Kommunistisk Parti (KP) stiller i år op til kommunalvalget i København. På en række fronter kæmper partiet her for en ny politisk retning.
“Magten til københavnerne”, skriver KP i sit politiske program.
For partiet handler medbestemmelse nemlig ikke bare om, at der sættes et kryds hvert fjerde år til et valg. De kræver, at Københavns Kommune på en lang række områder inddrager borgerne mere i beslutningsprocesserne.
For eksempel når kommunen skal bygge nyt i byen. Her kræver partiet, at borgerne inddrages tidligere i udarbejdelsen af lokalplaner, samt at høringer om byggeprojekterne bliver reelle og ikke blot symbolske handlinger.
Tiltag af den art skal ifølge partiet være med til at sikre, at København bliver en by bygget med respekt for arbejderklassen, en by med respekt for naturen, og hvor international solidaritet med især Palæstina står højt på dagsordenen.
Til kommunalvalget i København har KP indgået et valgteknisk samarbejde med Frie Grønne, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Rødt Venstre og Hampepartiet.
Flere almene boliger
Når der den 18. november 2025 skal findes 55 medlemmer til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, kan københavnerne stemme på Kommunistisk Parti.
Det skal de ifølge KP’s spidskandidat Brian O’Brien Grønvold gøre, hvis de ønsker et København, hvor almindelige mennesker har råd til at bo.
– Hver dag ser vi, hvordan vores by forandrer sig og ikke kun til det bedre. Almene boliger forsvinder, og i stedet skyder spekulationsbyggerier op for millioner. Almindelige mennesker har ikke råd til at bo i byen længere, siger Brian O’Brien Grønvold, der til daglig er gymnasielærer og fagforeningsaktivist.
Han fortsætter:
– Derfor vil vi i Kommunistisk Parti i København stoppe byggeriet af luksusboliger. Vi vil i stedet renovere den boligmasse, vi har, og sørge for meget mere alment boligbyggeri i København.
I 2020 udgav Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en analyse, der så på familier med børn på nul til to år i København. Udviklingen siden 80’erne viste, at mens 40 procent af de nul- til to-årige kom fra arbejderklassefamilier for 35 år siden, så udgjorde de blot 11 procent i 2020.
En rig by skal ikke spare
“København er en rig by med en kassebeholdning på omkring 17 milliarder kroner. Alligevel oplever københavnerne hvert år nedskæringer og forringelser på mange områder. Det skyldes det stramme budgetregime, som skiftende regeringer har lagt ned over kommunerne. Kommunistisk Parti vil bekæmpe, omgå og afskaffe den nyliberale økonomiske styring af byens økonomi”, skriver Kommunistisk Parti.
Danmark vedtog i 2012 budgetloven, hvilket betyder, at Kommunernes Landsforening og regeringen hvert år vedtager et loft over de “borgerrettede serviceudgifter” til driften af blandt andet plejehjem, folkeskoler, børnehaver og bosteder til mennesker med handicap.
København skal være en by, der tør tage globalt ansvar.
Kommunistisk Parti
Et af de mange områder, hvor Kommunistisk Parti vil sætte ind, er i de københavnske folkeskoler. Partiet kritiserer skarpt, at et flertal i Borgerrepræsentationen har besluttet, at flere elever med særlige behov skal inkluderes i almenklasserne.
“Trods fine ord om inklusion og mangfoldighed er der tale om en spareøvelse, der vil betyde dårligere vilkår for alle elever. Almenklasserne kan ikke rumme flere elever med særlige behov. De skal i stedet sikres gode specialtilbud, der har særlig viden om netop denne gruppe børn. Der skal tilføres flere penge til skoleområdet, så økonomien til at dække det stigende behov for specialtilbud ikke tages fra almenområdet”, skriver Kommunistisk Parti.
Sidste år udgav Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en analyse, der viser, at cirka hver tredje nyuddannede lærer, der får arbejde i folkeskolen i København umiddelbart efter uddannelse, forlader den igen inden for fem år. København er den by i Danmark, hvor det står værst til på den front.
Kommunistisk Parti mener, at flere ressourcer vil gøre det lettere at tiltrække og fastholde uddannede lærere. Et andet vigtigt tiltag vil være at sikre to uddannede lærere eller pædagoger i alle timer på alle klassetrin.
Gratis offentlig transport
Ifølge Kommunistisk Parti skal Københavns Kommune have en grøn, retfærdig og kollektiv transportpolitik. Partiet vil gøre det lettere at vælge cykel, bus og tog frem for bilen.
Gennem skat og afgifter på privatbilisme vil KP finansiere gratis busser, S-tog og metro i København. Dette skal være med til at reducere biltrafikken, forbedre luftkvaliteten og gøre det nemmere for indbyggerne at bevæge sig rundt i byen.
Gratis offentlig transport er allerede en realitet flere steder i Europa. Al offentlig transport er for eksempel gratis i Stavanger i Norge, for registrerede indbyggere i Tallinn i Estland og i hele landet Luxembourg. Men københavnerne behøver ikke at kigge til udlandet for at finde lignende initiativer. Fra 1. juli i år blev det gratis at køre med alle bybusser i Fredericia Kommune.
Bliver KP valgt ind i Borgerrepræsentationen i København, vil partiet arbejde for at indføre “roadpricing“, et betalingssystem for kørsel i højt trafikerede zoner. Her skal prissætningen tilpasses indkomstniveauet og formålet med kørslen. KP understreger, at partiet kun vil begrænse “den unødvendige privatbilisme” og ikke ramme dem, der skal bruge bilen i forbindelse med arbejde eller som følge af vanskeligheder med mobilitet.
Når stormfloden rammer
Ifølge Kommunistisk Parti står Københavns Kommune over for en vigtig opgave med at “reducere sin CO2-udledning markant for at bidrage til den globale klimakamp og sikre en bæredygtig fremtid for byens borgere”. Den opgave kan ifølge partiet ikke overlades til “markedskræfterne og kapitalisterne”.
“De har skabt problemet og tjener på dets fortsatte forværring”, lyder det fra KP.
Klimaforandringerne fører til flere ekstreme vejrbegivenheder. KP finder det i den forbindelse nødvendigt at sikre København mod stormflod.
Ifølge en analyse, der blev offentliggjort i 2024 af Danmarks Tekniske Universitet (DTU), vil antallet af mennesker i Danmark, der vil blive ramt af stormfloder, vokse til det femdobbelte i løbet af det næste århundrede sammenlignet med det nuværende antal. København er her blandt de tre mest udsatte kommuner i landet.
KP vil derfor anlægge vådområder, naturlige bufferzoner, diger og grøfter i kyst- og vandmiljøet, så ekstreme vandmængder ved eksempelvis stormflod kan blive absorberet og bremset. Dette vil ifølge partiet også have positiv betydning for “biodiversitet og rekreative muligheder”.
At den kunstige halvø Lynetteholm skulle være en form for klimasikring, som udviklingsselskabet By & Havn hævder, bliver imidlertid afvist af KP. Partiet kræver Lynetteholm afviklet og vil sikre, at al bebyggelse på halvøen stoppes.
“Lynetteholm er ikke klimasikring og vil blive oversvømmet som noget af det første i København”, skriver KP, der generelt modsætter sig bebyggelse på naturområder herunder Lynetteholm i Østersøen og boligbyggeriet på Amager Fælled.
Kultur er en ret
“Kultur og fritid er grundlæggende menneskelige behov, ikke luksusgoder for de få. I et samfund med stigende ulighed ser vi, hvordan adgang til kulturelle oplevelser, kreative fællesskaber og fritidsaktiviteter i stigende grad afhænger af pengepung og postnummer”, skriver Kommunistisk Parti.
Ifølge KP bliver for mange børn og unge udelukket fra fritidsaktiviteter og kulturoplevelser på grund af brugerbetaling og dyre kontingenter. Derfor ser partiet det som nødvendigt for Københavns Kommune at gøre alle kommunalt støttede fritidstilbud gratis. Det gælder eksempelvis idræt, musikskoler og kreative aktiviteter.
At København er en mangfoldig kommune, skal ifølge KP afspejles i byens kulturtilbud. Partiet vil sikre information og aktiviteter på flere sprog, herunder arabisk og engelsk.
“Minoritetsdrevne kulturinitiativer skal prioriteres i støtteordningerne. Desuden skal der udvikles kultur- og fritidstilbud, der er særligt tilpasset mennesker med fysiske, psykiske eller kognitive funktionsnedsættelser”, understreger KP.
Stop social dumping
Kommunistisk Parti beskriver sig selv som et “arbejderparti”, der står på arbejderklassens side. Ifølge partiet skal alle indbyggere i København “have adgang til trygge jobs, faglig opkvalificering og ordentlige arbejdsvilkår”.
Social dumping på byggepladser og i servicesektoren bliver af KP anset som et stort problem i København. “Social dumping” er et begreb, der ifølge 3F betyder, at firmaer hyrer udenlandske arbejdere “til langt lavere løn og ringere arbejdsforhold end deres danske kolleger”. Dette kan medføre, at danske arbejdere føler sig tvunget til at arbejde under dårligere løn og vilkår for at kunne konkurrere med de udenlandske kolleger i jagten på en stilling.
KP vil stoppe social dumping gennem øget kontrol, adgang til arbejdspladserne og “ikke mindst” skærpet straf. Ifølge partiet skal Københavns Kommune kun lave aftaler med virksomheder, der har tegnet overenskomst.
Københavns Kommune er selv en af landets største arbejdspladser. Men KP kritiserer, at kommunen ansætter for mange arbejdere på deltid, selvom de gerne vil arbejde fuldtid. Bliver KP valgt ind i Borgerrepræsentationen, vil partiet arbejde for, at Københavns Kommune går forrest “i kampen for ordentlige vilkår og faste stillinger”.
Københavns Kommunes egne tal viser, at 37 procent af kommunens fastansatte arbejder på deltid. Det svarer til mere end hver tredje fastansatte.
At så mange af Københavns Kommunes egne ansatte arbejder på deltid, går ifølge KP ud over arbejdernes livskvalitet og velfærden i København.
Venskabsby med Gaza
“København skal være en by, der tør tage globalt ansvar”, fastslår Kommunistisk Parti, der støtter “fred, retfærdighed og international solidaritet”.
Et særligt fokus har KP på palæstinenserne, der fortsat lider under Israels folkemord. Partiet vil lave en venskabsbyaftale med Gaza By for at sende et klart signal om, at København “ikke vender blikket væk fra folkemordet”. Aftalen skal blandt andet forpligte København til at hjælpe med genopbygningen af Gaza.
Flere europæiske byer er allerede venskabsbyer (også kaldet tvillingebyer eller søsterbyer) med Gaza By. Det gælder eksempelvis Tromsø i Norge, Barcelona i Spanien og Cascais i Portugal.
KP vil arbejde for, at København bliver et “fyrtårn for international solidaritet” ved at indføre kommunal boykot af Israel. Står det til KP, må kommunen ikke investere i virksomheder, der tjener på krig og undertrykkelse.
Læs mere på partiets hjemmeside for kommunalvalgkampen, Rødt Kbh.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.