Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
Er der håb for fred i Palæstina? Det spørgsmål satte Enhedslistens Palæstinaudvalg til debat i anledning af FN’s internationale solidaritetsdag for Palæstina, den 29. november.
130 tilhørere deltog – enten i salen på Christiansborg eller på nettet. Der deltog ikke én eneste repræsentant fra regeringen i denne fredskonference.
Arrangørerne havde forgæves henvendt sig til 20 folketingsmedlemmer fra regeringspartierne Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre.
– Det var ærgerligt for debatten, at ingen af regeringens partier deltog. Vi har virkelig brug for at høre regeringens ideer og planer for at sikre våbenhvile og fred i Gaza, siger tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og aktiv i partiets Palæstinaudvalg Christian Juul, der var blandt arrangørerne af konferencen.
Regeringen bidrager til, at konflikten fortsætter
Dermed fik de mange tilhørere ikke mulighed for at høre regeringens svar på den massive kritik af dens uforbeholdne støtte til Israels tæppebombardementer af Gaza.
– Den danske regering bidrager til, at Israel kan køre på frihjul i forhold til at overholde krigens love. Samtidig vil den danske regering ikke støtte en våbenhvile. I FN’s Generalforsamling har 120 lande vedtaget en opfordring til, at Israel og Hamas indgår en våbenhvile. Danmark stemte blankt, oplyste Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach og tilføjede:
– Den danske regering spiller ikke en konstruktiv rolle i konflikten. Tværtimod har den danske regering bidraget til, at konflikten kører videre. Danmark og resten af Vesten står ikke vagt om menneskerettighederne og folkeretten, når det gælder Israel.
Sammen med De Radikale og SF udgjorde hun det stærkt amputerede politiske panel, der skulle debattere mulighederne for en varig fred i Gaza og resten af Palæstina.
Våbenhvile eller humanitær pause?
Første skridt mod fred er at få stoppet de massive bombardementer og indgå en våbenhvile, der kan bane vejen for fredsforhandlinger, mener Enhedslisten og De Radikale.
– Der er brug for en våbenhvile, så vi kan få sat gang i en politisk proces, der kan sikre en retfærdig fred. Uden retfærdighed kommer der ikke en varig fred. En våbenhvile er starten på en anden løsning end Israels militære svar mod en civilbefolkning, der bliver udsat for den ene krænkelse efter den anden af menneskerettighederne og krigens love. Vi skal vælge det modsvar, der fører til forandring og fred. Og det kræver en våbenhvile og politiske løsninger, mener Trine Pertou Mach.
Karsten Hønge fra SF havde svært ved at tage ordet våbenhvile i sin mund.
– Det giver ikke mening at indføre en våbenhvile, to dage efter et terrorangreb har fundet sted. Den angribende part vil altid have interesse i en hurtig våbenhvile, for så kan de omorganisere sig og blive stærke igen. Skal der være våbenhvile, hver gang der sker et overfald? Hvem er en våbenhvile til fordel for? Et land har ret til at slå tilbage, hvis det bliver overfaldet. Hvis vi hver gang, der er en militær konflikt, indfører en våbenhvile, hvem er det så, vi beskytter? spurgte Karsten Hønge fra SF.
Der er brug for en våbenhvile, så vi kan få sat gang i en politisk proces, der kan sikre en retfærdig fred. Uden retfærdighed kommer der ikke en varig fred.
Trine Pertou Mach, Enhedslisten
De tre partier – Enhedslisten, SF og De Radikale – er ikke enige om vejen frem mod en varig fred i Gaza og resten af Palæstina.
Enhedslisten og De Radikale ser en våbenhvile som en forudsætning for, at parterne kan sætte sig til forhandlingsbordet og begynde at tale om, hvad der skal til, for at begge parter i fremtiden kan føle sig trygge og leve i fred.
SF’s udmelding fik flere tilhørere og de to andre folketingsmedlemmer i panelet til at tage ordet.
– Der er grundlæggende forskel på humanitær pause og våbenhvile. Amnesty og en række nødhjælpsorganisationer er klare i spyttet: Der er brug for en våbenhvile. Det er ikke nok med humanitære pauser. For i ordet “pause” ligger der, at der kommer noget tilbage bagefter, konstaterer Trine Pertou Mach.
Hun uddybede:
– Det er ærgerligt, at debatten udvikler sig til: Er man på hold med Israel eller på hold med Hamas. Det handler om at stille sig på de uskyldige civiles side og på side med krigens love. Og på side med den fred, som både israelere og palæstinensere har ret til. En våbenhvile kommer ikke uden et massivt internationalt pres. Og den kræver en international indsats at håndhæve. Derfor er der behov for, at den danske regering kommer på banen og ikke gør det modsatte.
Også Christian Friis Bach advarer SF mod kun at stille krav om “humanitære pauser”.
– Der er grundlæggende forskel på en humanitær pause og en våbenhvile. Hvis du kun tør sige en humanitær pause, så anerkender du præmissen om, at Israels bomber og drab på tusindvis af palæstinensere er et rigtigt svar på Hamas’ terrorangreb. Det er ikke et rigtigt svar, lød det fra den radikale udenrigsordfører, der fortsatte:
– Vi bombede 20 år i Afghanistan, og det eneste, der skete, var, at Taleban voksede sig stærke. Vi kommer til at se det samme her. For hver gang der er et barn, der bliver slået ihjel, er der en bror eller en far eller en mor, der melder sig under fanerne. Det er en spiral af had og hævntørst, som vi dyrker ved at håndtere konflikten på den måde. Det anerkender SF. Når I kun vil kræve en pause, så anerkender I, at bomber og krig er den rigtige vej at gå.
Også blandt tilhørerne var der stemning for en våbenhvile.
En af tilhørerne, Jan Mathisen, undrede sig over, hvorfor Danmark ikke lægger et større politisk pres for at få en våbenhvile.
– Det er ikke os, der bestemmer betingelserne for våbenhvile. Det gør de parter, der er involveret i konflikten. Vores opgave – og verdenssamfundets opgave – er at lægge et politisk pres for en våbenhvile. Vi skal ikke komme med alt muligt småfnidder om, hvordan våbenhvilen skal se ud. Det må dem, der indgår våbenhvilen, bestemme. Så drop alle de der beskyldninger om, at så støtter man Hamas. Vi skal presse politisk på for at få parterne til bordet og forhandle en våbenhvile, lød opfordringen fra Jan Mathisen.
En anden tilhører, der har været 36 gange i Palæstina i løbet af de seneste 16 år, opfordrede også parterne til at sætte sig sammen.
– Vi har oplevet, hvordan palæstinenserne hele tiden bliver presset mere og mere. Nu har Hamas sagt: “Nu er nok nok!” Nu er det vores tur til at sige: “Nu er nok nok!” Hidtil har verdenssamfundet lukket ørerne, øjnene og munden og ladet situationen udvikle sig. Vi er en vigtig startende kraft. Lad os nu sige: “Nok er nok!” Nu vil vi ikke finde os i, at situationen fortsætter på den her måde i Palæstina.
FN må ind – og bosætterne må ud
– Men hvad skal der egentligt ske efter en våbenhvile? spurgte Gunvor Bjerre, en tilhører.
– FN har mandat til at være myndighed, i overgangen fra kolonitid til at et land kan blive frit og uafhængigt. Sidst, FN benyttede sig af den mulighed, var i Østtimor. Den rolle kan man genetablere i Gaza, lød visionen fra De Radikales udenrigsordfører Christian Friis Bach.
Han uddybede:
– Og så skal vi have gang i forhandlingerne om en tostatsløsning. Der findes faktisk allerede i dag bud på, hvordan man kan få langt størstedelen af bosætterne væk.
Enhedslisten mener også, at der skal gang i fredsforhandlinger om en varig løsning med udgangspunkt i løftet om selvbestemmelse til palæstinenserne.
– Der bliver brug for en militær FN-styrke, som Danmark bør støtte op om. Det er svært at tale om, hvad der skal komme. For det er befolkningerne i Palæstina og Israel selv, der skal finde en løsning. Men vi kan presse på for, at løftet til palæstinenserne om selvbestemmelse skal efterkommes. Spørgsmålet om selvbestemmelse til palæstinenserne skal være udgangspunktet og den juridiske ramme for fredsforhandlingerne om en varig løsning, sagde Trine Pertou Mach.
Hamas: Terrorister eller befrielsesbevægelse
Der blev også sat fokus på, hvad Hamas er for en størrelse.
– Hamas er mange ting. Hamas er en politisk bevægelse, en social bevægelse. Og Hamas har en militær fløj, al-Qassam-brigaderne. Det var al-Qassam-brigaderne, der – sammen med seks andre ekstreme fraktioner, heriblandt Islamisk Stat – foretog angrebet på Israel den 7. oktober, konstaterede De Radikales udenrigsordfører Christian Friis Bach.
Han uddybede:
– Men Hamas har også en politisk gren og en social gren. Derfor skal vi passe på med at skære alle over én kam, som vi gjorde med Taleban. Hvis vi skærer alle over én kam, mister vi muligheden for at række ud til dem, der vil noget andet. Men Hamas har afskåret sig selv fra at være en del af en fremtidig løsning.
SF’s udenrigsordfører Karsten Hønge gentog regeringens budskab om Israels ret til selvforsvar.
– Israel har selvfølgelig en legitim ret til at slå igen mod en terrorbevægelse, der har invaderet landet. Det er måden at gøre det på. Til gengæld skal svaret være proportionalt. Der er meget, der tyder på, at det, der foregår, er ude af proportion, lød det fra SF’s udenrigsordfører, der uddybede:
– Jeg håber, at det internationale samfund vil støtte oprettelsen af en palæstinensisk stat. Men Hamas skal man ikke have en dialog med. Det er nogle, der skal slås ned. Jeg har svært ved at se en løsning i øjeblikket. Jeg har aldrig haft så lidt håb.
På torsdag skal Folketinget debattere et borgerforslag om, Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza og arbejde for en politisk løsning på konflikten, som næsten 70.000 mennesker har skrevet under på på bare en måned.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
