Denne artikel blev først publiceret på mediet Kollektivist.
Kollektivist har gennemgået ATP’s regnskaber og kan afsløre, at ATP – vores fælles tvungne pensionsfond – investerer direkte i syv af de primære internationale våbengiganter, der leverer våben til Israels folkemord i Palæstina.
De syv virksomheder er: RTX Corp (USA), Lockheed Martin (USA), Leonardo (Italien), BAE Systems (UK), General Dynamics (UK), Kongsberg Gruppen (Norge) og Rheinmetall (Tyskland).
Kollektivist afslørede i sin seneste artikel, at Lockheed Martin er på ATP’s liste over udenlandske investeringer.
Efter yderligere gennemgang af ATP’s investeringer fandt mediet – ikke én – men hele seks andre af Israels primære internationale våbenproducenter.
Her er listen over ATP’s investeringer i de syv våbenproducenter, klippet ud og samlet fra deres fulde regnskab:

Alle syv våbenvirksomheder er direkte leverandører af våben og teknologi til det israelske militær, IOF.
Flere af dem er hovedproducenter af de F-35-kampfly og missiler, der bliver brugt som de primære våben i Israels bombardementer af civile i Gaza.
Andre er hovedproducenter af de pansrede køretøjer, der er blevet brugt i landinvasionen af Gaza.
ATP har undladt at oplyse offentligheden om disse investeringer af befolkningens fælles pensionspenge, som alle over 16 skal betale til – en tvungen ordning, som man ikke kan melde sig ud af.
Da ingen af ATP’s bestyrelsesmedlemmer, ledelse eller ansatte er valgt af befolkningen, kan man heller ikke stemme om, hvem der vælger investeringerne.
Modsat deres investering i den danske våbenvirksomhed Terma – som de har fejret offentligt – er ATP’s investering i de syv store internationale våbenproducenter foregået i fuld tavshed.
Bevæbner til folkemord og massedrab på civile
De syv våbenvirksomheder, ATP har investeret i, udgør kernen af Israels våbenforsyning:
Lockheed Martin: Leverer F-35-kampfly til det israelske luftvåben, brugt i næsten daglige angreb mod civile og total ødelæggelse af civile bygninger i Gaza, heriblandt 90 procent af alle skoler og uddannelsesinstitutioner.
RTX Corp: Producerer en række forskellige missiler, bomber og ammunition til Israel.
General Dynamics: Producerer F-16-fly, artilleri og pansrede mandskabsvogne (tanks) til Israel brugt i Gaza.
BAE Systems: Producerer dele til F-16- og F-35-kampfly, pansrede køretøjer og ammunition til Israel.
Leonardo: Italiensk våbenproducent med leverancer af Apache-kamphelikoptere, træningsfly, skibskanoner til Israel.
Kongsberg: Norsk virksomhed der producerer og leverer de ‘Joint Strike’-missiler, der sidder på og bliver affyret fra F-35-flyene.
Rheinmetall: Tysk våbenproducent, der leverer ammunition og pansring til israelske og allierede operationer.
ATP’s investeringer i de syv våbenproducenter
Ifølge ATP’s regnskaber har størstedelen af de investeringer fundet sted i slutningen af 2024. Her begyndte de for eksempel deres investering i RTX Corp, der leverer missiler til Israels bombardement af Gaza.
ATP’s største investeringer i de syv våbenproducenter kom også, efter FN, Amnesty og Human Rights Watch udgav deres rapporter, der dokumenterer Israels handlinger gennem det første år som et folkemord.
De blev også foretaget, efter Benjamin Netanyahu og Yoav Gallant fik udstedt en international arrestordre på sig.
I research foretaget af Kollektivist fandt mediet frem til, at ATP faktisk har en eksklusionsliste over udelukkede virksomheder.
Men ingen af de syv primære våbenproducenter til Israels folkemord har fundet deres vej til denne liste, trods den massive dokumentation for deres aktive involvering og profitering gennem våbenlevering til et igangværende folkemord, der har varet i næsten to år.
Firmaerne står i stedet fortsat på ATP’ s liste over udenlandske investeringer: Fire ud af syv er begyndt efter Israels invasion og massive bombardement af civile.
Alle syv er enten begyndt eller skruet op, efter alle rapporterne, der dokumenterer Israels handlinger som folkemord, kom ud i efteråret 2024.
Oveni investering i Terma
I juni 2024 kom det frem, at ATP havde investeret et ukendt et-cifret milliardbeløb i Terma, der producerer dele til israelske F-35-fly. Kollektivist afslørede i dette interview i december 2024, at Terma sender de flydele direkte til Lockheed Martin i USA, og at de er bevidste om, at de ender i Israel og bliver brugt mod børn og civile.
ATP’s investering i Terma blev mødt med modstand og demonstrationer, men ATP har indtil nu forsøgt at dæmpe kritikken ved at præsentere sig som ‘uvidende’ om den direkte forbindelse mellem Termas F-35 flydele, Lockheed Martins F-35-fly og Israels brug af de F-35-fly i folkemordet på børn og civile i Gaza.
Artiklen fortsætter…
Læs også
I Kollektivists interview med ATP ville deres pressechef Jørgen Rudbeck ikke indrømme det præcise milliardbeløb og fremstod overrasket over, at Termas våbendele ender hos Israel og bliver brugt i det israelske folkemord på palæstinenserne.
Men Kollektivist kan nu afsløre, at mens ATP’s pr-strategi tilsyneladende har været at fremstå forvirrede og uvidende udadtil over for forbindelsen mellem Terma, Lockheed Martin og Israel, har de altså samtidigt investeret massivt direkte i både Lockheed Martin, RTX Corp, Rheinmetall og fire andre af de mest centrale internationale våbenproducenter til det israelske militær.
Folkemordsøkonomi
Den 30. juni 2025 udgav FN’s særlige rapportør for Palæstina, Francesca Albanese, rapporten “Fra Besættelsesøkonomi til Folkemordsøkonomi“.
USA har netop sanktioneret hende for rapporten og forsøgt at få hende fyret.
I rapporten dokumenterer Francesca Albanese, hvordan et netværk af globale virksomheder både muliggør og profiterer på Israels folkemord i Palæstina.
I serien “Folkemordets pengespor” har Kollektivist løbende dækket dele af det netværk siden begyndelsen af 2024 ved at afsløre, hvordan virksomheder som BlackRock og andre enorme kapitalforvaltere står økonomisk bag fossil- og våbenindustriens ressourceudtrækning gennem militærinvasioner.
Og hvordan internationale virksomheder tester våben og teknologi på civile i Gaza. Samt hvordan Mærsk, ATP og Terma deltager i dette netværk.
FN udgav for nyligt en rapport, der kalder Israels målrette drab på civile og ødelæggelse af civile bygninger – blandt andet 90 procent af alle skoler – for den værste forbrydelse mod menneskeheden: Udryddelse.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.