Dansk landbrug er langt mere klimaskadeligt, end de officielle beregninger fra regeringen giver indtryk af.
Det viser en ny rapport fra Greenpeace, der har kortlagt dansk landbrugs udledning af drivhusgasser.
Ifølge rapporten står landbruget for næsten halvdelen (46,4 procent) af Danmarks samlede udslip af drivhusgasser.
Det er langt mere end de cirka 30 procent, som regeringen vurderer, at dansk landbrug udleder.
Kødproduktion skaber skadelig metan
Næsten hele landbrugets klimabelastning kommer fra produktion af kød.
Dansk landbrug er storudleder af den skadelige drivhusgas metan på grund af de mange kvæg og svin i dansk landbrug.
Og det er ny viden om netop metan, der får Greenpeace til at opjustere dansk landbrugs klimaaftryk. Metan er en 25 gange kraftigere drivhusgas end CO2.
De nye tal gør det klart, at regeringen må tage sit klimaansvar på sig og arbejde for en markant reduktion i den animalske produktion.
Tarjei Haaland, Greenpeace
Hidtil er de skadelige klimavirkninger fra metan blot blevet beregnet ud fra, hvor meget metan skader i løbet af 100 år.
Men hvis man derimod beregner metans skadelige klimavirkninger i de første 25 år af metans levetid, så er skaderne langt større, end hvis man regner 100 år frem i tiden.
Metan er nemlig især skadelig for klimaet i de første år af sin levetid, og herefter “damper” metan mere af.
Greenpeace mener, at det giver god mening at bruge tallet, der viser de skadelige virkninger 20 år frem i tiden og ikke 100 år frem tiden – for hvis de værste konsekvenser af klimaforandringerne skal forhindres, så er det her og nu, der skal handles, og ikke om 100 år.
– De nye tal gør det klart, at regeringen må tage sit klimaansvar på sig og arbejde for en markant reduktion i den animalske produktion, der er storsynderen bag de store drivhusgasudledninger, så vi kan bane vej for mere plantebaseret mad og nå klimamålet, siger klima- og energipolitisk rådgiver hos Greenpeace, Tarjei Haaland.
Han fortsætter:
– Vi kan ikke fortsætte med at friholde landbrugets enorme animalske produktion fra at yde sit rimelige bidrag til at nå vores klimamål. Metan- og lattergas hører til de helt store klimasyndere, og nu er det på høje tid, at regeringen og politikerne begynder at forholde sig til de alarmerende tal set over de næste 20 år frem for alene at se på udviklingen set over 100 år.
Klimaaftale på vej
Greenpeaces kortlægning af dansk landbrugs udslip af drivhusgasser kommer, samtidig med at regeringen har igangsat forhandlinger om en klimaaftale for landbruget.
Folketingets partier har foreløbig mødtes 61 gange for at forsøge at nå til enighed om en aftale. Torsdag sendte regeringen sit udkast til en aftale til de øvrige partier.
Regeringen vil afsætte ikke mindre end 22,6 millarder kroner til at støtte landbruget med at nedbringe udledning af drivhusgasser med 7,3 millioner ton CO2 inden år 2030.
Regeringen lægger op til at udskyde konkrete CO2-reduktioner og i stedet håbe på, at ny teknologi vil bringe landbruget i mål.
Regeringen satser i sit landbrugudspil på, at langt størstedelen (fem millioner ton) af landbrugets reduktion skal komme via fremtidige teknologier.
Blot 1,6 millioner ton drivhusgasser skal skæres væk med kendte teknologier og løsninger frem mod 2030.
Danmarks Naturfredningsforening kritiserer regeringens udspil for at være uambitiøst og kræver, at landbrugsforhandlingerne munder ud i konkrete CO2-reduktioner her og nu.
– Opgaven for regeringen er at sikre reelle CO2-reduktioner her og nu. Det betyder reduktion af vores enorme husdyrbestand og omlægning af landbrugsjord til natur, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Gjerding.
Skader også klimaet i udlandet
Det er ikke kun herhjemme, at dansk landbrug skader klimaet.
Ifølge Greenpeace efterlader dansk landbrugs import af soja til især svinefoder et klimaaftryk på 6,2 millioner ton CO2 om året.
Dermed er Danmark det land i EU, der importerer mest sojafoder per indbygger.
I Sydamerika, hvor over 80 procent af sojafoderet kommer fra, er soja en hoveddrivkraft bag rydningen af skov.
I sidste måned offentliggjorde Greenpeace videodokumentation, der viser den omfattende afbrænding af skov i Amazonas.
Der findes alternativer
Miljøorganisationen Greenpeace er klar med flere forslag til, hvordan dansk landbrug kan blive omstillet og nedbringe sit enorme klimaskadelige udslip af drivhusgasser.
Greenpeace har tidligere udgivet analysen “Sådan indfries 70 procent-målet” med en række ideer til, hvordan landbruget kan nedsætte sin udledning af drivhusgasser med 70 procent – blandt andet ved at halvere antallet af Danmarks køer og svin frem til 2030.
Og sidste år udgav Greenpeace i samarbejde med fem andre organisationer rapporten Fra foder til føde med 18 konkrete forslag til, hvordan Danmarks landbrugsproduktion kan omstilles.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.