Det er onsdag den 20. september. Efter flere dage med regn, kulde og blæst bryder solen henimod aften igennem, og vi får den smukkeste septemberaften. En fantastisk ramme for det arrangement, der starter klokken 19.30 på Bjerget på Amager Fælled.
Her har Amager Fælleds Venner inviteret til folkering for Amager Fælled, og mange har taget imod opfordringen.
Skuespiller Anne Marie Helger er konferencier og møder frem i en af sine flotte rober. En fantastisk flot grøn klimakjole, der passer til lejligheden, hvor det handler om at forhindre det planlagte byggeri midt i Amager Fælleds natur.
– Det her er en meget, meget vigtig dag. Det er en af de nødvendige demonstrationer til gavn for de kommende generationer, erklærer Anne Marie Helger i sin indledning.
– De tager bare bid efter bid af naturen. Der bliver ikke en eneste busk eller træ tilbage til sidst, tilføjer hun.
Og så går det ellers løs med en times flot kulturpprogram.
Første musikere på scenen er rapduoen MC Dommedag og Klimahystaden, der lægger ud med en sang til vores truede moder jord.
“Stop med at bedrive hor med moder jord med det oliebor”, lyder det ud i skumringen.
Duoen får forsamlingen til at synge med på sine skarpe tekster.
- I 1990’erne beslutter de københavnske politikere, at der skal bygges på Strandengen på Amager Fælled. Men beslutningen ligger i dvale frem til 2016, hvor kommunen vil realisere planerne fra 1990’erne. De vil bygge på den 5-6000 år gamle Strandeng, der som et af de få områder i Danmark aldrig har været opdyrket. Området har en unik biodiversitet. Salget af byggegrunden skal finansiere en del af kommunens gæld til Metroselskabet.
- Der rejser sig en stor protestbevægelse mod byggeplanerne. Amager Fælleds Venner dannes og sætter sig i spidsen for modstanden, som også Danmarks Naturfredningsforening København er meget aktiv i. Der bliver gennemført et væld af folkeringe, demonstrationer og andre protester.
- Op til kommunevalget i 2017 går fire partier – Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF – til valg på, at der slet ikke vil blive bygget på Amager Fælled, hvis de får flertal efter valget.
- Godt to måneder før kommunevalget giver den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen efter for presset og meddeler, at der alligevel ikke vil blive bygget på Strandengen på Amager Fælled.
- Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF får ikke flertal ved valget i 2017. Frank Jensen fastholder, at der skal sælges byggegrunde, der kan finansiere en del af metrogælden. I september 2018 stiller overborgmesteren som betingelse for at være med i budgetforliget for 2019, at partierne accepterer, at der nu skal bygges på tre grønne områder: Lærkesletten på Amager Fælled, Stejlepladsen i Sydhavnen og Selinevej. Med i budgetaftalen er Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
- Alle tre områder er fredede, men fredningerne bliver helt usædvanligt ophævet af et flertal i Folketinget ved lov i marts 2019 – uden om Fredningsnævnet.
- Der har siden været massive protester mod byggeplanerne og affredningerne. Der har været underskriftsindsamlinger, demonstrationer, aktioner, klager, rekordmange kritiske høringssvar og meget andet.
- Trods protesterne vælger et flertal i Borgerrepræsentationen den 4. februar 2021 at godkende de lokalplaner, der åbner for byggerierne. For byggeplanerne stemmer Socialdemokratiet, SF, Radikale, Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti samt de to løsgængere Kasandra Behrndt-Eriksen og Kåre Traberg Smidt.
- Den 24. februar 2021 går byggeforberedelserne i gang på Lærkesletten på Amager Fælled, men protesterne fortsætter.
- Den 7. juli 2021 kommer en afgørelse fra Planklagenævnet samt Miljø- og Fødevareklagenævnet, der giver klager over byggeplanerne på Amager Fælled opsættende virkning. Bygherre Fælledby P/S indstiller byggeforberedelserne.
- Den 15. juli 2021 går byggeforberedelserne på Lærkesletten i gang igen. Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune vurderer, at der godt må arbejdes på lysåbne områder, og at de fire tilladelser til byggeaktiviteter, der er givet efter, at klagerne er afsendt, stadig gælder.
- Den 27. juli 2021 stævner Amager Fælleds Venner Fælledby P/S for at få dem til at overholde byggestoppet.
- Den 17. august 2021 siger Københavns Byret i en kendelse, at byggestop omfatter hele området og alle givne tilladelser. Afgørelsen er betinget af, at Amager Fælleds Venner kan stille en sikkerhed på to millioner kroner.
- Onsdag den 18. august har Amager Fælleds Venner samlet de to millioner kroner ind. Byretten erklærer byggestop.
- Den 14. december 2021 træffer Planklagenævnet samt Miljø- og Fødevareklagenævnet endelig afgørelse. Klagerne får ikke medhold. Det betyder, at det planlagte byggeri på Amager Fælled kan gennemføres.
- Den 22. december 2021 ophæver byretten byggeforbuddet. I starten af 2022 går byggeforberedelserne i gang igen.
- Den 2. februar 2022 stævner Amager Fælleds Venner Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse for at være i strid med reglerne for VVM-processen, der skal sikre, at et projekt ikke skader miljøet. Senere er også Planklagenævnet blevet stævnet.
- Den 12. december 2022 erklærer Københavns Byret byggestop på Amager Fælled indtil, der er faldet en afgørelse i retssagen. Den afgørelse blev kæret til landsretten af blandt andet klagenævnene.
- Den 26. maj 2023 ophæver landsretten byggestoppet.
- Den 27. september 2023 starter retssagen i Københavns Byret.
Anne Marie Helger holder sig heller ikke tilbage for at levere et par selvkomponerede satiriske sangnumre imellem de forskellige indslag. Hun når også at omdøbe det danske parlament til “Folkeingentinget”.
Optimisme inden retssag
– Det er ikke let at komme efter Anne Marie Helger, konstaterer Johan Løje, en af Amager Fælleds Venners advokater, da han som den næste kommer på scenen.
Johan Løje taler om den retssag, som Amager Fælleds Venner har anlagt mod Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet, og som bygherren Fælledby også er en del af. Retssagen starter på onsdag den 27. september i Københavns Byret.
– Det bliver rigtig spændende. Louise Faber (Amager Fælleds Venners anden advokat – red.) og jeg har stor tiltro til, at byretten vil lytte til os. Det er vores formodning, at vi har rigtig gode chancer for at vinde, erklærer han til jubel og klapsalver fra forsamlingen.
– Om Fælleden får fred, det kan vi ikke love, men vi vil i hvert fald sørge for, at det bliver rigtig kompliceret at komme videre for dem, tilføjer Johan Løje.
Byretten skal tage stilling til, om det foregik efter reglerne, da de to klagenævn tilbage i december 2021 godkendte miljøvurdering og lokalplan for det planlagte byggeri på Amager Fælled. Amager Fælleds Venner og deres advokater mener ikke, at godkendelsen overholder kravene i EU-lovgivningen på området.
Johan Løje understreger, at retssagen har betydning langt ud over Amager Fælled. Allerede nu har den haft indflydelse på klagenævnenes praksis.
– Får vi medhold i byretten, vil naturen rundt omkring i landet opleve, at der bliver taget mere hensyn til den. Det, I kæmper for, gælder også resten af Danmark, understreger advokaten.
Retssagen forløber over tre til fire retsmøder i september og oktober, og der forventes dom i sagen i midten af november.
Næste taler, Maria Zahle fra Amager Fælleds Venner, kommer ind på et andet problem med det planlagte byggeri på Amager Fælled. Området, der er planer om at bygge på, var engang losseplads, og store mængder giftigt kemikalieaffald er dumpet her.
– Fælledby, vores ærkefjende, som vil bygge her, har lavet en række jordprøver. De viser, at der er op til en million gange for meget kemi i jorden i forhold til, hvad Miljøstyrelsen anbefaler, man kan leve med. Prøverne viser, at der er stoffer som vinylchlorid, toluen og benzen i store mængder. Fælledby har måttet bruge rigtig mange kræfter – og penge – på at udvikle forskellige barrierer mellem bygningerne og jorden. Og så er der metanen, også i meget høje koncentrationer, og den er sprængfarlig, erklærer Maria Zahle.
I dag kan giften fordampe i luften, men hvis der bliver bygget huse på giftgrunden, vil dampene kunne blive koncentreret i bygningerne. Det prøver Fælledby at forhindre med de forskellige barrierer, men Maria Zahle advarer om konsekvenserne, hvis de ikke fungerer som planlagt.
Hun opfordrer deltagerne til at fortsætte kampen mod byggeplanerne, for eksempel ved at kontakte politikerne eller PensionDanmark, der er medejer af Fælledby.
– Når vi står så mange sammen her, alle os der elsker naturen, så tænker jeg, at vi er som den modige David, der kan besejre den store, stærke Goliath. Vinden blæser i vores retning. Og det giver mig håb, slutter Maria Zahle sin tale.
Nu kommer Tobias Trier på scenen. Ud over at være musiker og sangskriver er han også skuespiller og forfatter.
Tobias fanger deltagerne med sine finurlige tekster med indbygget kritik af blandt andet regeringens udlændingepolitik og krigsdeltagelse og får forsamlingen til at synge med.
Aftenens sidste taler er forfatter, forlægger, oversætter og aktivist Sheküfe Tadayoni Heiberg. Hun møder op med et flot emblem på frakken. Samme dag er hun af bevægelsen Arternes Ambassade i København blevet udnævnt som grøn mosaikguldsmed-ambassadør.
Talen er formet som et digt.
– Fælleden er fælles, den er alles. Men hvem er en del af alle. Er alle en del af alle, eller er det kun mennesker, eller faktisk kun nogle få udvalgte og rige mennesker, starter Sheküfe Tadayoni Heiberg.
Tiden er kommet til sidste indslag i kulturprogrammet. Kira Skov betager alle på Bjerget med sin smukke stemme. Hun synger en meget poetisk klimasang, der spørger, hvor vi skal gå hen, når vi nu har ødelagt det hele, og slutter af med en slavesang.
– Jeg elsker Amager Fælled. Vi bor lige ved siden af og kommer her stort set hver dag, fortæller Kira Skov.
Anne Marie Helger slutter programmet med at takke for, at hun fik lov til at være med til denne håbets aften, og så synger hun lige sin egen sang om “Helger Danske”.
Fakkeltog omkring byggefeltet
En masse fakler er nu blevet tændt. Det er blevet tid til fakkeltog rundt om det planlagte byggefelt. De hundredvis af deltagere bevæger sig afsted på Fælledens stier og skaber lys i mørket.
Forrest går Klagekoret Naturens Stemmer, der synger sine mange forskellige sange om Amager Fælled og naturen. Undervejs møder optoget både musikeren Blue Lake, hvis smukke klarinetspil lyder gennem mørket, samt sangeren Anders Brandt, der spiller og synger sangen om den sorte salamander.
På hegnet ind til byggefeltet er der sat et kæmpe banner op med teksten “Bevar Amager Fælled” og et billede af en ræv, et af de mange dyr der lever på Amager Fælled.
Den meget stemningsfulde folkering er ved at nå sin afslutning. Klagekoret Naturens Stemmer slutter af med sang på Bjerget, indtil alle deltagerne i fakkeltoget er kommet ind på byggepladsen.
– Tak for en magisk aften, hvor vi har vist, at kærligheden til naturen er stor, og at vi er mange, der kæmper imod byggeriet på Amager Fælled. Slaget om Amager Fælled er langt fra afgjort. Retssagen i Københavns Byret starter i næste uge. Vi tror, at retssagen ender med endnu et byggestop. Og lige meget hvad fortsætter vi kampen for at bevare hele Amager Fælled. Sammen er vi stærke. Bevar håbet, og bevar Amager Fælled! siger Maria Zahle fra Amager Fælleds Venner til afslutning.
Med nyt håb bevæger deltagerne sig hjem ad de mørke stier med en lysende nattehimmel over sig.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.