KÆMPE SEJR FOR JER OG NATUREN !!!!
MED JERES KAMP MOD MAGTEN — VISER I VEJEN FOR FOLKET.
GOD OPTAKT TIL KV 25
Mandag morgen blev der jublet hos nordjyske motorvejsmodstandere.
I løbet af halvanden måned er det lykkedes Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen at indsamle 1.013.510 kroner, så foreningen kan indlede en retssag mod staten. Formålet med retssagen er at få det gigantiske motorvejsprojekt erklæret ulovligt og dermed stoppet.
En rørt formand for Borgerforeningen, Else Marie Tolbøll, takker for alle bidrag, der har bragt indsamlingen i mål. Hun ser det som udtryk for, at den folkelige modstand mod motorvejen er virkelig stor.
“Vi har nået vores fælles mål, så nu kan retssagen anlægges. Egholmmotorvejen kan stoppes! Sikke en vilje. Sikke en kampgejst,” skriver hun på Facebook.
Opbakningen til kampen for at forhindre nordjysk natur i at blive plastret til med motorvej og biltrafik er da også kommet fra andre dele af landet, blandt andet fra Amager Fælleds Venner.
“Ligesom Amager Fælleds Venner har valgt at gå rettens vej for at udfordre de mastodonter, vi er oppe imod, arbejder Borgerbevægelsen nu for at rejse en retssag mod selve staten……. En sådan retssag vil være vigtig også i forhold til at sætte fokus på det overordnede mål for vores kampe: En ny kurs, hvor politikerne tager natur og biodiversitetskrisen alvorligt og stopper med at bygge naturen væk i det ene projekt efter det andet”, skriver Amager Fælleds Venner på sin facebookside.
Med en million på kontoen er det realistisk at indlede sagen, mener Borgerbevægelsens advokat og tidligere formand, Louise Faber. Hun forventer, at det bliver en langvarig sag, og til Nordjyske udtaler hun, at det derfor kan blive nødvendigt at rejse yderligere to millioner kroner for at kunne føre sagen til enden.
Det skal nu afklares, om Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmforbindelsen kan få fri proces til at føre sagen.
I retten vil Borgerbevægelsen anfægte anlægslovens gyldighed med henvisning til, at der ikke er blevet taget passende hensyn til naturen, og at der er langt bedre alternative løsninger.
Anlægsloven, der giver grønt lys til motorvejen, blev vedtaget i maj måned af et flertal i Folketinget, bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne.
Anlægsloven giver transportministeren ret til “… at anlægge en ca. 20 km 4-sporet motorvej vest om Aalborg via Egholm med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39 Hirtshalsmotorvejen i nord”.
Motorvejen ventes at løbe op i ni milliarder skattekroner – heraf skal Aalborg Kommune betale 600 millioner kroner.
Motorvejen bliver det fjerdedyreste anlægsprojekt nogensinde næst efter forbindelserne over Storebælt, Øresund og Femern.
Når motorvejen i 2035 er anlagt, ventes mere end 36.000 biler dagligt at drøne hen over Egholm.
I februar offentliggjorde Vejdirektoratet en rapport, der vurderer, at de samlede udslip af drivhusgasser ved at bygge motorvejen er 480.000 ton. Det er næsten 200.000 ton mere end hidtil vurderet og svarer cirka til 70.000 danskeres årlige CO2-udslip.
Nu starter det store arbejde med at få retssagen skåret til og stævningen indleveret.
Som nævnt forventer advokat Louise Faber, at retssagen trækker ud, og at det vil blive nødvendigt at samle endnu flere penge ind.
“Forventeligt får vi brug for at indsamle 1 mio. kr. om året i den tid, retssagen kører. Det klarer vi også sammen,” lyder det fra Borgerbevægelsens formand Else Marie Tolbøll.
Du kan bidrage på MobilePay 927767 eller indbetale på bank 9070 1632235360.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
KÆMPE SEJR FOR JER OG NATUREN !!!!
MED JERES KAMP MOD MAGTEN — VISER I VEJEN FOR FOLKET.
GOD OPTAKT TIL KV 25
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.