Rapport fra Det Økonomiske Råd
Den 7. juli er det ni måneder siden, at bevæbnede palæstinensiske modstandsfolk fra Hamas og andre organisationer angreb Israel i protest mod Israels langvarige blokade af Gaza.
Det er samtidig ni måneder siden, at Israel startede et folkedrab på befolkningen i Gaza og en optrapning af overgrebene på befolkningen på den besatte Vestbred.
I de ni måneder er der blevet dræbt mindst 37.900 og såret over 86.000 palæstinensere i Gaza. Dertil kommer op mod 20.000, der formodes at ligge begravede under murbrokkerne eller i umarkerede massegrave og ikke tæller med i de officielle dødstal fra Gazas Sundhedsministerium.
90 procent af Gazas befolkning er blevet internt fordrevet mindst en gang ifølge FN’s kontor for koordinering af humanitære anliggender (OCHA). Mange har måttet flygte flere gange.
En stor del af Gazas befolkning sulter. 96 procent af befolkningen er i akut fødevareusikkerhed, næsten en halv million mennesker lider af en katastrofal mangel på mad, og der er stadig en høj risiko for decideret hungersnød, konstaterer FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten UNRWA.
I løbet af de ni måneder er den danske regering gået fra ubetinget opbakning og støtte til Israel til at udtale kritik af Israel for at gå for langt og ikke passe godt nok på civilbefolkningen. Men regeringen har samtidig afvist enhver snak om at indføre sanktioner mod Israel, stoppe med at sende våben til Israel, arbejde på at forhindre Israels folkedrab eller i det hele taget tage effektive skridt i retning af at beskytte Gazas befolkning.
Modsat er der er løbet af de ni måneder blevet udviklet en meget bred og stærk folkelig solidaritetsbevægelse med det palæstinensiske folk. Store dele af den danske befolkning viser aktivt deres støtte til palæstinenserne.
Det startede i oktober sidste år med demonstrationer i København og andre af landets største byer med krav om våbenhvile og stop for besættelsen af Palæstina. De første initiativer blev taget af enkeltpersoner, men snart blev det en bredere kreds af organisationer og bevægelser, der stod for de mange demonstrationer.
I København er der gennem alle ni måneder blevet afholdt ugentlige og i nogle perioder flere gange om ugen eller ligefrem daglige demonstrationer. Nogle meget store med deltagelse fra hele landet og en enkelt gang også andre nordiske lande, andre gange mindre, men stadig med virkelig mange deltagere.
Mange demonstranter har palæstinensisk baggrund, men der er også mange etniske danskere og andre grupper. Mange er unge, men alle aldersklasser er repræsenteret, og modstanden spænder bredt politisk set. Mange har i de her måneder været til den første demonstration i deres liv. I de største demonstrationer har mange faggrupper haft deres egen blok. Det gælder for eksempel filmfolk, musikere og sundhedsarbejdere.
I Odense, Aarhus og Esbjerg har der også været mange demonstrationer, en del virkelig store med deltagelse fra andre dele af landet.
Også mange andre byer og helt små samfund har dannet rammen om solidaritetsdemonstrationer med Palæstina. Det gælder blandt andre Aalborg, Vejle, Randers, Haderslev, Sønderborg, Haslev, Rønne, Allinge, Svaneke, Nexø, Aakirkeby, Ringkøbing og Ærø.
Den 9. maj tog mange danskere afsted til Malmø for at deltage i den store demonstration mod Israels deltagelse i Eurovision. Der kørte otte busser fra København med deltagere fra mange steder i landet. Derudover tog mange med tog. Der kom også demonstranter fra en række andre lande.
Ret hurtigt blev der også gennemført de første blokader af våbenfirmaet Terma, der leverer våbenudstyr til Israel. Der har i løbet af de sidste ni måneder været 13 blokader af Termas lokaler i Søborg ved København samt en række blokader af Terma i Aarhus.
I løbet af de ni måneder er der blevet gennemført en meget bred vifte af støtteaktiviteter over hele landet som blandt andet støttemiddage, støttekoncerter, debatmøder, foredrag, fredsløb, sit in på Københavns Hovedbanegård, aktion i Folketinget, gåtur for Gaza, skolestrejker, folkekøkken, lystænding for Gazas børn, bavnebål, ugentlig flagdag for Palæstina ved Odense Banegård, aktion på Roskilde Festival og forfatteroplæsning.
En aktiv boykotbevægelse har arbejdet med boykot af israelske varer, firmaer med mere.
I april måned lykkedes det efter flere ugers pres fra kunder og aktionærer at få Merkur Andelskasse til at sælge de aktier, de via deres investeringsselskab Triodos havde investeret i en israelsk it-virksomhed, der arbejder tæt sammen med Israels militær.
Dele af fagbevægelsen er også aktive i solidaritetsarbejdet. Flere fagforeninger har vedtaget udtalelser med krav om en våbenhvile, blandt andet FOA har bevilget økonomisk støtte, og der er dannet et solidaritetsnetværk i fagbevægelsen.
I januar startede indsamlingen af underskrifter på et borgerforslag, der krævede, at Danmark anerkender risikoen for folkedrab i Gaza og arbejder aktivt for at forhindre det. Over 53.000 støttede forslaget, der blev behandlet i Folketinget, hvor et flertal af partierne afviste at støtte det. Kun Enhedslisten, Alternativet og Radikale stemte for.
Flere byråd har vist solidaritet med Gazas befolkning. For eksempel gennemførte et flertal i Aalborg Byråd et minuts stilhed for ofrene i Gaza den 22. januar i år. Kommunalbestyrelsen i Albertslund har vedtaget en appel til regeringen om at arbejde for en våbenhvile og overholdelse af international lov i Gaza, og Københavns Kommune har i juni besluttet at droppe investeringer med tråde til israelske bosættelser.
En række ngo’er har anlagt sag mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet for at få stoppet dansk våbeneksport til Israel. Bag sagsanlægget står Amnesty International Danmark, Oxfam Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq.
De seneste måneder har budt på en række meget markante solidaritetsinitiativer.
Fra den 29. maj til 6. juni sultestrejkede en gruppe unge foran Christiansborg med krav om en dansk våbenembargo mod Israel. De stoppede aktionen på grund af lægeadvarsler om fare for deres helbred.
Studerende på Københavns Universitet gennemførte en 27 dage lang teltlejr, “Rafah Garden”, ved universitetets Center for Sundhed og Samfund. Det skete i protest mod universitetets investeringer i firmaer, som profiterer på eller er medskyldige i besættelsen af Palæstina. Derudover havde de studerende en række andre krav som for eksempel, at universitetet skulle fordømme folkedrabet i Gaza og opfordre til øjeblikkelig våbenhvile.
Forud for lejren gik lang tids protester, hvor de studerende uden held havde forsøgt at få stoppet investeringerne gennem dialog med ledelsen. Flere ugers teltlejr, der nød stor opbakning i befolkningen, havde en bedre effekt. Det endte med, at Københavns Universitet den 28. maj meldte ud, at de trækker deres investeringer fra tre virksomheder, som er på FN’s liste over virksomheder, der har aktiviteter i israelske bosættelser på Vestbredden. Det var en sejr for de studerende.
Få dage efter, at teltlejren på Københavns Universitet var lukket ned, dukkede en ny teltlejr op på Københavns Rådhusplads, “Palestine Square”. Her krævede de unge aktivister stop for dansk våbensalg og våbenkøb i Israel. Lejren varede i to uger, hvor det lykkedes for aktivisterne at gennemføre en række forskellige aktiviteter og få en del medieomtale. Men det lykkedes ikke at rokke ved regeringens fortsatte våbenstøtte til Israel.
Teltlejren sluttede af med en blokade af indgangen til Christiansborg den 19. juni. Kun ni dage efter var der endnu en markant blokade, denne gang af Mærsk, som er med til at transportere våben til Israel.
Demonstrationerne fortsætter hen over sommeren i København og andre steder, ligesom der i solidaritetsbevægelsen diskuteres nye aktionsformer til at manifestere støtten til Palæstina. Den næste københavnske stordemonstration bliver den 24. august fra Den Røde Plads på Nørrebro til Christiansborg. Solidaritetsbevægelsen lever videre og vokser sig stærkere.
Også i mange andre dele af verden har der udviklet sig omfattende solidaritetsbevægelser med den nødlidende palæstinensiske befolkning.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
