I dag den 24. juli er Earth Overshoot Day, hvilket markerer, at verdens naturressourcer er blevet opbrugt for i år. Det viser beregninger fra tænketanken Global Footprint Network.
Earth Overshoot Day er den dag, hvor menneskehedens ressourceforbrug for året overstiger Jordens kapacitet til at regenerere disse ressourcer det pågældende år.
Med over fem måneder tilbage af året bruger menneskeheden altså naturens ressourcer næsten dobbelt så hurtigt, som Jorden kan nå at genskabe dem.
Hurtigere end nogensinde
I år falder Earth Overshoot Day tidligere end nogensinde. Sidste år faldt dagen den 1. august, men kommer altså over en uge tidligere i år.
De ressourcer som Jorden kan nå at gendanne bliver dermed opbrugt hurtigere end nogensinde før.
Det er alarmerende for mennesker, naturen, klimaet og de mere end én million arter, der allerede er truet af udryddelse, advarer WWF Verdensnaturfonden.
– På trods af adskillige internationale aftaler, der skulle vende udviklingen for vores natur og klima inden 2030, så fortsætter vi med at belaste planeten langt udover dens bæreevne. Som direkte konsekvens ser vi langt flere ekstreme vejrhændelser, massive ødelæggelser af natur og levesteder og en presset fødevareproduktion. Vi er kort sagt ved at save den gren over, vi selv sidder på. Vi er nødt til at skifte kurs, understreger Mikkel Aarø-Hansen, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Især det globale forbrug af kød, træ og fisk trækker i den forkerte retning, konstaterer WWF Verdensnaturfonden.
Alene sidste år mistede kloden tropisk skov 80 procent hurtigere end året før, og skovområder halvanden gange større end Danmark gik tabt.
Samtidig fortsætter forbruget af kød med at stige på verdensplan, mens mere end hver tredje fiskebestand er overfisket, advarer WWF Verdensnaturfonden.
Danmark helt i top
Danmark ligger i top over de lande, der har de største fodaftryk på verdens natur. Allerede den 28. marts ramte Danmark vores nationale Overshoot Day.
Danmark bruger altså næsten fem gange så mange ressourcer, end naturen kan nå at genoprette.
Hvis Danmark skal være et grønt foregangsland, er vi nødt til at løfte blikket og tage ansvar for, hvordan vores fodaftryk påvirker naturen og klimaet ude i verden.
Mikkel Aarø-Hansen, WWF Verdensnaturfonden
Hvis alle andre mennesker i verden havde det samme forbrug som danskerne, ville der altså være brug for mindst fem kloder.
Det skyldes først og fremmest den omfattende udnyttelse af Danmarks land- og havarealer til intensivt landbrug og fiskeri. I Danmark bliver hele 61 procent af jorden udnyttet til landbrug.
Hertil kommer en stor import af varer fra udlandet, som lægger beslag på naturressourcer i andre dele af verden til eksempelvis biomasse, soja og kaffe.
Nu kræver WWF Verdensnaturfonden politisk handling. Og den natur- og biodiversitetslov, der skal forhandles på plads i efteråret er en god anledning.
– Hvis Danmark skal være et grønt foregangsland, er vi nødt til at løfte blikket og tage ansvar for, hvordan vores fodaftryk påvirker naturen og klimaet ude i verden. I dag er vores fodaftryk et af verdens højeste, og det bliver vi nødt til at ændre på. Derfor skal den kommende natur- og biodiversitetslov nødvendigvis sætte et ambitiøst mål om at reducere Danmarks globale fodaftryk, lyder det fra Mikkel Aarø-Hansen.
Earth Overshoot Day bliver udregnet af organisationen Global Footprint Network og bygger på omfattende data, der blandt andet analyseres af York Universitetet.
Ifølge Global Footprint Network vil det tage 22 år at genoprette den tabte natur, som vi mennesker har forårsaget siden 1970’erne.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.