Den ukrainske våbenfirma Fire Point, der inden længe anlægger en fabrik i Danmark, bliver lige nu efterforsket af det ukrainske antikorruptionsagentur NABU.
Ifølge The Kyiv Independent er våbenfirmaet mistænkt for at have vildledt den ukrainske regering om priser og leverancer på militære droner.
Efterforskningen omfatter nuværende og tidligere embedsmænd og repræsentanter for industrien, som har indvilget i at udtale sig på betingelse af anonymitet.
Fire Point masseproducerer blandt andet angrebsdroner og Ukraines nye langtrækkende Flamingo-krydsermissil, der har en rækkevidde på 3000 kilometer og dermed kan angribe mål langt inde i Rusland.
Vi har ikke grund til at tro, at der er et problem. Men det er ingen hemmelighed, at spørgsmålet om korruption er et problem.
Troels Lund Poulsen, forsvarsminister
På bare ét år – fra 2023 til 2024 – er Fire Points omsætning vokset fra fire millioner dollar til over 100 millioner dollar.
Nyheden om, at våbenfabrikken kommer til Danmark, blev præsenteret på et pressemøde onsdag eftermiddag.
Det er første gang, at Danmark lægger jord til en ukrainsk våbenfabrik. Og det er første gang, at Ukraine producerer våben i et andet land.
Forsvarsministeren afviser
På pressemødet torsdag blev forsvarsminister Troels Lund Poulsen spurgt til, om det vil have konsekvenser for samarbejdet med Fire Point, hvis antikorruptionsagenturet finder, at der er hold i mistanken om korruption i firmaet.
– Jeg har set historien, og vi har rakt ud til agenturet (NABU, red.) Vi har fået oplyst, at der ikke er rejst en sag endnu. Og vi har ikke grund til at tro, at der er et problem. Men det er ingen hemmelighed, at spørgsmålet om korruption er et problem i forhold til den danske model. Det er også vigtigt at sige, at den virksomhed, som bliver etableret i Danmark, skal overholde de danske regler, siger Troels Lund Poulsen.
Kyiv Independent er i besiddelse af dokumenter, der viser, at Fire Point sidste år solgte FP-1 langdistancedroner til en værdi af 320 millioner dollars – til den ukrainske regering. Det svarer til cirka én tredjedel af Ukraines samlede budget til indkøb af droner.
De seneste uger har Fire Point iværksat en charmeoffensiv, hvor de promoverer deres FP-1 angrebsdroner og Flamingo-krydsermissiler i vestlige medier.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.