Valgkommentar
Endnu en uge af valget er gået. Selvom det har foregået i skyggen af USA og Israels ulovlige krig mod Iran, har det ikke stoppet partierne fra at komme med udspil og forklare, hvorfor man skal sætte kryds ved lige præcis dem.
Sagaen om formueskatten fortsætter med forudsigelige argumenter fra både højre og venstre, men også nye emner er dukket op i ugens løb.
Socialdemokratiets længe ventede pensionsudspil er endelig blevet fremlagt. Drikkevandskrisen fik en mere central plads i debatten og folkeskoleområdet har bejlere fra begge sider af det parlementariske spektrum.
Alligevel er der en lang række emner, som burde have en langt mere central plads i valgkampen, som stadig er bemærkelsesværdigt fraværende. De omhandler alle grupper i vores samfund, som har allermindst, er mest udsat og egentlig har mere brug for hjælp end de fleste.
Fra kontanthjælp til sulteydelse
Et af de emner er regeringens kontanthjælpsreform, som trådte i kraft den 1. juli 2025. Siden da er den ene historie efter den anden dukket op, hvor kontanthjælpsmodtagere går fra en allerede meget lav ydelse, til noget der minder om en sulteløn.
I nogle enkelte tilfælde er kontanthjælpsmodtagere blevet hjemløse, da de har mistet retten til en særlig form for boligstøtte, samtidig med at deres ydelse er blevet sat ned. Alt i alt har 10.000 borgere fået sat deres ydelse helt ned til 6789 kroner om måneden, hvilket er under fattigdomsgrænsen i Danmark.
Af de 10.000 estimeres det at 90 procent af dem er ikke-vestlige indvandrer.
Det er, med andre ord, en statsskabt fattigdomskrise. Med de stigende leveomkostninger i Danmark som konsekvens af års inflation er det på ingen måder muligt at leve et værdigt liv for så lav en ydelse.
Det er en skandale uden lige, hvis man skal beskrive det mildt. Alligevel har ingen af partierne taget det på sig som en sag i valgkampen. Alternativets politiske leder Francisca Rosenkilde nævnte det kort i en bisætning i partilederdebatten, dagen hvor valget blev udskrevet, men siden da har der været helt stille om reformens konsekvenser.
Forhåbentligt bliver reformen et emne i løbet af valgkampen. Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at konsekvenserne af at sende tusindvis af mennesker ud i fattigdom er en massiv socialpolitisk katastrofe.
En katastrofe, som fortjener opmærksomhed og en løsning fra de politikere, som muliggjorde den til at starte med.
Nødlidende psykiatri
Også psykiatrien er overraskende fraværende fra debatten. Regeringen har i løbet af sin levetid ellers både udmøntet den såkaldte “10-års plan for psykiatrien” og indgået en særaftale for at løfte børne- og ungepsykiatrien.
Alligevel er området stadig så underprioriteret, at der nogle gange kan gå årevis, før en borger kan blive udredt for en psykisk lidelse.
DR dokumenterede i maj 2025, at børn og unge de fleste steder i landet skal vente over et år for at blive udredt for ADHD, angst eller autisme. I Nordjylland var ventetiden helt oppe på tre et halvt år.
Som direktøren for psykiatrifonden, Marianne Skjold, udtalte tilbage i april 2025:
– Det ser uhyre ringe ud. For børn og unge er vi på trods af de politiske tiltag ikke kommet nogen vegne.
Alt det her sker, imens politikerne i valgkampen taler en masse om folkeskolen, og hvordan vi kommer mistrivsel til livs der. Så kunne de med rette også vælge at vende blikket mod det system, som skal gribe de børn, som ender i mistrivsel. Det system, som skal diagnosticere og behandle de børn.
Det er tydeligt, at psykiatrien stadig mangler ressourcer, sengepladser og at få nedbragt ventelisterne til udredning markant. Det er en åbenlys dagsorden, som politikerne desværre stadig ikke griber.
Slut med universel folkepension
Et emne, som politikerne med glæde har taget op, er spørgsmålet om pension. Det blev reelt set et valgtema allerede tilbage i 2024, hvor Mette Frederiksen bebudede, at Socialdemokratiet ikke længere ville stemme for den automatiske stigning i pensionsalderen, som er aftalt i velfærdsforliget fra 2006.
Hvordan fremtidens pension så skulle se ud, ville statsministeren dengang ikke svare på, men lovede at et udspil ville komme. Det kom så i sidste uge, hvor Socialdemokratiet fremlagde en plan for at udvide den såkaldte Arnepension, så næsten halvdelen af befolkningen vil få adgang til den, samt ændre stigningen i pensionsalderen fremadrettet fra et helt år hvert femte år, til et halvt.
Så at pensionsalderen for eksempel i 2100 vil hedde 74 år, i stedet for 78, som det ville med den nuværende stigning. Imens andre kan gå på tidlig pension gennem Arnemodellen. Som partiet selv siger, så er det et udspil, som vil skabe en differentieret pensionsalder, og skrotte den universelle tanke bag folkepensionen.
Det, sammen med formueskatten, er Socialdemokratiets store hovednummer den her valgkamp. Det er et så åbenlyst forsøg på at vinde nogle af de vælgere tilbage, som er rykket længere til venstre, efter Mette Frederiksen gik i regering sammen med Moderaterne og Venstre.
Og fra midten af dansk politik, igen ligesom med formueskatten, er pensionsudspillet blevet lunkent modtaget. Moderaterne og Radikale Venstre har begge fremlagt deres egne udspil, som hverken inkludere en nedsættelse af den automatiske stigning i pensionsalderen, eller en udvidelse af Arnepensionen.
Og eftersom at meningsmålingerne på nuværende tidspunkt ikke på nogen måder giver Mette Frederiksen mulighed for at komme udenom de to partier, kan både formueskat og ændret pension ende som dødfødte projekter, hvis eneste formål var at vinde valget for Socialdemokratiet.
Det er en kynisk læsning af Socialdemokratiets taktik, men på ingen måder en urealistisk analyse.
Mette, Mette, Mette
Og ligesom de her ugentlige overblik har haft en tendens til, så er hele det politiske Danmark tryllebundet af netop Mette Frederiksen og Socialdemokratiet under den her valgkamp. Alle udspil fra andre partier, alle positioneringer fra særligt de borgerlige, har været reaktioner på noget, som statsministeren gør eller siger.
Det er et mærkværdigt fænomen at være vidne til. Socialdemokratiet står ikke godt i meningsmålingerne, mere end fem procent nede fra resultatet i 2022 i den seneste Voxmeter måling, men er alligevel i total kontrol over valgkampen.
Formueskatten er blevet det borgerlige Danmarks fjende nummer et, en stribe partier er kommet med folkeskoleudspil som reaktion på Socialdemokratiets “lilleskole” og senest er pension blevet Moderaterne og De Radikales fokusområde, igen efter et udspil fra Socialdemokratiet.
Statsministeren sætter tempoet, hun vælger emnerne som er i fokus, og derved fortællingen om dem. Den stigende personificering af dansk politik, som har fundet sted over mange år, når nu på sin vis et klimaks, da hele valget nærmest kun drejer som en enkelt person: Mette Frederiksen.
Og selvom Troels Lund Poulsen teknisk set er statsministerkandidat, så er ingen i tvivl om, at også efter valget hedder statsministeren Mette Frederiksen. Spørgsmålet er blot, hvilken regeringssammensætning, hun kommer til at indgå i.
Om de andre partier kan sætte en selvstændig dagsorden er svært at sige. Alt kan ske i løbet af en valgkamp, men som tingene ser ud lige nu, er Socialdemokratiet i et nærmest uset niveau af kontrol over slagets gang.
Men der er stadig to uger til valget, og på to uger kan selv den mest sikre vinder pludselig falde, se blot på Søren Pape Poulsen og de konservative i 2022.
Følg med igen i næste uge, hvor jeg endnu engang gør status over valgets forløb, måske for en gangs skyld uden et nyt dagsordensættende udspil fra Socialdemokratiet!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
