Demonstranter i København og Aarhus trodsede søndag regn og novemberkulde og gik med i Folkets Klimamarch for et levedygtigt landbrug.
Bag klimamarchen stod Den Grønne Ungdomsbevægelse, der kræver en grundlæggende omstilling af dansk landbrug, væk fra klimaskadelig dyreproduktion.
Marchen var en demonstration mod Den Grønne Trepartsaftale, som et flertal af Folketinget indgik i sidste uge.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Miljøorganisationer giver Grøn Trepart hård medfart: "Aktiv dødshjælp" til havet
Aftalen fastholder Danmark som verdens førende producent af dyr per indbygger, hvilket bevægelsen ser som en hovedårsag til biodiversitetskrisen og de hårdt pressede danske farvande.
– For at leve op til klimamålene er det nødvendigt at reducere udledningen af landbruget. Men Den Grønne Trepart freder den animalske produktion, selvom den står for 85 procent af landbrugets udledninger og optager 80 procent af vores landbrugsareal, forklarer medarrangør af marchen Sofie Hedetoft.
Hun uddyber:
– Hvis vi skal nå målene for beskyttet natur og klimaneutralitet, er det derfor afgørende med en reduktion af den animalske produktion. Vi er gået på gaden i dag for at vise politikerne, at vi er mange, der siger fra, og at vi ønsker en anden fremtid for det danske landbrug, end det Den Grønne Trepart vil.
Ifølge de unge klimaaktivister fastholder Den Grønne Trepartsaftale Danmarks verdensrekord i dyreproduktion.
Fremfor at skære ned i dyreproduktionen investerer aftalen ti milliarder kroner i pyrolyseteknologi i håbet om netop at fastholde en høj dyreproduktion. Eksperter sår dog tvivl om, hvorvidt dette kommer til at bringe tilstrækkeligt med drivhusgasreduktioner.
– Regeringen vælger igen og igen at satse på umodne teknologier, som eksperterne advarer mod, fordi de er for usikre. De fortæller os, at der kun er én sikker vej, og det er færre dyr – men politikerne vælger at lytte til landbrugslobbyen, udtaler Olivia Bang Brinck, medarrangør af klimamarchen.
Klimamarchens krav
Den Grønne Ungdomsbevægelse kræver, at aftalen bliver genforhandlet med videnskaben som grundlag – ikke lobbyinteresser.
Klimamarchen har tre centrale krav til en ny aftale: Den animalske produktion skal reduceres med 80 procent. Danmark producerer hvert år 200 millioner dyr.
Herudover skal en ny aftale følge Klimarådets anbefaling om en afgift på 1500 kroner per udledt ton CO2 i 2030, hvilket er langt fra den nuværende aftales afgift på 120 kroner i 2030.
Den Grønne Ungdomsbevægelse kræver 30 procent vild natur i Danmark i 2030. Danmark har nemlig forpligtet sig til 30 procent vild natur, men Grøn Trepart sigter kun mod 20 procent. Klimaaktivisterne henviser til Biodiversitetsrådets kritik af statens definition af vild natur, der blandt andet inkluderer golfbaner og marker.
Ifølge eksperter udgør reelt vild natur kun omkring 1,6 procent af Danmark i dag.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.