Cut ties with genocide
Den amerikanske ambassade ligger bag sit pansrede hegn. På fortovet og gaden foran bygningen stimler tusinder af mennesker sammen med palæstinensiske flag vajende i de snefnugfyldte vindpust. Der er indkaldt til stordemonstration for Palæstina, og det dårlige vejr er ingen hindring.
Demonstrationen starter ved den amerikanske ambassade med et krav om våbenembargo. Våben for hundreder af milliarder kroner er kommet fra USA til Israel under de 500 dages folkemord. Men stedet er mere aktuelt end nogensinde, efter at præsident Trump åbent og utilsløret kræver total etnisk udrensning af Gaza.
Folk stamper i jorden for at holde den snigende kulde fra fødderne, mens politiet spærrer for trafikken foran ambassaden for at give plads til demonstrationen. Fra den store scenevogn lyder demonstrationens velkendte retningslinjer – ingen racisme eller zionisme, ingen homofobi eller antisemitisme er velkommen her.
Grupper af demonstranterne har organiseret sig i blokke. Sundhedsblokken går i front med deres klare budskab om solidaritet med deres kolleger, der kæmper under umenneskelige vilkår i Gaza. Bag dem er den faglige blok, filmfolk, Jøder for Retfærdig Fred (5784) og andre. I alt ti blokke med vidt forskellig baggrund har meldt deres ankomst.
Folk strømmer stadig til foran ambassaden, og forfatteren og skribenten Michael Irving Jensen går som den første taler på scenen. Efter hans stærke ord deler aktivister løbesedler ud om de kommende aktiviteter i den brede bevægelse for solidaritet med Palæstina. Alt fra borgerforslaget om våbenembargo – der stadig har plads til underskrifter – over boykot af Israel til kampagnen mod Mærsks våbensejladser bliver taget godt imod.
Langsomt sætter den brogede flok sig i bevægelse og indtager gaden. Ruten går fra den amerikanske ambassade og til Statsministeriet. Undervejs drejer den forbi ved Esplanaden, hvor hovedkvarteret for rederiet Mærsk titter frem i baggrunden. De får råb med kravet om at stoppe med at sejle våben til apartheidstaten med på vejen.
De tusinder af demonstranter bevæger sig langsomt gennem gaderne i København. Sneen siver ned og gør underlaget fedtet under de mange fødder, og tempoet sænkes for at sikre fodfæstet. Men det støtte tempo giver tid for folk til at slutte sig til langs ruten, og optoget bliver ved at vokse.
Demonstrationen slutter inde i gården ved Christiansborg foran Statsministeriets trappe. Det giver udfordringer i programmet. For mens der er nem adgang for de gående, kan scenevognen ikke komme forbi granitkuglerne foran porten, og selvom lyden fra de på forhånd opstillede højtalere i gården er fin, er det svært at parkere scenen, så alle kan se de næste talere.
Nada Omar – der er bogaktuel med “Palæstinenseren” senere på måneden – holder den første tale. Efter hende kommer Dina Hashem fra Amnesty International Danmark på vognen.
Den sidste tale fokuserer igen på kravet om våbenembargo mod staten Israel. Dina Hashem er fra Amnesty, der er en af de fire NGO’er, som forsøger at lægge sag an mod regeringen for at stoppe den traktatstridige handel. Senere på måneden, fra den 25. februar, vil Østre Landsret tage stilling til, om de har ret til at føre sagen.
Stemningen er høj, og viljen til at fortsætte kampen for at sikre våbenhvile og nødhjælp for at stoppe våbenhandel med Israel og for et frit Palæstina er stærk blandt folk. Men de små tre timer i snevejret kræver sin pris. De tusinder af demonstranter vender kort efter den sidste tale snuden hjem til varmen og tørvejret.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
