Det er godt at disse fire organisationer forsøger at få myndighederne til at stoppe for eksport af våben til Israel; men hvad sker der med den aftale, som er indgået om køb af våben fra Israel til Danmarks militær? Her burde vel gælde de samme principper om ikke at støtte et land ved import af dets våben, når det samme land (Israel) er under anklage for at begå folkedrab.
Der er en “klar risiko” for, at dansk produceret militært udstyr bliver brugt af Israel til at begå alvorlige forbrydelser mod civile i Gaza.
Dermed overtræder Danmark de internationale regler for våbenhandel, og Danmark risikerer at gøre sig medskyldig i overtrædelser af den humanitære folkeret – herunder krigsforbrydelser og folkedrab.
Det vurderer de fire ngo’er Amnesty, Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq, der nu går rettens vej for at få stoppet dansk eksport af våben og militært udstyr til Israel.
Må ikke muliggøre angreb i strid med international ret
Med retssagen vil organisationerne have domstolenes vurdering af, om eksporten strider mod de regler om våbenhandel, som Danmark har forpligtiget sig til.
– Vi har i fem måneder talt om et potentielt folkedrab i Gaza, men vi har ikke set politikerne gribe til handling. Danmark skal ikke sende våben til Israel, når der er en begrundet mistanke om, at landet begår krigsforbrydelser i Gaza. Vi har brug for at få rettens ord for Danmarks ansvar, siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte.
Danmark har tilsluttet sig både FN’s våbenhandelstraktat og EU’s fælles regler for våbeneksport, som forpligter Danmark til at sikre, at eksport af våben og militært udstyr fra danske virksomheder ikke risikerer at bidrage til overtrædelser af folkeretten.
FN’s Internationale Domstol (ICJ) vurderede i januar, at det er plausibelt, at Israel er i færd med at begå folkedrab i Gaza.
– Vi har dokumenteret flere israelske bombeangreb i Gaza, der ikke skelner mellem civile og militære mål og udsletter hele familier. Angrebene er uproportionelle og i strid med krigens regler. Danmark må på ingen måde være med til at gøre disse ulovlige angreb på civile mulige. Derfor vil vi nu have rettens vurdering af, om Danmark overholder sine forpligtigelser, siger generalsekretær i Amnesty International Danmark Vibe Klarup.
Danmark må på ingen måde være med til at gøre disse ulovlige angreb på civile mulige.
Vibe Klarup, Amnesty International Danmark
Alene risikoen for, at militært udstyr kan blive anvendt i strid med krigens regler, bør få den danske stat til at stoppe eksporten i henhold til international lov, mener organisationerne.
– Befolkningen i Gaza udsultes, hundredtusindvis af mennesker kan hverken finde vand, mad, medicin eller husly, 70 procent af al infrastruktur er ødelagt i Gaza. Danmark må ikke levere våben til at bombe civile. Med retssagen vil vi teste, om Danmark respekterer international lov og ret og de værdier, vi bekender os til. Vi må ikke sidde klare brud på de humanitære love, krigsforbrydelser og advarslen om et potentielt folkedrab overhørig, siger generalsekretær i Oxfam Danmark Lars Koch.
Udover de tre danske organisationer er også den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq med i retssagen mod den danske stat.
Al-Haq har indsamlet dokumentation på Israels krigsforbrydelser, der har været brugt i FN og i en lignende retssag i Holland.
– Det er meget alvorlige og intensive angreb, der foregår i Gaza, hvor over 30.000 er blevet dræbt og 70.000 såret. Israel nægter at give befolkningen adgang til basale behov som eksempelvis mad, vand, brændstof og medicinske forsyninger. Vi ser en ubeskrivelig lidelse for civile og børn, der amputeres uden bedøvelse, og masseevakuering til horrible steder. Derfor opfordrer Al-Haq indtrængende Danmark til at stoppe bevæbningen af de grusomheder, som finder sted, og til at stoppe et folkedrab på det palæstinensiske folk, siger talsperson for Al-Haq Maha Abdallah.
De fire ngo’er håber på, at danskerne vil bakke op om retssagen. Derfor har de lanceret en crowdfunding-kampagne for at indsamle økonomisk støtte til retssagen.
Retssagen kommer, efter at danske myndigheder i årevis har tilladt danske virksomheder at eksportere dele til F-35-kampflyet, som USA har solgt til Israel – uden at foretage en konkret vurdering af risikoen for, om de israelske kampfly kan involveres i krigsforbrydelser.
På trods af omfattende dokumentation af Israels forbrydelser mod civile palæstinensere i Gaza, advarsler fra internationalt anerkendte eksperter og retssagen ved ICJ fortsætter våbeneksporten til Israel uændret.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Danwatch har tidligere afdækket, hvordan israelske F-35-kampfly med danske dele har været brugt i bombardementer i Gaza.
Ikke mindre end 15 danske våbenfirmaer leverer dele til F-35-kampflyene.
Blandt de danske våbenfirmaer, der leverer dele til de israelske F-35-kampfly, er Terma, der producerer seks vitale dele til alle disse fly – heriblandt de såkaldte pyloner, som holder og slipper flyets bomber og missiler.
Af samme årsag har aktivister fra Palæstina-solidaritetsbevægelsen flere gange blokeret Terma.
Ifølge Den Internationale Domstol (ICJ) er det plausibelt, at Israel begår folkedrab, og har iværksat foreløbige foranstaltninger for at forhindre dette.
Ledende folkeretseksperter vurderer, at den danske praksis ved behandlingen af tilladelser til våbeneksport er i strid med de internationale regler for våbenhandel, som Danmark er forpligtiget til at overholde.
Hollandsk domstol: Stop våbeneksport til Israel
I sidste måned besluttede en appeldomstol i Holland at pålægge den hollandske regering at stoppe våbeneksport til Israel.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Hollandsk domstol kræver stop for eksport til israelske F-35-kampfly
Ifølge den hollandske domstol er den hollandske eksport til F-35-kampflyene i strid med EU’s fælles regler for våbeneksport og FN’s våbenhandelstraktat, som både Holland og Danmark har underskrevet.
FN-eksperter har for nylig opfordret til, at lande stopper deres våbeneksport, hvis der er risiko for, at våbnene vil blive brugt i Gaza.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.