandt førende organisationer. Den konklusion nåede FN-domstolen også frem til i 2024.
Der er også konsensus om, at Israel siden 1967 har fastholdt en brutal, voldelig og ulovlig besættelse af OPT, og der er konsensus fra førende internationale og israelske organisationer om, at Israel begår folkedrab. Den samme konklusion nåede en specialkomite udnævnt af FN’s Menneskerettighedsråd frem til denne måned.
Rapporten fra IMR bruger konsekvent udtrykket “krigen i Gaza” om udryddelsen af en civilbefolkning fanget bag højt hegn – det har ikke intet med ordet “krig” at gøre, medmindre man bruger den formulering, UNICEF brugte i februar 2024: “Dette er en krig mod børn”.
Det fremstilles, som om det startede den 7. oktober 2023 og ikke med Nakbaen i 1948. Rapporten ignorerer fuldstændig besættelsen, apartheid, tortur, seksuel vold og det faktum, at palæstinenserne i alle de besatte områder lever uden de mest basale menneskerettigheder.
Institut for Menneskerettigheder kalder ovenstående for “krig” og vælger at lave en rapport om, hvor utrygge den minoritet, hvoraf 74 procent identificerer sig med det land, der begår folkedrabet, føler sig. Der findes allerede en handleplan om at bekæmpe den “nye antisemitisme” fra Folketinget, men der findes ingen handleplaner om had mod palæstinensere eller muslimer. Set i det lys fremstår den aktuelle rapport endnu mere obskur.
Fordi hvem er ofrene i “krigen”? Er der blevet dræbt 20.000 israelske børn? Lever israelerne under et brutalt apartheidstyre? Er det israelerne, der aktuelt etnisk fordrives, udsultes og udryddes?
Nej, det er palæstinenserne, men de får ingen fine rapporter eller handlingsplaner.
Institut for Menneskerettigheders rapport er med til at udviske alvorligheden af racisme, særlig af antisemitisme, og den bidrager aktivt til det offerhierarki, der eksisterer.
Alle former for racisme bør fordømmes og bekæmpes, det er faktisk ret simpelt.
I stedet bidrager Institut for Menneskerettigheder aktivt til at gøre en anden minoritet endnu mere til skydeskive, end den i forvejen var.
Hele rapporten bør forkastes, den kan ikke bruges til andet end at understrege præcis, hvorfor Irene Khan og mange andre advarer så kraftigt imod faren ved IHRA-definitionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
